Reformstrategier efter klassepolitikken

I borgerlige kredse har Anders Fogh Rasmussen høstet kritik for ikke at udnytte et årtis regeringsmagt til at reformere velfærdsstaten.

Det er korrekt, at skiftende Fogh-regeringer ikke skar markant ned i velfærdsstatens centrale overførselsindkomster. Men Fogh-regeringerne gennemførte en række grundlæggende reformer i velfærdsstatens strukturer, som vil være med til at ændre velfærdspolitikken fremover.

For at forstå Foghs aftryk på velfærdsstaten er man nødt til at sondre mellem policy-reformer og institutionelle reformer. Førstnævnte handler om dét, borgere kan se og føle i dagligdagen, nemlig ydelser og services - for eksempel SU’en, efterlønsalderen og timetallet i folkeskolen.

Sidstnævnte handler om de instanser, som organiserer velfærdsstatens ydelser og services, for eksempel den offentlige jobservice og den finansielle administration af sundhedsvæsenet (Elmelund-Præstekær & Klitgaard, 2012).

Læs også: Foghs regering ændrede velfærdsstaten i det skjulte

Samtidig er det væsentligt at forstå, at det er politisk risikabelt at ændre på indholdet af en velfærdsordning, fordi omkostningerne (for eksempel færre børnepenge) rammer afgrænsede grupper hårdt, mens gevinsterne (for eksempel lavere skat) er usynlige for den enkelte.

Denne præmis gælder enhver regering, men at dansk økonomi var præget af fremgang under Fogh, gjorde kun sådanne reformer endnu mindre tiltrækkende – hvorfor skulle man slanke velfærden, når der var råd til den?

Selvom man kan argumentere for det økonomisk fornuftige i at bremse op i gode tider, holder Foghs kalkule på det politiske niveau: Han skrev vælgermæssig Danmarkshistorie ved sit rene borgerlige flertal og ved sine genvalg (Elmelund-Præstekær et al., 2010).

Friere hænder på organiseringssiden

I forhold til indholdssiden af velfærdsstaten har reformforskere således konkluderet, at regeringer har begrænset reformkapacitet. Men hvordan ser det ud på organiseringssiden af velfærdsstaten?

Her har reformivrige regeringer om ikke frit spil så friere spil. At spillet er friere end på indholdssiden skyldes, at vælgerne generelt ikke bekymrer sig for, hvordan en velfærdsservice er organiseret.

At spillet trods alt ikke er helt frit skyldes, at en række stærke politiske aktører har store interesser på højkant.

Det sås tydeligt under forhandlingerne om kommunalreformen, hvor kommunerne havde en klar interesse i at overtage en række amtslige opgaver, mens amterne kæmpede for at beholde disse (Christiansen & Klitgaard, 2010).

Hvis man vil forstå Fogh-regeringernes betydning for den moderne danske velfærdsstat, skal man derfor se på de gennemførte institutionelle reformer.

Vi har set nærmere på ét eksempel, nemlig skattestoppet (Klitgaard & Elmelund-Præstekær, 2012).

Skattestoppet – en genistreg

Skattestoppet var en politisk genistreg, fordi det var let at kommunikere, og fordi det på én og samme tid gjorde det muligt at føre en populær og en ideologisk politik.

Udadtil kunne regeringen sige, at vælgerne ikke skulle betale mere i skat – men samtidig kunne regeringen sige, at netop fraværet af skattelettelser gjorde det muligt at undgå nedskæringer i velfærdsstaten. Begge dele betragtes almindeligvis som populært blandt vælgerne.

Fogh-regeringerne kunne med nogen ædruelighed argumentere for, at skattestoppet ikke krævede direkte besparelser – i det mindste ikke under en højkonjunktur, hvor skattekronerne fortsatte med at fosse ind i statskassen.

Ikke desto mindre udsprang skattestoppet af en strategi med det klare politiske mål at sætte en effektiv grænse for den langsigtede vækst i velfærdsstaten ved at udhule velfærdspolitikkens finansieringsgrundlag. 'Starving the beast' er manøvren kendt som i amerikansk politik.

Læs også: Er velfærdsstaten på vej ud?

Fogh skar ikke i konkrete ydelser

Fogh-regeringernes tænkning om skattestoppet som en indirekte og langsigtet nedskæringsstrategi med krybende effekter fremgår af en publikation om skattestoppet fra 2002, som er produceret af Skatteministeriet.

Heri henvises direkte til inspirationen fra de grene af den økonomisk teori, der hævder, at skatteopkrævning i sig selv øger de offentlige udgifter. En effektiv strategi til at undgå denne vækst er derfor, at begrænse statens evne til at generere de økonomiske ressourcer dens fortsatte vækst fordrer.

Fogh-regeringerne forlod med andre ord ikke det borgerlige ønske om at mindske velfærdsstaten, men fandt andre veje til at realisere det end gennem frontalangreb på konkrete ydelser.

Hovedvejen var institutionelle reformer, som dikterede nye spilleregler for politiske beslutningstagere. Skattestoppet kan således betragtes som en tålmodig version af tidligere tiders krav om skattelettelser, som reelt slørede sammenhængen mellem det populære skattestop og upopulære nedskæringer.

At det efterfølgende lykkedes at få Socialdemokraterne til at adoptere skattestoppet og de strammere budgetregler over for kommunerne, var kun en bonus, som har gjort skattestoppet til en ”game changer”, der på lang sigt kan vise sig at få større konsekvenser for velfærdsstaten end enkeltstående justeringer af SU, kontanthjælp eller førtidspension.

Læs også: Thornings velfærdsnedskæringer er typisk socialdemokratisk politik