Det er et næsten umuligt dilemma: Hvis vi skal sikre os, at alle forbrydere får som fortjent, risikerer vi, at også uskyldige personer havner i fængslet, fordi der ikke skal meget til for at blive dømt.

Eller omvendt: Vil vi være sikre på, at ingen bliver uskyldigt dømt, er vi nødt til at godtage, at skyldige går fri, da kravene for at blive idømt straf vil være meget strenge.

Hvilken af de to situationer, mener vi, er værst? Det har forskerne ved Universitetet i Bergen undersøgt.

For et par år siden stillede de spørgsmålet til et repræsentativt udvalg af befolkningen.

1000 personer svarede på, om de mener, at det er mest uretfærdigt, at en uskyldig person bliver dømt, eller at en skyldig person går fri.

Syv ud af ti mente, at justitsmord er værre, end at en kriminel slipper for straf.

LÆS OGSÅ: Du kan blive dømt for ikke at gøre noget

Skal meget til for at blive idømt straf

Deltagerne blev bedt om at svare på, hvor stærke meninger de havde om sagen på en skala fra 1 til 9.

Cirka én ud af ti mener, at det er lige så uretfærdigt at dømme en uskyldig, som at frikende en skyldig. De placerer sig i midten af skalaen.

Lidt flere – 15 procent – mener, at det er værre, at en skyldig går fri for straf, end at en uskyldig bliver dømt.

Frygten for justitsmord hænger sammen med, hvor meget deltagerne mener, der skal til, før en person bliver dømt. Jo mere bekymrede de er for justitsmord, desto sikrere vil de være, før de dømmer en person. Forskellen er dog ikke særlig stor mellem grupperne.

90 procent sikker

Befolkningen er dermed på linje med det norske retsvæsen – der skal meget til for at blive dømt. Når dommeren skal tage en beslutning, skal det være uden for enhver rimelig tvivl, at den tiltalte er skyldig i tiltalen.

Hvad der helt præcis ligger til grund for formuleringen ‘enhver rimelig tvivl’ er dog ikke helt klart. 

I forbindelse med studiet forsøgte forskerne at kvantificere denne tvivl. Det er umuligt at være 100 procent sikker, hvilket betyder, at næsten ingen ville blive idømt straf, hvis man skulle være det.

LÆS OGSÅ: Fængsling af unge øger markant risikoen for senere kriminalitet

Men hvor sikre synes forsøgsdeltagerne, at de mindst bør være, før de idømmer en tiltalt en straf?

Gennemsnittet lander på 85 procent, men svarene er meget afvigende. Nogle mener, at der skal meget mindre til, hvilket trækker gennemsnittet ned. Medianen – den midterste værdi, hvis man deler svarene i to dele med lige mange svar på hver side – ligger på 90 procent.

Det er – ifølge forskeren Cornelius Cappelen og hans kollegaer ved Universitetet i Bergen – tæt på, hvad der er blevet foreslået som et krav, når advokaterne før har diskuteret kvantificeringen.

Kravene til bevisbyrden varierer

Det er imidlertid meget strengere end et studie – foretaget af blandt andre Svein Magnussen ved Universitetet i Oslo – som undersøgte, hvordan folk reagerer på en fiktiv forbrydelse.

De to studier gjorde dog brug af helt forskellige metoder. 

I studiet udført af Svein Magnussen og hans kollegaer skulle forsøgsdeltagerne se en video af et voldtægtsscenarie og efterfølgende anslå, hvor sandsynligt det var, at den mistænkte var skyldig i voldtægt, og om de ville dømme ham.

Ved domstolen i Norge skal en tiltalt dømmes af almindelige mennesker og ikke bare uddannede dommere. Men er de to grupper enige om, hvad det vil sige at være sikker nok i sin sag?

LÆS OGSÅ: Sådan forsvares økonomiske kriminelle

Lægdommernes (person uden juridisk uddannelse, der udpeges til at dømme i visse retssager som domsmand eller nævning, red.) svar tyder på, at de synes, det er nok, at der er 60 procents sandsynlighed for, at en person er skyldig, for at kunne dømme. 

Uddannede dommere var strengere. De krævede i nærheden af 90 procent sandsynlighed. Én ud af fire dommere mente dog, at 70 procents sandsynlighed var nok.

Lægdommere frifinder oftere

Eivind Kolflaath fra Universitetet i Bergen mener, at resultaterne i Capplens og hans kollegaers studie – altså at også lægfolk helst vil være omkring 90 procent sikre – stemmer bedst overens med, hvordan lægdommerne rent faktisk dømmer i retten.

Eivind Kolflaath er professor i filosofi og retsvidenskab. Han er ikke overrasket over, at de fleste helst vil være nogenlunde lige så sikre som juristerne, før de dømmer nogen.

Eivind Kolflaath mener, at den lille forskel mellem dommerne og lægdommerne i det virkelige liv kan handle om andre ting, end hvor stærke beviser de mener, at de har brug for. (Foto: Shutterstock)

Eivind Kolflaath gav tilbagemeldinger på den videnskabelige artikel til Cappelen og hans kollegaer, før artiklen blev publiceret, men var ikke selv involveret i studiet.

