Pokerspillere er ikke som andre spillere

Phil Ivey gør det. Den danske pokerstjerne, Theo Jørgensen, gør det. De spiller poker, og de taler åbent om det.

Men det er langt fra tilfældet med alle pokerspillere.

De fleste sidder inde på drengeværelset og holder aktiviteten skjult for omgivelserne.

»At leve af at spille poker strider mod nordisk arbejdsetos. Det bliver anset for 'dirty work',« mener Norges første 'pokerdoktor', Niri Talberg.

Ph.d. i poker

Niri Talberg spiller selv poker, men de seneste år har han mest brugt sin interesse for poker i en akademisk sammenhæng.

I 2008 brugte han sin masteruddannelse i pædagogik til at skrive om pokerspillere. Nu har han også forsvaret sin ph.d.-afhandling om emnet.

Han har altid været optaget af spil. Når han som barn besøgte sin bedstefar i Ørsta i Vestnorge, var det rart at have noget at lave, så Niri Talberg læste ofte op på tipskuponen.

Da han var ti år gammel, formåede han at stykke et system sammen, hvor han med sin far og bedstefar spillede på otte halvgarderinger.

Det resulterede i tolv rigtige og 16.500 kroner lige ind på kontoen. Et enormt beløb for en knægt på 10 år.

»Følelsen af ​​at vinde tændte noget i mig,« fortæller Niri Talberg til Forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.

Dygtig til at spille

Da Niri Talberg begyndte at spille Texas Hold'em Poker, åbnede en ny spilleverden sig op for ham.

»Jeg så straks, hvor mange færdighedselementer der var i spillet. Det handler meget om at anerkende modstanderens spillestil. Det handler om statistikken i spillet. Buddenes størrelse, hvor meget du kan få modstanderen til at betale, når du sidder med en god hånd, og hvordan du kan holde potten lav, hvis du er usikker på din hånd. Der er mange sandsynlighedsvurderinger i dette spil,« forklarer Niri Talberg.

De fleste – også forskere, der har studeret poker – undervurderer færdighederne i spillet, mener han:

»Meget af forskningen er fordømmende. Eller også er den problemfokuseret.«

Pokerspillere har lige så stor ekspertise som professionelle skakspillere og tidligere idrætsudøvere, men den bliver ikke værdsat på samme måde, mener forskeren, som i dag er ansat ved forskningsinstituttet Fafo i Oslo.

Holder pokerspillet skjult

Tidligere var poker et spil, hvor udøvere holdt næsten alle informationer skjult, men i dag er der større åbenhed omkring pokerspil. Det har åbnet op for et stort læringspotentiale i spillet, mener Niri Talberg.

»Hvis du fortæller, at du lever af at spille poker, tror mange, at det er et spil, der mest handler om held. Der er ikke meget respekt for pokerspillernes færdigheder. Derfor har mange nok været lidt hemmelighedsfulde omkring, hvad de tjente penge på,« siger Niri Talberg, som tilføjer:

»Selv de pokerspillere, der tjener godt med penge, bliver stadig mistænkt for at sælge stoffer eller have gang i anden kriminalitet.«

Denne mistænkeliggørelse har også noget med organiseringen af poker at gøre, mener han. I modsætning til de fleste andre europæiske lande, har Norge ikke kasinoer, og pokerspil om penge blev først tilladt i 2015.

Alligevel har der eksisteret pokerklubber i Norge siden 1970’erne, oplyser forskeren, og en del af dem var knyttet til kriminelle miljøer.

»Jeg tror, det ville havde været godt, hvis vi havde pokerklubber med turneringspoker i Norge, som blev reguleret på en fornuftig og ansvarlig måde.«

Handler ikke så meget om held

Professionel poker handler langt fra udelukkende om held, mener Niri Talberg.

Og det er netop den læring, han var interesseret i, da han skrev sin masteropgave i pædagogik om spillet.

Han har set det i forbindelse med forskning i computerspil, som ofte konkluderer, at der er drenge med dårlige karakterer, der spiller mest.

Niri Talberg indsamlede spørgeskemaer fra fire gymnasier. Han var overrasket over at finde, at det var blandt eleverne med gode karakterer i tiende klasse, at der var størst sandsynlighed for, at de spillede poker.

