Som regel stemmer loven overens med vores moralske kompas for, hvad der er forkert, og hvad der er rigtigt; for eksempel at det er forbudt at dræbe og udøve vold.
Men situationer kan opstå hvor det, som opleves som forkert, er tilladt - eller noget, som opleves som rigtigt, er forbudt ved lov.
Som i krig, hvor magthaverne tvinger samfundet i en mere autoritær retning, eller når folkets hævnlyst tager overhånd.
Mod til ikke at være et magtredskab
I sådanne situationer kræver det mod at stå på mål for det, som er ret og retfærdigt - især hvis man som embedsmand eller dommer risikerer at få alle kollegerne mod sig eller miste sit job.
Juraprofessor Hans Petter Graver ved Universitetet i Oslo har længe forsket i dommere, som er nødt til at håndhæve undertrykkende og autoritær lovgivning, i et projekt kaldet 'Judges under Stress', finansieret af Forskningsrådet i Norge.
»Det er nedslående, at de fleste jurister havner som magthavernes redskaber,« siger Hans Petter Graver til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
Men efterhånden som han gravede dybere ned i stoffet, trådte flere undtagelser heldigvis frem.
»Det er dem, der har mod nok til at stå op for det, de mener, er rigtigt, jeg gerne vil bringe frem i lyset,« siger han.
12 udvalgte helte
Juraprofessor Hans Petter Graver har gravet i europæisk og amerikansk juridisk historie og fundet helte, som selv under pres forsvarede retsstaten.
De har truffet upopulære afgørelser for at sikre borgernes retssikkerhed.
De har optrådt heltemodigt i dommerstolen eller som jurister, når samfundet er gået i en mere autoritær retning; især under de nazistiske og fascistiske regimer.
»De er meget vigtigt at fremhæve disse juridiske helte, som står op for det, som er ret og retfærdigt, selv om presset udefra og tilfældig lovgivning stiller sig på tværs,« siger professor Hans Petter Graver.
Han har børstet støvet af 12 udvalgte justitshelte, som valgte at følge deres samvittighed fremfor at leve op til systemets krav.
Han præsenterer dem i en serie i tidsskriftet 'Juridika' – en ny helt hver måned.
Tanken er at samle præsentationerne i en bog, når serien er færdig.
LÆS OGSÅ: Justitsmord er værre, end at forbryderne går fri
Modig embedsmand reddede jøder
»Helte kan også være sagsbehandlere,« understreger Hans Petter Graver.
En tysk embedsmand, som skulle registrere jøder i Holland, må siges at være juraens Oskar Schindler, fortæller han.
»Helt ureglementeret indførte han en klagemulighed, så han i sagsbehandlingen kunne godtage forfalskede klagegrundlag. På denne måde reddede han flere tusinde jøder fra udryddelse.«
Voldtægtssag kostede dommerkarriere
Den første helt, som Hans Petter Graver trækker frem, er dommeren i den berygtede Scottsboro-sag i Alabama fra 1933.
Dommer James Edwin Horton traf en upopulær afgørelse i en gruppevoldtægtssag, som kostede ham karrieren.
»Han fik plads i justitshistorien på grund af sagen, som var stærkt politisk farvet. Den kan siges at være forløberen for borgerrettighedskampen,« fortæller Hans Petter Graver.
Dommeren James Edwin Horton gav de tiltalte mulighed for at føre et forsvar mod anklagerne mod dem.
Han formanede juryen om, at de skulle holde sig til beviserne, og han ophævede en kendelse, der klart var i strid med de fakta, der blev fremlagt under retssagen.
»Han mente, at alle har ret til en retfærdig rettergang, uanset hudfarve, og han levede op til det i praksis,« understreger Hans Petter Graver.
Horton blev ikke genindsat som dommer efter retsagen.
De tiltalte var anklaget for gruppevoldtægt
På denne tid var udfaldet en brutal død, hvis en sort amerikaner i sydstaterne blev beskyldt for seksuel omgang med eller voldtægt af en hvid kvinde.
Enten blev han lynchet, eller også blev han dømt til døden.
»I starten af 1930'erne sank den amerikanske økonomi som en sten, mens antallet af lynchninger steg.«
I 1931 brød et skænderi ud mellem sorte og hvide blinde passagerer et godstog. De hvide, som blev jagtet af godstoget, klagede til den lokale sherif. Ni sorte unge mænd i alderen 13 til 21 år blev arresteret.
To hvide kvinder var også ombord på toget. De anklagede de sorte mænd for massevoldtægt.
Ingen tegn på voldtægt
Men lægerne fandt ingen tegn på voldtægt. Kvindernes anklager skulle afværge, at de blev anklaget for ulovligt salg af seksuelle ydelser.
Ingen af byens advokater ville påtage sig forsvaret af de unge mænd i retssagen.
