Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Ny forskning: Lemuren er nu den mest truede primatart i verden

Langt de fleste lemurarter på Madagaskar er udrydningstruede. (Foto: Shutterstock)

Annonce:

Lemurerne, de pelsede små aber, man kun finder på øen Madagaskar, er ved at forsvinde, skriver BBC.

Udmeldingen kommer fra The Primate Specialist Group, en internationalt netværk af forskere og miljøforkæmpere med speciale i primater.

Faktisk vurderer gruppen, at 105 ud af de 111 kendte lemurarter på øen er truede. Det gør den lille lemur med den karakteristiske lange hale til den mest truede abeart af alle.

Gruppen er nået frem til resultaterne ved at gennemgå og sammenligne den nyeste forskning inden for lemurbestanden. Den er organiseret under International Union for the Conservation of Nature (IUCN), et internationalt forbund for naturbevaring.

Forskergruppens resultater er ikke blevet peer-reviewed, altså bedømt af andre forskere endnu, og er endnu ikke blevet bragt i et videnskabeligt tidsskrift. Men hvis de bliver godkendt, kommer de på IUCN’s rødliste over truede arter.

Ifølge BBC, skyldes lemurernes forsvinden blandt andet trækulsproduktion, minedrift og ulovlig fældning af de tropiske skove, lemurerne bor i.

Indenfor de sidste 15 år er krybskytter også begyndt at skyde lemurerne. De små aber er nemlig blevet en delikatesse på lokale restauranter på Madagaskar, fortæller professor Christoph Waltz, der er næstformand i primatspecialistgruppen, til BBC.

Annonce:

IUCN har allerede iværksat en handlingsplan, for at redde lemurerne. Den går blandt andet på at beskytte deres levesteder og hjælpe lokalbefolkningen ud af fattigdom, så man undgår jagt af de små aber.

ast