Da han erstattede poker med skak, computerspil og andre spil, fandt han ikke det samme. Forskningen viser ellers, at det ofte er drenge med dårlige karakterer, der spiller mest. Pokerspillerne skilte sig ud; det var noget, klassens dygtige drenge gjorde.

I forbindelse med sin ph.d.-afhandling har Niri Talberg analyseret spørgeskemaerne på ny.

Derudover har han interviewet 15 pokerspillere for at få et mere indgående kendskab til, hvordan de udvikler sig for at blive bedre spillere, og hvad pokerspillet har at sige for deres uddannelsesmæssige valg.

4 ud af de 15 har han kategoriseret som unge professionelle. De havde valgt poker fremfor en uddannelse. Derudover interviewede han tre, der har spillet i et stykke tid, samt otte amatører.

De unge lærer spillet selv

Der er ikke mange fritidsinteresser for unge, som ikke er organiseret af forældre eller andre voksne. Poker er en undtagelse.

»Det styrer de unge selv. De styrer også undervisningsprocesserne selv. Det, synes jeg, er spændende.«

Talberg fandt, at unge, der gerne vil lære at spille poker, bruger en masse oplæringsvideoer på nettet.

»Der er en hel industri omkring pokerundervisning. Du kan betale dig fra, at få en eller anden til at se på alle de hænder, du har spillet, for at finde ud af. om du kan blive bedre.«

»Levebrødsspillerne bruger enormt meget tid på poker.«

Går ud over uddannelsen

Ifølge Niri Talberg kan pokersuccessen få negative konsekvenser for de unges uddannelse.

»Det er jo svært at forudsige, hvor længe en turnering varer. Hvis du kommer langt i en turnering, går der hurtigt otte-ni timer. Så går det nok ikke så godt i skolen den følgende dag.«

I poker når man ikke langt ved bare at være en halvgod spiller. Det er ikke lukrativt, og hvis du vil være god, skal du investere meget tid.

»Det bliver et våbenkapløb. For du er helt afhængig af at være bedre end de andre.«

Niri Talberg oplever, at mange pokerspillere kæmper for at kombinere interessen for spillet ikke blot med uddannelsen, men også kæreste og andre ting.

Han ser også, at de færreste har lyst til at blive gamle pokerspillere.

»Det er noget, man skal overstå, føler de. Bare de får tjent penge nok først.«

Men vejen tilbage er ofte lang, og har du først huller i dit CV, som du ikke rigtig kan forklare en potentiel arbejdsgiver, så kan man jo lige så godt blive ved lidt længere.

Så slipper man selvfølgelig også for, at samfundet fordømmer det, man har gang i.

\ Læs mere

Vellavet pokerrobot spiller kort som en 7-årig

Unge, som ikke laver noget

I Norge i dag er en helt del unge hverken i gang med en uddannelse eller en del af arbejdsmarkedet. En del af disse unge mennesker finder du heller ikke på NAV, Norges svar på Jobnet. De laver simpelthen ingenting, tror forskerne.

Niri Talberg er overbevist om, at mange af disse unge bruger meget tid på at spille computerspil.

Nogle af dem er det, han vælger at kalde 'spille-professionelle'; det vil sige, at de lever af noget, som tidligere blev anset for at være leg og fritidsaktiviteter.

Nogle lever af at blogge, andre af de sociale medier. Nogle dyrker sport. Andre spiller poker. Og nogle tjener penge på at lave underholdnings- eller undervisningsvideoer om computerspil og poker.

»Det er svært at vide, hvor almindeligt der er. Der er ikke mange, som har lyst til at fortælle om det.«

Niri Talberg tror, at en større åbenhed omkring pokerspil vil gøre det lettere at acceptere, at der findes spillere, som har store huller i CV'et, og at det kan gøre det lettere for dem at komme i gang med en uddannelse og arbejde.

