Københavns Universitet var for nylig i dagspressen på baggrund af en uheldig sag om en ph.d.-studerende ved forskningscentret for Ny Nordisk Mad (OPUS), der angiveligt skulle være presset til at ændre sine konklusioner i en videnskabelig artikel af centrets styregruppe.
Sagen kørte nogle dage med beskyldninger frem og tilbage om censur og dårlig forskning mellem centrets styregruppe og den unge forsker, men døde så ud i offentligheden.
Ganske vist kunne mange jo godt se at det kan have betydning for gourmetrestauranter, der lancerer ny nordisk mad, men for de fleste virkede det nok som en nørdet intern slåskamp om nogle forskningsresultater.
I virkeligheden står meget på spil, for nedenunder den nørdede overflade lurer kampen om hvem der bestemmer, hvad der skal forskes i, om retten til forskningsresultater og om deres fortolkning og anvendelse. Og dermed også om universiteternes rolle i samfundet.
Den rolle er blevet mere uklar end tidligere for de universitetsansatte.
Sammenlægninger udviskede roller
Før den store fusionsbølge i 00'erne havde vi universiteter, der var grundlagt med en klar erhvervstilknytning (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, Danmarks Farmaceutisk Universitet (tidligere Danmarks Farmaceutiske Højskole), Danmarks Tekniske Universitet (tidligere Danmarks Tekniske Højskole), Handelshøjskolen etc.).
Deres forskning og uddannelse havde klare interessenter udenfor universiteterne og mange projekter var finansieret af disse interessenter som også kunne havde indflydelse på projektenes udformning og udførelse.
Der var med andre ord en klar rollefordeling og intet odiøst i at erhvervsgrene havde intensivt samarbejde med og indflydelse på de erhvervsorienterede universiteter.
Ved den store fusionsbølge i 2007 mellem universiteter og sektorforskningsinstitution blev denne rollefordeling usynlig. Alle skulle nu forske og uddanne på de samme præmisser, og de præmisser er mange steder blevet de ”gamle” universiteters idealer om uafhængig forskning.
Fagfællebedømmelser sikrer lødig forskning
Også almindelige menneskers daglige forståelse af universiteter er baseret på den Humboldt’ske tradition - nemlig at universiteternes rolle er at uddanne og skabe forskningsresultater på et så objektivt grundlag som muligt. Man stoler på universitetsforskningens uafhængighed af politiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser.
Ingen ønsker en politisk styring af forskning, som man så i 50’ernes Sovjetunionen, hvor biologer blev sendt til Sibirien, hvis de antydede at giftudslip fra fabrikker kunne skade naturen, eller økonomisk styret forskning, hvor lægemidlers bivirkninger forties.
For at sikre objektivitet har universitetsforskerne forskningsfrihed. Forskningsfriheden betyder, at enhver forsker har ret til at få sine forskningsresultater og teorier fagfællebedømt, hvilket typisk gøres ved at skrive en videnskabelig artikel.
Fagfællebedømmelse betyder ikke at en mindre gruppe på forhånd skal kunne censurere eller afvise en artikel. Det betyder en bedømmelse fra hele det internationale forskersamfund gennem en åben diskussion baseret på objektive videnskabelige argumenter og viden.
Resultatet af denne fagfællebedømmelse vil være en konsensus om teorien eller fortolkningen af forsøgsresultater er valid eller ej.
Resultatsgodkendelse er en krænkelse
Derfor er det ikke i orden og en krænkelse af den enkeltes forskningsfrihed, hvis et universitet på forhånd vil godkende et videnskabeligt arbejde, inden det publiceres.
Det fremgår af OPUS-centrets publiceringsregler, at styringsgruppen skal forhåndsgodkende artikler, inden de kunne sendes til et videnskabeligt tidsskrift.
Det er helt uhørt, hvis universitetet vil inddrage lægmænd (læs: ikke-forskere) i bedømmelse af videnskabeligt arbejde.
Det er især slemt, at en person, som kan have åbenlys økonomisk interesse i et bestemt udkomme af forskningen, skal være med til at godkende videnskabelige artikler. En sådan person er alene af den grund inhabil.
OPUS-centrets styregruppe består af både forskere og lægmænd.
Det betyder selvfølgelig ikke at forskningsresultater og teorier ikke skal formidles ud til samfundet til diskussion dér. Det er endog en af universiteternes forpligtigelser ifølge universitetsloven og denne diskussion blandt lægmænd meget vigtig, for den kan danne grundlaget for anvendelsen af forskningsresultater, hvad enten det er i industrien eller til politiske formål, og måske rejse nye problemstillinger, som forskerne kan tage op.
I den offentlige debat er forskernes vigtigste rolle at overvåge, at forskningsresultater ikke fordrejes eller misbruges til at understøtte særinteresser i samfundet.
