Religionkritikkens pionerer banede vejen for vore dages nyateister

Religionens ændrede status hænger sammen med de voldsomme sociale, kulturelle 
og økonomiske samfundsforandringer, som den moderne verden har gennemgået, og som har begunstiget en verdslig livsforståelse. Udviklingen har imidlertid meget lidt med religionskritik som idé og begreb at gøre.

Begrebet og ideen refererer dels til en kritik af religionen med udgangspunkt i naturvidenskabelige erkendelser, dels til en intellektuel eller filosofisk tendens fra omkring midten af 1800-tallet. Religionskritikken tog sin begyndelse med den tyske filosof Ludwig Feuerbach (1804-1872), som i sit hovedværk, Kristendommens Væsen fra 1841, formulerede en række indvendinger mod religionen.

Hans argumenter går i forskellig form igen hos de andre væsentligste repræsentanter for religionskritikken: Karl Marx (1818-1883), Friedrich Nietzsche (1844-1900) og Sigmund Freud (1856-1939).

Religion ses som et produkt af menneskelig uvidenhed

Religionskritik og ateisme er fænomener af ældre dato og kan føres tilbage til den før-sokratiske tænker Demokrit (ca. 460-400 f.v.t.), hvis såkaldte atomisme udelukkede tanken om en skabende og opretholdende kraft. Det var imidlertid først i oplysningstiden, at religionskritik blev en toneangivende og dagsordenssættende bevægelse.

Mest markant kommer afvisningen af religionen til udtryk i den franske materialisme hos eksempelvis den franske fysiker og filosof Julien Offray de la Mettrie (1709-1751) og den fransk-tyske filosof Paul Henry Thiery d’Holbach (1723-1789). De udviklede begge en mekanisk materialisme om en i materien iboende kraft, som gør alle religiøse ideer om en guddom overflødige.

Særligt hos d’Holbach møder vi en aggressiv ateisme, hvor religion ses som et produkt af menneskelig uvidenhed, som kirke og præsteskab kynisk har udnyttet til egen fordel til skade for menneskets naturlige lykkestræben.

Kristendomslæren forblev det grundlæggende tankeskema

Det særegne ved den form for religionskritik, som opstod i midten af 1800-tallet hos filosofferne Ludwig Feuerbach og Karl Marx, var, at den stod i et tvetydigt forhold til G.W.F. Hegel (1770-1831). Han fuldendte den lange filosofiske tradition, den tyske idealisme, som går tilbage til Immanuel Kants (1724-1804) filosofiske nybrud i slutningen af 1700-tallet.

På den ene side vendte Feuerbach og Marx sig af al kraft mod Hegels spekulative ånds- og fornuftsfilosofi og fremhævede det sanselige, det kropslige og det materielle. På den anden side tænkte de stadig i hegelske tankebaner og kategorier.

Især Feuerbach mente, at Hegels filosofi, til trods for hans fastholdelse af gudsbegrebet, var et fuldstændigt immanent system, som fuldendte en rationalisering af gudstanken og udelukkede tanken om en transcendent gud.

Kristendommen og den kristne lære om treenigheden forblev på mange måder det grundlæggende tankeskema i fortællingen om åndens og fornuftens historiske udvikling frem imod den absolutte viden, men netop i denne fortælling forvandles religionen og kristendommen til ren fornuft. Ateismen er på den måde faktisk forberedt allerede hos Hegel.

Religion er udtryk for en protest imod givne samfundsforhold

Feuerbach måtte altså definitivt opgive Hegels ånds- og fornuftstanke til fordel for en konkret dennesidighed, den menneskelige sanselighed og kropslighed. Først da kunne ateismen indløses, for så vidt det nu kan godtgøres, at al teologi er antropologi, at Gud er en menneskelig konstruktion, et produkt af det endelige menneskes egne idealer og forhåbninger.

Feuerbach så imidlertid også opløsningstendenser i religionen selv, nærmere bestemt i protestantismen som i det personlige gudsforhold gør Gud til en menneskelig gud.

