Genforskning var hot omkring årtusindskiftet, hvor man sagde, at kortlægningen af menneskets gener ville revolutionere forståelsen af, hvorfor vi er, som vi er.

Så begyndte forskere at bruge gensekventering til at kortlægge vores mikrobiota - de billioner af bakterier, svampe og virus, der lever på alle overflader af kroppen, i kropsåbningerne og i tarmene.

Nu er det dem, der stjæler overskrifter.

Mikroorganismerne har vist sig at have langt større betydning for, hvordan vi udvikler os både fysisk og psykisk, end man tidligere har troet.

Den nye viden om mikrobiotaen bør få vidtrækkende konsekvenser ikke bare for biologer, men også for humanisters forståelse af menneskets selvidentitet, lyder det nu fra flere forskere, Videnskab.dk har talt med.

»Det er umuligt at adskille menneske og mikrobiota fra hinanden. Vi er en del af en mega organisme,« siger eksempelvis Tobias Rees, der er ph.d. i antropologi ved Afdeling for Socialmedicin på McGill University, Montreal i Canada.

Humanister bør genoverveje selvet

Mennesket er ikke et afgrænset subjekt, men en del af en langt større organisk enhed, argumenterer Tobias Rees i et essay, som for nyligt blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift Plos Biology.  

»Når vi trækker vejret, indånder vi flere bakterier, end der er stjerner på himlen. Det er større end os. Smukt som et af Paul Gauguins landskabsmalerier, hvor menneskekroppe er helt integreret med naturen,« siger han til Videnskab.dk.

Tidligere tænkte man primært på bakterier som sygdomsfremkaldende bæster, der skulle udryddes.

'Lille Breton med gås' integreret i landskabet. Malet af Paul Gaugauin i 1889. (Wikipedia)

I dag ved man - takket være store gennembrud i den mikrobioske forskning - at de billioner af bakterier, vi lever sammen med, har betydning for, hvordan vores immunsystem og hjerner fungerer.

Vores iboende mikrobiota påvirker ikke bare vores helbred, men muligvis også vores humør, personlighed, hukommelse, kognitive evner og adfærd, har det vist sig. 

Opdagelsen af det enkelte menneskes forbundethed med mikroberne bør få filosoffer, antropologer og andre humanistiske forskere til at genoverveje, hvad selvet består af, mener Tobias Rees.

»Erkendelsen af, at mennesker ikke er individuelle, distinkte enheder, men snarere resultatet af evigt foranderlige interaktioner med mikroorganismer har konsekvenser ud over de biologiske discipliner,« skriver han i sit essay, som fortsætter:

»Det sætter spørgsmålstegn ved idéen om, at særegne menneskelige træk adskiller os fra alle andre dyr - og derfor også ved de traditionelle skel mellem humaniora og naturvidenskab.«

Humanistiske discipliner bygger grundlæggende på idéen om, at mennesket i kraft af kultur er noget særligt, hævet over naturen og andre arter, siger Tobias Rees til Videnskab.dk.

Men den nye viden om de allestedsnærværende bakterier bør få humanister - for eksempel filosoffer - til at genoverveje idéen om, at der findes et særskilt menneskeligt selv, mener han.

Filosof: Det er lommefilosofisk vrøvl

Dan Zahavi, der er professor i filosofi ved Københavns Universitet, og som i flere filosofiske værker har beskæftiget sig med menneskets selv og subjektivitet, er dog mildt sagt skeptisk:

»Til det kan jeg kun sige ‘ak’,« skriver han i en mail til Videnskab.dk, efter at han har læst Tobias Rees’ essay.

»Grundlæggende set synes jeg, det er noget lommefilosofisk vrøvl og et glimrende eksempel på, at videnskabsfolk forsøger at oversælge deres budskab ved at tale om noget, de ikke ved noget om,« siger Dan Zahavi sidenhen, da vi ringer ham op.

Essayet er blottet for referencer til relevante filosofiske diskussioner om selvet, pointerer Dan Zahavi.

»Hvis forfatterne havde forståelse for de diskussioner, der foregår inden for filosofi, ville de vide, at det er helt forfejlet at fremstille det som en ny tanke, at selvet ikke er et afgrænset individ, der er adskilt fra naturen,« siger han.

Du kan læse mere om filosofiske diskussioner om selvet i artiklen Hvordan finder jeg mig selv?

»Det er totalt fluffy«

Opdagelsen af bakteriernes betydning for menneskets helbred og udvikling er spændende for biologien, siger Dan Zahavi.

Men han afviser, at fundene kan få direkte betydning for filosofien om selvet.

»Hvordan kan forfatterne så ubekymrede gå fra at konstatere, at mikrobiotaen har betydning for organismen, til at påstå, at vores selvidentitet i virkeligheden er en form for kollektiv identitet? Der er så mange spring i argumentationen,« siger filosoffen og fortsætter:

»Det er totalt fluffy. Der er allerede en så utrolig stor mangfoldighed i de filosofiske teorier om selvet, at jeg har svært ved at se, at viden om mikroberne skulle tilføje en fuldstændig ny mulighed.«

Det hele er et samspil

Tidligere var det neuroforskere, der betragtede hjernen som omdrejningspunkt for alt.

Dengang sagde Dan Zahavi, at det var problematisk at se så snævert og isoleret på hjernen.

»Der har været et neurocentrisk perspektiv, hvor man mente, at hvis bare man forstod hjernens processer, så ville man forstå alt. Men hjernen indgår i et komplekst samspil med kroppen, som indgår i et samspil med omverdenen,« siger han og fortsætter:

»Hvis jeg skal sige noget positivt om de idéer, der fremsættes i essayet om mikrobiotaens betydning, er det, at forfatterne åbner op for, at hjernen og kroppen indgår i et samspil med omverdenen. Men i filosofi er det ikke en ny betragtning.«