Siden den finansielle krise startede i slutningen af 2008 har mange velfærdstater, især i Europa, foretaget markante forandringer i den offentlige sektor, dens størrelse og dens indretning.
Store offentlige statsunderskud og vanskeligheder med at opfylde formelle krav om størrelsen af det årlige statsunderskuds størrelse inden for EU har sammen med høje niveauer for statsgæld i en række lande medført dramatiske forandringer i en række landes velfærdssystemer.
En af forklaringerne på underskuddene har været de store bankgarantier en række lande i EU og også USA stillede.
Nedgangen i den økonomiske aktivitet betød også højere ledighed og dermed større offentlige udgifter og færre offentlige indtægter.
Velfærdsstaters fokus er flyttet
Der har været reduktioner i udgifterne til den offentlige sektor, herunder i nogle lande direkte sænkning af de offentlige ansattes lønninger.
Der har været og er fortsat høje niveauer for arbejdsløshed, herunder ikke mindst for unge i de fleste europæiske lande.
Der har i mindre omfang været foretaget justeringer af skatter og afgifter.
Velfærdsstaters fokus i Europa har dermed flyttet sig fra at prøve at levere mere og bedre velfærdsservice, til et langt større fokus på hvordan udgifterne kan reduceres, eller at områder kan flyttes fra den offentlige til den private sektor.
Besluttede forandringer i velfærdsstater er dermed i højere grad end tidligere tiders mere ideologisk prægede argumenter om relationen mellem stat og marked i højere grad begrundet i en ren økonomisk nødvendighedsargumentation.
Det er dog vanskeligt præcist at vide, om retorikken blot er ændret, fordi det har gjort det lettere at ændre i velfærdsstaten med disse argumenter - et såkaldt åbent vindues mulighed - end det har været tidligere.
Presset på velfærdsstaten
Presset på velfærdsstater som følge af demografiske forandringer har også haft betydning.
Overraskende nok har de nordiske velfærdsstater i højere grad end andre lande i Europaværet i stand til at opretholde en mere universel tilgang og med mindre dramatiske forandringer på de centrale områder, end dem der er set i en række andre europæiske lande.
En mulig forklaring herpå kan være, at velfærdsstaterne er mere grundfæstede i de nordiske lande, men kan også have sammenhæng med, at de på trods af myter om andet, ikke er dyrere end andre velfærdsstater, men blot har en anden tilgang og vej til at levere og finansiere velfærdsstatlige ydelser.
Dertil kommer, at de nordiske lande i højere grad havde mulighed for, omend på et relativt beskedent niveau, at kunne føre en mere ekspansiv økonomisk politik og dermed reducere virkninger på ledighedens omfang i højere grad end de andre lande i Europa.
Hermed ses en antydning af, at historiske beslutninger stadig har en indvirkning på landenes udvikling – en form for path-dependency - om end der samtidig sker justeringer og forandringer som medfører, at der i stigende omfang kan stilles spørgsmåltegn ved, om den historiske forståelse af de Nordiske velfærdsstater stadig kan genfindes.
Et ønske om i højere grad at målrette ydelser mod dem der har mest behov, synes at være en konsekvens af forståelsen for, hvilke forandringer der er brug for med henblik på at reducere de offentlige udgifter. De langsigtede konsekvenser heraf står dog ikke klart.
Eksempler på forandringer i velfærdsstater
Der har i liberale velfærdsstater, som eksempelvis Irland og Storbrittanien, været markante forandringer og nedskæringer i velfærdsstaterne. Holland, som normalt i højere grad minder om de nordiske lande, har også foretaget store ændringer i velfærdsstaten.
Der har samlet, udover offentlige besparelser, også været fokus på forskellige former for ændringer i arbejdsmarkedspolitikkens aktivering og herunder job-deling.
Offentlige besparelser har handlet om alt fra direkte nedsættelse af offentlige ydelser og offentlige ansattes lønninger, til langsommere indeksering af sociale ydelser, senere pensionsalder og mindre velfærdsservice.
Det er ikke fuldstændig de samme typer af forandringer der er set i alle lande, om end der er fællestræk.
Krisen har også vist, at den grad landene påvirkes af forandringerne i høj grad har sammenhæng med, i hvilket omfang landene påvirkes af den globale økonomiske krise. Det er derfor Australien, som grundet sin tættere tilknytning til kinesisk økonomi, i mindre grad end de fleste lande i Europa har haft bedre muligheder for at komme igennem den økonomiske krise.
Konklusion
Det ser samlet ud til, at der fortsat i mange lande er en forståelse for, at staten har en central rolle til at skabe rammebetingelser og støtte, der skal bidrage til, at der er social tryghed, men også at de offentlige aktiviteter har en form for socialt investeringsperspektiv.
Det vil eksempelvis sige levering af børnepasning til en rimelig pris og med høj kvalitet, idet det både giver børnene gode opvækstmuligheder og for en ligestilling mellem mænd og kvinder i at have mulighed for at kombinere arbejds- og familieliv.
Velfærdsstater er dermed ikke på vej ud, men – som tidligere - under forandring, med mindre vægt på den offentlige sektors rolle end tidligere. Om billedet igen ændrer sig, når der kommer økonomisk vækst, er ikke klart.
Yderligere argumenter og flere detaljer kan findes i Greve, Bent (2012 (ed.)); The Times They are Changing? Crisis and the welfare state. Oxford, Wiley and Blackewell.