Imidlertid er det Feuerbachs sensualisme, Karl Marx rettede sin kritik imod i sine berømte Feuerbach-teser fra 1845. Marx både overtog Feuerbachs religionskritik og forandrede den grundlæggende. For eksempel stod religionskritikken ikke i centrum af Marx’ tænkning. At religion er et menneskeligt produkt og konstruktion var ikke til diskussion, men var derimod det filosofiske grundlag for kritikken.

Stridspunktet gjaldt menneskeforståelsen, hvor Marx som elev af Hegel tænkte mennesket som bestemt af sociale og historiske omstændigheder. Derfor begrundede han tesen om religion som projektion i sociale og samfundsmæssige forhold som et produkt, ikke af menneskets uforanderlige natur, men af en historisk kontingent samfundsudvikling, som begunstiger religionens forestillinger om det evige og det hinsidige.

Religion er derfor udtryk for en protest imod de faktiske givne samfundsforhold, en utopi om lykke eller et håb om en virkelighed uden undertrykkelse og tvang. Samtidig flytter religionen håbet om forandring til en illusorisk hinsidighed.

Viljebegrebet henviser til det biologiske faktum om selvopholdelse

Her er vi faktisk ved kernen i Marx’ berømte ord om, at religion er opium for folket. I den betydning kan religionen have en progressiv funktion, nemlig ved at anspore til samfundskritik og revolutionære forandringer. Hos Marx blev religionskritik eksplicit til samfundskritik, som fordrede, at de religiøse forventninger skulle tilfredsstilles i en dennesidig social verden.

Indløsningen forestillede Marx sig i en omtolkning af Hegels historiefilosofi som en historisk proces, der vil ende med et klasseløst samfund, hvor religionens hinsidighed endegyldigt er ophævet.

Den afgørende tese i religionskritikken, at teologi er antropologi, genfinder vi også hos Friedrich Nietzsche. På en række punkter adskiller hans kritik af kristendommen sig imidlertid fra den tidligere religionskritik. Nietzsche rettede sin kritik imod den kristne moral, hvilket er det eneste, der er tilbage af kristendommen, efter at den har opløst sig selv som lære og dogme.

Han begrundede sin kritik i en menneskeopfattelse, som var ganske anderledes end Feuerbachs sensualistiske og Marx’ socialhistoriske. Nietzsche så mennesket som et viljebestemt væsen, hvor viljebegrebet i første omgang henviser til det biologiske faktum om selvopholdelse og overlevelseskamp og dernæst også har status som et metafysisk grundprincip.

Kristendommen har omsat den metafysiske bestræbelse

Nietzsches filosofi er i radikal forstand ikke bare et opgør med kristendommen. Hans filosofi er reelt et opgør med hele den vesterlandske filosofiske tradition. I endnu højere grad, end det er tilfældet i den tidlige religionskritik, flyder religionskritik hos ham sammen med metafysikkritik.

Den metafysiske bestræbelse beløber sig til at sætte værdier som absolut sande, evige og uforanderlige, hvilket Nietzsche ser som en illusion eller en regelret forfalskning, fordi værdier har deres oprindelse i menneskets væsen, nærmere bestemt i den vilje til magt der som et umætteligt begær gennemsyrer alt liv og al virkelighed.

Det specielle ved kristendommen er, at den har omsat den metafysiske bestræbelse i en særlig ethos, og det er denne moralisering af metafysikken, som har Nietzsches kritiske bevågenhed. Han udfoldede sin kritik i flere skrifter, især i stridsskriftet Moralens oprindelse fra 1887, hvor han psykologisk udlægger den kristne moral som intet mindre end fortrængt had og hævngerrighed.

Kristen moral er 'slavemoral'

Den kristne moral og de kristne værdier barmhjertighed og ydmyghed er 'slavemoral', et produkt af svage, feje og elendige menneskers oprør imod de ædle, fornemme og livsduelige, hvor de elendige har taget magten og indsat deres egen smålighed og elendighed som absolutte og guddommeligt sanktionerede værdier.

Drevet af hævntørst, smålighed og misundelse erstattes det sunde og livskraftige med det syge og usunde. Denne pervertering, mente Nietzsche, gennemsyrer hele kirkens og kristendommens historie med præster, som prædiker omvendelse, synd, samvittighed, skyld, bod og bedring, hvilket alt sammen vidner om det had til livet og verden, som er og bliver kernen i al kristendom.

