Angrebet på USA 11. september 2001 var en konspiration.
Hvad enten man tror, det var Al Qaeda, der beordrede, finansierede og udførte angrebet, eller man tror på en ’false flag’-forklaring om, at det var den amerikanske regering selv, der stod bag, så tror man på en konspiration.
Faktisk er alle teorier om 9/11-angrebet – både den officielle teori og alle de andre – konspirationsteorier. og det er de, fordi de alle handler om, hvordan nogen i det skjulte planlagde og udførte angrebet.
I vores nye bog ’Den skjulte sandhed’ ser vi på, hvad konspirationsteorier egentlig er, hvorfor de opstår – og hvordan de faktisk har et positivt potentiale, på trods af deres dårlige image.
\ Den skjulte sandhed
Bogen ‘Den skjulte sandhed’ udkom i november 2018 og undersøger fænomenet konspirationsteorier og giver et bud på, hvordan de opstår, hvorfor de eksisterer og hvordan det kan være, at vi tilsyneladende bliver ved med at fascineres af fortællingernes afsløring af en skjult sandhed.
Læs mere om bogen her.
Hvad er en konspirationsteori?
Konspirationsteorier opererer med en forestilling om, at der bag en bestemt hændelse eller nogle bestemte begivenheder kan findes en skjult plan eller årsag. Denne plan eller årsag forsøges bevidst holdt skjult af personer eller instanser og har eller kan få alvorlige konsekvenser for mange mennesker.
Konspirationsteorien undersøger disse sammenhænge og præsenterer os for sagens rette sammenhæng – for den sandhed, der er skjult for offentligheden.
Konspirationsteorier handler således om at finde en sandhed, der er skjult, og dermed deler de ambition med både politiets efterforskning af forbrydelser og med videnskabens afdækning af årsagsforhold.
Mindst to træk adskiller dog konspirationsteorier fra juraens og videnskabens jagt på sandheden: De er optaget af at udpege en fjende, og de forsøger at gøre sig immune over for modbeviser, der kunne svække teorien.
\ Læs mere
En forceret vagthund for borgerne
Historisk set kan man finde utallige eksempler på, at konspirationsteorier har medvirket til at understøtte krige, bondeoprør, kongemord og revolutioner, såvel som forfølgelser, religionsstridigheder og undertrykkelse, og de er blevet brugt flittigt af både magtkritikere og magthavere.
Konspirationsteorier, der anvendes i en magtkritisk strategi, vil være optaget af at delegitimere dem, der fremstår magtfulde. Ledende politikere, magtfulde organisationer eller økonomiske instanser ses som centrale fjender, der bør bekæmpes.
Idealet om borgeren som vagthund, der går igen i mange nyere, kritiske demokratiteorier findes således også i konspirationsteorier. De er en slags forceret udgave af at holde magten ansvarlig og være kritisk.
I en vis forstand er en konspirationsteori en yderst effektiv måde at tale imod magten på, fordi den så grundlæggende stiller spørgsmålstegn ved selve grundlaget for autoriteternes viden og magt. Den insisterer på, at vi kun skal tro på, hvad vi selv har undersøgt og verificeret.
Konspirationsteoriens demokratiske og kritiske begrænsning er, at den ofte glider fra at stille spørgsmål ved en enkelt hændelse – det vil sige at have fokus på en konkret sammensværgelse, der kan afdækkes – til at blive en totalforklaring: Magtudøvelse og myndighederne som sådan er suspekte, hvad enten der er tale om politikere, medier, videnskabsinstitutioner, internationale organisationer eller juridiske og økonomiske institutioner.
Magtens konspirationsteorier
Omvendt kan konspirationsteorier også anvendes af magthaverne, når de vil fastholde deres magt. Politiske ledere og organisationer anvender for eksempel konspirations-forestillinger til at samle tilhængere og angribe politiske modstandere.
Den form for konspirationsteori vil ofte være vævet ind i en bredere konspirations-diskurs. Det er her ikke kun et spørgsmål om at udpege fjender og ophobe fakta, men om at skabe et klima, hvor de påstande, som konspirationsteorierne fremfører, bliver en del af en overordnet forståelsesramme for et helt samfund.
Selv om konspirationsteorier er en ofte anvendt strategi i demokratiske stater, så trives denne form for konspirationisme i særdeleshed i autoritære og totalitære regimer, hvor ytringsfrihed og adgang til informationer er begrænset.
Fjenderne i de magthavendes konspirationsteorier vil ofte blive iscenesat som kræfter, der undergraver det udmærkede og retfærdige system, som hersker. De er grunden til, at alt ikke fungerer perfekt endnu.
Dette skaber nogle særligt veludviklede forestillinger om de figurer, der truer denne legitimitet og stabilitet. Det kan være en udefrakommende fjende, den utilregnelige masse, forræderen eller femtekolonne-virksomheden.
Her bliver det altafgørende for de magthavende at vise, hvordan styret bekæmper disse trusler.
Vi har brug for et opgør med paranoia-forestillingen
Siden forskningen i konspirationsteorier tog fart i 1950’erne har prædikatet ’paranoid’ klæbet til konspirationsteorier og de mennesker, der tror på dem.