»Hvis du har været skakspiller på topniveau, kan man godt fortælle en arbejdsgiver, hvad man har haft gang i og få anerkendelse for det. Mange pokerspillere har lært ting, som de kan få stor nytte af på andre områder. De har for eksempel lært risikovurdering, at holde hovedet koldt og arbejde systematisk. De sidder også med en masse digitale kompetencer, som kan overføres til andre områder,« mener Niri Talberg. Han tilføjer:

»Hvis man sammenligner det med en tidligere fodboldspiller, så tror jeg, at en tidligere fuld- eller deltids professionel pokerspiller har flere kompetencer, som er relevante for samfundet og markedsmarkedet.«

Faren for at blive informantens fortaler

»Hvad betyder det for din objektivitet som forsker, at du selv har været – og delvist er – pokerspiller?«

»Jeg ville ikke være i stand til at skrive min ph.d.-afhandling uden selv at have indgående kendskab til poker. Men det er også en potentiel faldgrube. Der er fare for, at jeg bliver fortaler for dem, som jeg forsker i. Så ja, det er muligt, at jeg er lidt for ukritisk over for de sandheder, som pokerspillere lever efter.«

Lukket miljø

Hans Jørgen Wallin Weihe, professor ved Høgskolen Innlandet, var opponent ved Niri Talbergs disputats og kender studiet godt.

En opponent er person, som ved det mundtlige forsvar af en disputats søger at efterprøve de teser og resultater, som fremlægges i det pågældende arbejde.

Hans Jørgen Wallin Weihe er enig i, at objektiviteten er problematisk, fordi forskeren selv spiller poker.

Men det er et meget lukket miljø, som det ville være vanskeligt at få adgang til, med mindre forskeren havde den baggrund, mener han.

»Så længe forskeren er meget åben om sin baggrund, og det bliver diskuteret, er det ikke et problem for forskningen.«

Weihe mener, at der er mange debatter og perspektiver, som Niri Talberg kunne havde taget op i studiet, men at hans syn på pædagogisk læring er nyt og interessant.

\ Læs mere

Spilafhængige klarer sig dårligere i skolen

Hvad er afhængighed?

Hans Jørgen Wallin Weihe er selv optaget af spilleafhængighed og udgav i 2016 bogen: 'Game Addiction, Gaming and Gambling'.

»Jeg benægter ikke, at det kan være en uheldig vane for nogle personer. Det er mest problematisk, når spillere isolerer sig. Men vi kan til sidst tale om afhængighed næsten uanset hvilken aktivitet, vi overdriver. Det gælder blandt andet for træning.«

Poker kan være en social aktivitet, fordi man spiller imod mange andre. Men pengespil kan også føre til dårlig økonomi og ødelagte relationer, påpeger Hans Jørgen Wallin Weihe.

»Enkelte rigtig dygtige spillere kan tjene mange penge, men der er også mange, der taber. Alle, der vinder, gør det jo, fordi andre spillere taber penge. Der er tragedier i pokerspil, hvor spillerne ødelægger deres økonomi og pådrager sig stor gæld. Men der er også mange, der lider tab, de har råd til, og som synes, at tabet er den pris, de gerne betaler for at få spændingen i spillet.«

Men vi er mange i samfundet, som ikke foretager rationelle valg, når det kommer til penge, mener Weihe.

»På den måde skiller pokerspillerne ikke så meget fra mine kollegaer, som køber carboncykler i dyre domme, for at skabe sig et image som topcyklister,« siger han.

Bliver pokerspillere rige?

Niri Talberg spiller stadig poker; dog ikke så meget som før.

»Da jeg var studerende, var det en lille bi-indtægt. Dengang var niveauet dårligere. I dag er spillerne meget mere erfarne. De bruger flere undervisningsværktøjer. Niveauet er blevet så højt nu, at det ikke er nemt at være amatør,« fortæller Niri Talberg.

»En af informanterne fortalte mig, at han fortrød, at han ikke var gået ud af skolen for at satse på poker. Nu tog han en uddannelse ved siden af ​​pokerspillet. På den måde endte han med ikke at blive rigtig god til noget.«

Niri Talberg mener, at man kan få en rimelig årsindtægt som pokerspiller i Norge, hvis man er god. De bedste af spillerne, han interviewede, har tjent mere end fem millioner på spillet.

»Men det er ikke mange af dem,« slutter han.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

\ Læs mere

Alle tror, de kan spille poker - men sandheden er en anden