Først skabte forskere noget nær den perfekte skakspiller, der knuste den klogeste, menneskelige skakspiller i verden.
Nu er det åbenbart menneskelige pokerspillere, der skal til at ryste i bukserne. I det ansete videnskabelige tidsskrift Science beretter amerikanske forskere om et nyt program, der altid spiller perfekt og aldrig laver en fejl – med andre ord er umuligt at slå.
Forskerne fra University of Alberta siger selv til bbc.com, at algoritmen bag programmet er så stærk, at »den ikke kan blive slået med nogen statistisk signifikans, om man så spillede mod den gennem et helt menneskeliv«.
Forskerne er endda så kække, at de har lagt algoritmen på nettet, hvor du kan teste, stille spørgsmål til den eller endda spille mod den.
Før du gnider dig i fingrene over at have fundet værktøjet, der kan hjælpe dig til at banke vennerne i aftenens omgang Texas Hold’Em, 5 Card Stud eller hvilket pokerspil, du nu har som favorit, skal du vide, at forskernes algoritme kun er udviklet til en særlig variant, nemlig ’Fixed-limit Heads-up Texas Hold'em’, hvor to spillere kæmper mod hinanden. (Du kan læse lidt mere om reglerne på bbc.com.)
Til gengæld ved den virkelig, hvad den laver, for den har spillet den variant af poker 24 billioner gange – hvert eneste sekund i to måneder, fortæller forskningsleder Michael Bowling til bbc.com.
»Det er flere pokerhænder, end hele menneskeheden har spillet, så på nogen måder er ikke så overraskende, at den har udviklet en perfekt strategi,« tilføjer han.
Pokeralgoritmen er på nogle måder mere kompliceret, end de algoritmer der ligger bag for eksempel skakcomputere Deep Blue, der tilbage i 1997 slog verdensmester Gary Kasparov i skak. Hvor Deep Blue havde fordelen af at kende alle variabler og træk i spillet indtil videre, skal den navnløse pokeralgoritme også tage højde for, hvilke skjulte kort modstanderen gemmer på.
Ifølge bbc.com kan den indviklede spilteori bag forskningen være med til senere hen at forbedre for eksempel sikkerhedssystemer i lufthavne.
Hvis etablerede pokerspillere derude er ligeglade med de perspektiver og i stedet bare får lyst til at stikke Michael Bowling og hans kolleger en stor fællesflad, er det forståeligt – men de skal svinge hurtigt, for slagene vil sandsynligvis ikke komme bag på forskerne, der dog vil starte med at lede efter udfald i deres indbakke.
»Nu må vi se, hvor mange hademails jeg får, når denne her artikel er ude,« siger han til bbc.com.
Læs også:
Hvilken pokerspiller er du – ifølge Marx?
Vi bliver motiverede, bare af at tro vi spiller et spil
Vellavet pokerrobot spiller kort som en 7-årig
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.































