De fleste børn og voksne har formentlig hørt om Påskeøen eller i det mindste dens ikoniske moai-statuer.
Det er imidlertid de færreste, der får muligheden for selv at besøge den berømte stillehavsø, der er en af de mest afsides beboede øer på kloden.
Det har en række forskere fra blandt andet Binghamton University, New York, nu lavet om på.
For ved hjælp af 22.000 dronebilleder har de nu lavet et 3D-kort i højopløsning af Rona Raraku-stenbruddet, hvor det oprindelige folk lavede langt størstedelen af statuerne, der blev rejst mellem det 13. og 17. århundrede. Du kan selv gå på opdagelse i det omfattende kort her.
Det skriver Binghamton University i en pressemeddelelse.

Idéen til 3D-kortet opstod, efter en naturbrand havde hærget området i efteråret 2023. Området led ikke stor skade, men alligevel bad de lokale øboer forskere om hjælp til at bevare området digitalt.
»For en arkæolog er stenbruddet et arkæologisk Disneyland,« siger professor i antropologi på Binghamton University Carl Lipo, en af de ledende forfattere på den videnskabelige artikel om arbejdet.
»Det har altid været et skatkammer af information og kulturarv, men det er bemærkelsesværdigt underdokumenteret.«
Med det nye 3D-kort kan forskere såvel som lægmænd studere området, de ufærdige statuer, resterne fra de gamle stenværksteder og udgravninger fra deres computer hvor som helst i verden.
\ Kilder
Megalithic statue (moai) production on Rapa Nui (Easter Island, Chile), PLOS One (2025), DOI: https://doi.org/10.1371/journal.pone.0336251






