Ikke sikkert, at de ville handle sådan

Måske ville Cappelen og hans forskerkollegaer havde fået et andet svar fra forsøgsdeltagerne, hvis de havde præsenteret et reelt lovbrud. Forsøgsdeltagerne fik for eksempel ikke at vide, hvor alvorlig forbrydelsen var.

Men uanset hvad er det ikke sikkert, at forsøgsdeltagerne ville handle på samme måde i en retssal.

Her er der nemlig mange andre ting på spil end beviskravet, forklarer Eivind Kolflaath, som har observeret 105 straffesager i lagmannsretten (lagmannsretten er det andet niveau i det norske retssystem og appeldomstol i både civile sager og straffesager og svarer til den danske landsret, red.)

Han har fulgt afgørelseprocessen både i retssalen og under de efterfølgende lukkede diskussioner.

LÆS OGSÅ: Sådan straffer vi, så kriminaliteten forsvinder helt

Har ondt af den tiltalte

Eivind Kolflaath mener, at den lille forskel mellem dommerne og lægdommerne i det virkelige liv kan handle om andre ting, end hvor stærke beviser de mener, at de har brug for.

»Forhandlingerne i de tilfælde, jeg fulgte, indikerer, at lægdommerne har større forventninger til politiets efterforskning. De ser ud til at være mere tilbageholdende med at dømme, fordi undersøgelsen ikke har været så omfattende, som de troede, den ville være,« fortæller han.

Han mener også, at lægdommerne i nogle tilfælde lægger større vægt på konsekvenserne for den tiltalte. Måske de har ondt af ham eller hende. 

Nogle gange virker det som om, at de tror, at andre har det moralske ansvar, selv om den sagsøgte er skyldig. For eksempel når en person, der er anklaget for vold, har skadet en anden person, men at den person, der blev såret, var skyld i, at slagsmålet overhovedet begyndte.

Men Eivind Kolfaath bemærkede en tendens til, at domsmændene (borgere, der er med til at dømme i retten, kaldes lægmænd. De kan enten være med som domsmænd eller som nævninge i byretter og i landsretten, red.) nærmede sig dommernes standpunkt i løbet af retsforhandlingerne.

LÆS OGSÅ: Retsmediciner: Det er mit ansvar at være ærlig på vegne af de døde

Omdiskuteret system

Systemet med at blive dømt af ligemænd vækker med jævne mellemrum stærke reaktioner. For nylig dukkede diskussionen op igen, da tre mænd blev frikendt for gruppevoldtægt ved Borgating lagmannsrett.

Dommen er et eksempel på, at uddannede dommere er mere tilbøjelige til at dømme end domsmændene. Dommerne ønskede straf, men tre ud af fire domsmænd stemte imod.

Tidligere er også nævningetingene blevet kritiseret, blandt andet fordi det kan være vanskeligt for lægfolk at vurdere beviserne.

»Nævningetingene truer retsikkerheden,« udtalte den pensionerede lægdommer Lars-Jonas Nygard til Universitetet i Oslo for et par år siden.

LÆS OGSÅ: Sådan forklarer unge kriminelle deres gerninger

Andre stiller sig kritisk over for, at nævningetingene ikke behøver at begrunde deres afgørelser, og ikke over for at den består af lægdommere.

Stortinget (den norske nationalforsamling, parlament og lovgivende forsamling. Stortinget svarer til Folketinget i Danmark, red.) har vedtaget, at bortskaffe nævningetingssystemet af flere årsager. 

Men almindelige mennesker skal fortsat være med til at dømme i de norske retssale som meddommere.

Vanskelig tvivl

Det er vanskeligt at kortlægge forskelle og ligheder mellem dommerne og lægdommerne på en ordentlig måde. Undersøgelsens spørgsmål kan fortolkes på mange måder og kvantificeringen af beviskravet bliver hypotetisk i forhold til virkelig retspraksis.

For nogle år siden diskuterede jurister om procenter burde bruges til at forklare, hvad der menes med ‘enhver rimelig tvivl’, men dommerne foretrækker at benytte ord.

Hvor stor værdi har spørgeundersøgelser, der beder folk om at opgive et procenttal, når ingen benytter kvantificering i retsvæsnet?

»Det siger lidt om om eventuelle forskelle mellem dommere og lægdommere,« mener Eivind Kolflaath.

LÆS OGSÅ: Forskning: Ni ud af ti rockere er dømt for kriminalitet

Det nye studie tyder på, at de to grupper tænker det samme om kravene til bevisbyrden. Men professoren fra Universitetet i Bergen mener alligevel, at der er brug for yderligere forskning for at afklare det.

»Dette og lignende studier er vigtige i debatten om, hvordan retten skal sammensættes,« udtaler han.

Det er ifølge dagbladet VG netop, hvad der skal diskuteres til efteråret, hvor den norske regering fremlægger et lovforslag om en ny lægdommerordning. Hvad, der skal erstatte nævningesystemet, er fortsat et åbent spørgsmål.

© forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark