Jeg har altid travlt i slutningen af april. Det er fordi, jeg og andre historikere, som forsker i nazi-Tyskland, bliver bedt om at reflektere over betydningen af to datoer - 20. april 1889 og 30. april 1945. Det er de mærkedage, der markerer Adolf Hitlers ankomst og fratræden fra Verdens historiske scene.
I år er der endda skruet endnu mere op for travlheden, da det er 70 år siden, diktatoren begik selvmord i en bunker i Berlin.
Det vil sige, medmindre han iscenesatte sin egen død og flygtede til Argentina i en ubåd. Eller undslap de allierede styrker ved at gemme sig i Berlins kloaksystem. Eller flygtede fra Jorden i en flyvende tallerken til et hemmeligt nazi-tilflugtssted på Månens skyggeside.
LÆS OGSÅ: Arkæologer: Vi har fundet hemmeligt nazi-skjulested i Argentina
Efterkrigstidens konspirationsteorier afspejler vores trang til hævn
Alle disse - og mange andre - konspirationsteorier om Hitlers påståede overlevelse efter 2. Verdenskrig er sære, og de afslører, hvor svært den vestlige kultur har ved at acceptere den prosaiske realitet, der omgiver Hitlers død.
Hvorfor bliver vi egentlig ved med at forstille os, at Hitler levede videre efter 1945? Størstedelen af efterkrigstidens fiktive skildringer af Hitlers overlevelse holder ham ansvarlig for forbrydelserne.
Nogle - som for eksempel Philippe van Rjndts roman 'The Trial of Adolf Hitler' fra 1978 - sætter ham formelt på anklagebænken og kender ham skyldig i alle hans ugerninger, før han som den ultimative straf bliver dømt til døden.
Andre værker svælger ved begæret efter hævn ved at påtvinge ham sadistiske afstraffelsesmetoder, som i kultfilmen 'Flesh Feast' fra 1970 med Veronica Lake i hovedrollen som en plastikkirurg, der ved hjælp af kødspisende maddiker laver om på Hitlers udseende.
Eller Joseph Heywoods roman 'The Berkut' fra 1987 , som beskriver, hvordan sovjetterne pågriber Hitler og holder ham indespærret i et bur som underholdning og forlystelse for Joseph Stalin.
Trangen til hævn har ikke helt fortaget sig - se selv finalen på Quentin Tarantinos film 'Inglourious Basterds' fra 2009, hvor Hitler dør i en regn af kugler afskudt af jødiske attentatmænd.
Video: Inglourious Basterds Official Trailer #1 - Brad Pitt Movie (2009) HD
Hitler som talkshow-vært
I dag er det mere sandsynligt, at vi lader Hitler overleve. De sidste 20 år har romaner som Steve Ericksons 'Tour of the Black Clock' (1989) film, som Armin Mueller-Stahl’s 'Conversations with the Beast' (1996) og tegneserier som Walter Moers' 'Adolf die Nazi-Sau' skildret Hitler som både levende og som undveget retfærdigheden. Hvorfor?
Et nyere eksempel er Timur Vermes’ storsælgende roman 'Han er tilbage' fra 2012. I romanen genopstår Hitler som en succesfuld TV-talkshow-vært i nutidens Berlin.
Det står klart, at vi til dels forestiller os Hitlers overlevelse for at holde et spejl op til vores egen nutid.
Ved at vise hvordan Hitler kæmper med at forstå nutidens sociale, kulturelle og teknologiske virkelighed, og måden vi reagerer på hans svadaer (spoiler-advarsel: Vi opmuntrer ham), får Vermes' roman os til at se selvkritisk på samtiden. Romanen får os til at se Hitlers overlevelse som en metafor for ondskabens vedholdenhed midt iblandt os.
Hvad nu, hvis Hitler aldrig havde levet?
Men andre fiktive fantasier har udfordret vores villighed til at acceptere denne foruroligende sandhed.
Den vestlige kultur bliver ved med at producere narrativer, der fuldstændigt eliminerer Hitler fra historien og skåner det 20. århundrede fra dets tragiske skæbne.
I sin roman 'Making History' (1996) forhindrer Stephen Fry Hitlers fødsel i 1889. Og i 'Elleander Morning' sørger Jerry Yulsman for, at han bliver myrdet i 1913, mens han stadig er en ukendt kunster i Wien.
Nogle narrativer ser Hitler dø i et biluheld i 1930, mens han i andre bliver snigmyrdet under kupforsøget 'Operation Valkyrie' den 20. juli 1944.
Filmen 'Elser', som havde premiere for nyligt, er et symbol på den vedvarende interesse i disse præmisser. Filmen skildrer den eponyme hovedperson - den omrejsende håndværker Georg Elser - der planlagde et omfattende attentatsforsøg på Adolf Hitler ved at placere en bombe ved siden af hans talerstol 8. november 1939 i Bürgerbräukeller i München. Der Führer tog afsked og drog tilbage til Berlin tidligere end beregnet, og Elsers attentatsforsøg mislykkedes med bare 15 minutter.
Kontrafaktisk historieskrivning er besvarelser af spørgsmålet »hvad nu hvis?«
Ville verdenshistorien egentlig havde været bedre, hvis Hitler på en eller anden vis var blevet elimineret fra historien? Man skulle mene, at svaret ville være et entydigt 'ja' - han er jo ikke uden grund det 20. århundredes største og mest berygtede skurk - men timingen og forskellene mellem de nationale perspektiver komplicerer det hele.
Jo tidligere han blev ryddet af vejen, jo bedre var chancerne for, at Europa undgik en katastrofe. I sommeren 1944 var det for sent at forhindre størstedelen af krigens ødelæggelse - tidligere ville have været langt bedre.
Nationale perspektiver spiller også en rolle. Anglo-amerikanske narrativer har en tendens til at stille sig skeptiske overfor, om bortskaffelsen af Hitler egentlig ville havde forbedret historiens kurs.
Selv uden diktatoren kunne strukturelle konstanter - som Tysklands nationalisme i mellemkrigstiden - måske havde skabt lige så (eller endnu farligere) højre-orienterede folkeforførere.
Tyske fremstillinger har derimod en tendens til - på optimistisk vis - at forestille sig, at det tyske folk uden Hitler ville styre nationen væk fra afgrunden og forbedre historiens gang.
Fortæller mere om nutiden end om fortiden
Det er ikke overraskende, at de konkurrerende visioner af en verden uden Hitler hver især tjener en anklagende og selv-retfærdiggørende rolle og afspejler konkurrerende erindringer om nazifortiden blandt 2. Verdenskrigs tidligere fjender.
De bekræfter, at kontrafaktiske narrativer altid fortæller os mere om nutiden end om fortiden.
I sidste ende er det nok nutiden, som giver den bedste forklaring på, hvorfor vi betragter Hitler som en zombie. En skikkelse, som på trods af at han er død, bringes tilbage i live i vores fantasi.
Vi har brug for ham, som en moralsk målestok vi kan benytte for at se, om vi overhovedet har taget ved lære af historiens lærestreger og overført dem til vores uperfekte verden.
Gavriel Rosenfeld hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
