Danmark skal satse benhårdt på, at frihed til forskning skaber vækst.
Det er essensen af oppositionens holdning til danske universiteter. Forskningen skal sættes fri ved at overføre penge fra eksterne og politisk fastsatte midler, der går til forskningsområder med værdi for samfundet, til basismidler, som universiteterne selv kan administrere.
Sådan lød meldingen fra oppositionen ved et vælgermøde om uddannelse og forskning på Roskilde Universitet.
”Regeringens holdning til forskning gennem de seneste 10 år har de selv sammenfattet i sloganet ’Fra forskning til faktura’. Vi vil i stedet flytte penge fra de konkurrenceudsatte midler til basismidler, så universiteterne kan forske i områder, som vi ikke på forhånd ved, hvad som kommer ud af, men som vi kan bygge Danmarks fremtid på,” sagde Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini.
Visse borgerlige vil også have fri forskning
En ny ph.d.-afhandling, 'Kampen om basismidlerne', dokumenterer, hvordan tildelingen af midler har gjort forskningen langt mere styret i de seneste 10 år under den borgerlige regering.
På den borgerlige fløj lød på vælgermødet røster i retning af, at en opblødning kunne blive et emne, hvis de borgerlige vinder valget: Liberal Alliances Villum Christensen støtter, at forskningsmidlerne bliver sat fri.
”Sæt universiteterne fri. Lad dem selv bestemme. Lad dem få frie basismidler i stedet for at forsøge at vælge, hvad der skal forskes i. Universiteterne må selv bestemme over midlerne,” sagde Villum Christensen.
Opposition lover ekstra penge til forskning efter valg
S og SF vil rulle de nedskæringer på uddannelse, som er en del af regeringens genopretningspakke, tilbage og sikre, at den såkaldte globaliseringspulje, som sikrer uddannelse og forskning 42,5 milliarder kroner mellem 2007-2012, består efter 2012.

Rasmus Jarlov på Flickr)
”Hvis og S og SF danner regering, så fortsætter globaliseringspuljen også efter 2012,” sagde Antorini, og den strategi er Det Radikale Venstre enig i:
”Vi vil sikre en ny Globaliseringspulje med en ekstra milliard,” sagde den radikale kandidat Pernille Boye Koch, der er uddannet jurist og har en forskerbaggrund på Københavns og Syddansk Universitet.
K: Dumt at bruge penge på forskning, hvis der er underskud
Regeringen, der var repræsenteret på RUC ved Konservatives uddannelsesordfører Rasmus Jarlov, mener modsat, at pengene til forskning skal prioriteres til områder med størst værdi for samfundet. Han vil ikke love, at Globaliseringspuljen bliver bevaret efter udløbet i 2012.
”Hvis der er dundrende statsunderskud i 2012, vil det være dumt at love at løfte en globaliseringspulje med flere milliarder kroner,” sagde Rasmus Jarlov og opfordrede de andre kandidater til ikke blot at love penge, men også vise, hvor pengene kommer fra:
”Problemet er, at hver gang vi politikere er ude i børnehaver, så er det børneområdet oppositionen vil prioritere, og når vi er på plejehjem, er det ældresektoren, og her på RUC er det forskning og uddannelse. Men hvor skal pengene komme fra? Vi er allerede blandt de lande der investerer mest i forskning og uddannelse,” sagde Rasmus Jarlov.
Kritik af politisk styring af dansk forskning
Rasmus Jarlov var ladt i stikken af Venstre, der ikke var mødt op, og måtte derfor alene tage de tæsk, der blev tildelt regeringen fra modstandere og tilhørere.
Han blev fra flere sider kritiseret for, at regeringens sats på mere målrettet forskning betyder, at forskere bruger utroligt lang tid på at forsøge at udfærdige ansøgninger til forskningsmidler og, især på humaniora og samfundsvidenskab, ser sig nødsaget til at forske inden for de områder, hvor de kan få penge.
”Det er meget svært for universiteterne at planlægge langsigtet, når forskerne hele tiden skal sidde og udfærdige ansøgninger i stedet for at forske. Jeg tror ikke, at hele denne vækstdagsorden er så god for universiteterne. Det, der foregår på universiteterne, har en værdi, der rækker ud over bundlinjen,” sagde den radikale kandidat Pernille Boye Koch.
