Modsvarende bliver idealet for Nietzsche et fuldtonet ja til det dennesidige, til den uhæmmede livsudfoldelse og den utæmmede vilje til magt.

Mennesket er udspændt i en konflikt

Nietzsches religionskritik er et stykke af vejen naturvidenskabeligt funderet, men det var først med Sigmund Freud, at religionskritikken fik et egentligt naturvidenskabeligt grundlag. Den videnskabelighed, som Freud udviklede i sin psykoanalyse, er imidlertidig anderledes end naturvidenskabens, da flere elementer er mere spekulative end videnskabelige.

Dobbeltheden kommer allerede til syne i drømmetydningen (1900), som psykoanalysen grundlægges med. Fra begyndelsen var Freuds opmærksomhed rettet mod den psykologiske lidelse neurosen, og hovedtesen var, at neurosen har sin oprindelse i seksualiteten. Samtidig fastholdt han, at vi aldrig har direkte adgang til det seksuelle begær: Kun indirekte og via drømme giver seksualiteten sig til kende.

Drømmen er skæringspunktet mellem den seksuelle drift og de kontrol- og selvbeherskelsesmekanismer, som hører menneskets vågne tilstand til. Den psykoanalytiske terapi består nu i at fortolke drømmen for at trænge bagom menneskets censur og kontrolmekanismer og således få adgang til det seksuelle begær.

Freud kunne herudfra udvikle en teori om menneskets psykiske struktur bestående af tre elementer, nemlig et 'Es' (det ubevidste), et 'Ich' (jeget) og et 'Über-Ich' (over-jeget). Mennesket er udspændt i en konflikt mellem seksualiteten som en ubevidst kraft og sociale normer og regler (over-jeget), som fra den tidligste barndom er indsocialiseret i det enkelte individ.

Den menneskelige psyke er derfor en skrøbelig størrelse, en balanceakt som kan tippe til hver af siderne med svære psykiske lidelser til følge.

Freud kaldte religion for en kollektiv tvangsneurose

Det samme tredelte skema ligger til grund for Freuds kritik af religionen. Det bliver imidlertid først tydeligt i hans forsøg på en genetisk forklaring på psykens struktur, hvor det særligt er tilblivelsen af over-jeget, som påkalder sig interesse.

Pointen er, at barnets oprindelige og stærke binding til moderen forstyrres af faderen som repræsentant for forbud, som hindrer en uhæmmet seksuel udvikling, og som barnet gradvist lærer at inderliggøre. Den inderliggjorte faderfigur er religionens psykiske eller antropologiske grundlag, Gud som den absolutte og dømmende autoritet.

Netop fordi Freud primært sporede neurosen i over-jeget, kunne han kalde religionen en kollektiv tvangsneurose.

Religion er udtryk for en sygelig tilstand

Hos Freud møder vi igen grundtanken i religionskritikken; at al religion har sin oprindelse i mennesket. Samtidig forvrænger og fremmedgør religionen det 'egentlige' menneskelige, det være sig det sanselige menneske, den menneskelige socialitet,
 det viljesstyrede menneske eller seksualiteten.

Religion er enten udtryk for en fremmedgørende illusion, som leder mennesket bort fra dets virkelighed, eller udtryk for en sygelig tilstand, som forvansker og ødelægger menneskelivet i dets naturlige sundhed. Hvor den uhæmmede livsudfoldelse er et absolut gode, og religionen gennemgående bestemmes som moral og disciplineringsforskrifter, kan religion kun fremstå som noget negativt.

Dette motiv genfindes også inden for den såkaldte 'nyateisme', som i det seneste årti har skabt stor opmærksomhed. Repræsenteret ved bl.a. evolutionsbiologen Richard Dawkins (f. 1941) formuleres her en temmelig aggressiv, næsten skinger, religionskritik, som afviser enhver form for religion. For nyateisterne er religion en livsskadelig og livsfarlig illusion.

De mener således at tale i humanitetens navn, når de vil erstatte religion og spiritualitet med videnskabens absolutte erkendelser.