Tusind personer rasede uden for retssalen, og sheriffen måtte tilkalde nationalgarden for at afværge lynchning.
Alle de 12 jurymedlemmer var hvide.
De ni tiltalte blev fundet skyldige, og alle undtaget den 13-årige dreng blev dømt til at dø i den elektriske stol. Men dommeren James Edwin Horton, som selv var hvid, tilsidesatte dommene.
Efter flere ankesager blev anklagerne mod de fire yngste mænd droppet. De fem tiltalte fik lange fængselsstraffe. Men de slap for dødstraffen.
Omtalt i norske aviser
Retssagen blev et symbol på borgerskabets undertrykkelse af den fattige arbejderklasse samt overgreb mod den sorte befolkning.
Albert Einstein, Thomas Mann og H. G. Wells engagerede sig på de unge mænds side. Presseomtalen var enorm.
Det var store demonstrationer udenfor amerikanske ambassader i mange lande. Også norske aviser rapporterede om sagen.
James Edwin Horton blev ikke genindsat som dommer, og han trak sig efterfølgende fra sin advokatpraksis.
Flere af dem, som støttede ham, mistede deres job.
»Dommer Horton trodsede sine kolleger og den gængse opfattelse og stod op for det, som han mente, var ret,« siger Hans Petter Graver.
Justisthelte - også i Norge
Men findes der også juridiske helte i Norge?
»Især i løbet af 2. Verdenskrig blev norske jurister sat på en prøve. Dommere og forvaltningsjurister måtte vælge mellem at følge instrukser, de selv mente var forkerte, eller leve med konsekvenserne af ikke at følge ordrer,« siger Hans Petter Graver.
De norske dommere måtte dømme efter Nasjonal Samlingens undtagelseslove. De skulle til og med dømme mennesker til døden.
Juristerne var involverede i papirarbejdet med både at deportere jøder, 'nazificering' af skolerne samt drive tyskvenlig og nazistisk pressecensur i årene 1940–45.
Men der var dog enkelte lyspunkter. De norske højesteretsdommere nedlagde arbejdet i 1940 i åben protest mod invasionen.
»På denne måde gjorde de det klart for alle, at det var helt legitimt at gøre modstand, og det var et vigtigt signal,« siger Hans Petter Graver.
Talte imod folket
»Men retssikkerheden var også i fare efter krigen. Juraprofessor Johannes Bratt Andenæs (kendt som Johs. Andenæs) var blandt de få, som mente, at der ikke fandtes et retsgrundlag for likvidationer af tidligere NS-sympatisører (nationalsocialismens sympatisører, red.) og advarede mod den fare, det medførte for retten,« siger Maria Astrup Hjort i en artikel i 'Juridika'.
I en årrække har hun undervist i etik ved Institut for Offentlig Ret ved Universitetet i Oslo.
»Andenæs sagde det, som folk på det tidspunkt ikke ville høre, men som i sidste ende reddede retsstaten. Et demokrati må ikke gå i samme fælde, som nazisterne gjorde,« siger hun.
Fin linje mellem skurk og helt
Hans Petter Graves mener, at det er vigtigt at fremhæve de juridiske helte for nutidens jurastuderende.
»Vi uddanner folk, som skal sidde i positioner, hvor de skal udøve magt. Det er vigtigt at lære dem, at det er i orden af stå op for det, som, man mener, er etisk korrekt, at man er et moralsk subjekt, som kan handle retfærdigt,« siger professoren.
Der er desværre ikke langt mellem en juridisk helt og en juridisk skurk.
I erhvervslivet ender revisorer og forretningsjurister ofte som retfærdighedens sidste stemme og virksomhedernes samvittighed.
Enrons og Arthur Andersons respektive konkurser flød over med jurister, som bar ansvar.
»Ikke desto mindre er der jurister, som siger deres mening, som ikke tier. Jurister bør være mere bevidste om, hvor stor forskel deres valg kan gøre på godt og ondt,« siger Hans Petter Graver.
Tvangssterilisering
Man ved aldrig, hvornår vi alle bliver afhængige af dem, som tør stå fast og følge deres samvittighed.
»Tag nu for eksempel tvangssteriliseringen af sigøjnere, som fandt sted langt ind i efterkrigsårene. Dengang overvejede de fleste ikke, om det var forkert. Mange mennesker kunne havde undgået en masse lidelser, hvis flere havde foretaget en etisk refleksion,« siger Hans Petter Graver.
I nyere tid fremhæver han Geir Lippestad som en juridisk helt.
»Nogle gange vil justitsens helte være på den anden side; dem, som må gøre ubehagelige ting som følge af deres job. Da Lippestad og hans team af advokater påtog sig opgaven at forsvare Breivik, fungerede retsstaten, som den bør,« siger Hans Petter Graver.
»Alle har ret til et forsvar.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
LÆS OGSÅ: Retsmediciner: Det er mit ansvar at være ærlig på vegne af de døde