Konspirationsteorier vækker da også stadig forestillingen om den ikke alt for kløgtige eller den paranoide person med vilde øjne, måske med sølvpapirshat på, eller også anvendes begrebet som en måde at nedgøre en modstanders synspunkt på.
Tilsvarende har der i offentligheden været en forestilling om, at det er lavtuddannede, højreorienterede vælgere – de typiske Trump-tilhængere – der tror på diverse konspirationsteorier.
Denne fremstilling er ikke blot fejlagtig, men betyder også, at man ofte kommer til at overse, at konspirationsteorier har et ærinde, som kan være væsentligt, og at de kan have et kritisk potentiale, som fortjener at blive taget alvorligt.
\ Læs mere
Konspirationer er blevet ‘mainstream’
Konspirationsteorier er blevet mainstream, og de trives både på højre- og venstrefløjen.
Eksempelvis har Brexit-tilhængere gennem de seneste år været optaget af at påvise, at britiske politikere blot er marionetdukker ført af EU’s hånd.
På venstrefløjen kan man finde tilhængere af teorien om, at Rusland gradvist men sikkert er i færd med at underminere alle europæiske demokratiske institutioner indefra, for eksempel gennem tilskud og støtte til højrepopulistiske og antidemokratiske kræfter.
Snarere end at være udtryk for en sygelig tilstand eller en ekstrem politisk holdning, er konspirationsteorier måske udtryk for, at vi alle i konfliktfyldte eller usikre tider kan blive grebet af ensidige og unuancerede forklaringsmodeller.
Eller bare at vi har et stort behov for at give mening til en verden, der virker forvirrende og meningsløs.
Konspirationsteorier gør konflikter mere overskuelige
Der er en nær sammenhæng mellem konspirationsteorier og konflikter. Man kan sige, at en konspirationsteori er den forenklede, håndterbare fortælling om en konflikt set fra den ene parts side.
Denne ensidige udvikling af konflikten er imidlertid sjældent en neutral eller passiv fortælling, men kommer til at indgå i en proces, der søger at bestemme og definere modparten. Formålet med det er at få modstanderen til at fremstå i et dårligt lys, hvis ikke endda helt at delegitimere vedkommende som en værdig og legitim modstander.
Konflikter er en uomgængelig del af menneskelivet, og tilbøjeligheden til at udtrykke sig i en konspiratorisk ramme er en mulighed, vi kan gribe til, hvis vi ikke formår at få konflikten trappet ned og skabe muligheder for dialog – hvad enten det handler om en kollega, man er blevet uenig med, eller det er inden for det internationale diplomati.
\ Læs mere
Hvorfor bliver folk ved med at tro på en modbevist teori?
Et relateret perspektiv til konfliktteorien er teorien om ’kognitiv dissonans’, som blandt andet den amerikanske socialpsykolog Leon Festinger (1919-1989) har udviklet på baggrund af sine undersøgelser af dommedagssekter, som forbliver faste i troen, på trods af at deres forudsigelser om jordens undergang ikke holder stik.
Den uopfyldte profeti kan paradoksalt nok føre til en øget tro på den. Den kognitive dissonans opstår, når et menneskes forskellige tankeprocesser er i konflikt med hinanden. Det kan ske, hvis vi bliver konfronteret med beviser eller argumenter, som strider imod vores forestillinger og den identitet, vi har bygget op omkring dem.
Det ubehag, som opstår med den kognitive dissonans kan kun fjernes, hvis vi skaber balance mellem de gammelkendte kognitive mønstre og de nye tilkomne informationer.
Her er den mest nærliggende løsning, vi mennesker tyer til, at ignorere eller bortforklare de modstridende beviser eller informationer og samtidig styrke de forestillinger, vi i forvejen har, for eksempel ved at søge støtte hos andre, der har de samme overbevisninger.
Denne mekanisme er ofte på spil i konspirationsteorier, der fungerer som monologiske trossystemer, hvor centrale argumenter og forestillinger er nøje udvalgt, og der sjældent er plads til nuancerede argumenter og tvivl.
Konspirationsteorier er, hvad vi gør dem til
Vores bog giver ikke svar på, hvorvidt den ene eller den anden konspirationsteori er sand. Pointen er, at det kan man ofte ikke – og at det heller ikke altid er så afgørende.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
I stedet er det interessant at undersøge, hvorfor konspirationsteorier overhovedet opstår, hvordan de har ændret sig over tid, og hvorledes det kan være, at vi tilsyneladende bliver ved med at fascineres af fortællingernes afsløring af en skjult sandhed.
Man kan imidlertid godt have en bekymring for udbredelsen af konspirationsteorier, og hvad de kan medvirke til, samtidig med at man skal huske på, at det er de allerfærreste af dem, der tror på en eller anden konspirationsteori, som handler ekstremt eller voldeligt som resultat heraf.
Konspirationsteorier er del af vores kulturelle materiale og kan anvendes til alt fra let underholdning og tilsvining af politiske modstandere til at formulere verdenssyn, der decideret er bygget på konspirationsteorier.
Konspirationsteorier er ikke andet end, hvad vi gør dem til.
