Vi retsmedicinere med fokus på retspatologi er vant til at have med død og lemlæstelse at gøre. Uden vold ville vi ikke have nogen karriere. Det er det, vi er gode til - det er hele vores eksistensberettigelse.

Vi er eksperter (i juridisk sammenhæng) i at fortolke skader og skadesmønstre, om så det er på de døde eller levende.

På den baggrund blev jeg bedt om at træde ind i en gruppe, der skulle vurdere påstande om voldsomt udbredte overtrædelser af menneskerettighederne i Syrien. Der skulle være en todelt efterforskning: Tre erfarne internationale advokater - Desmond de Silva og Geoffrey Nice, begge højesteretsadvokater, samt David Crane - skulle vurdere vidnet, som hævdede, at han havde fået fat i billeder, der skildrede tortur og mord, mens jeg (senere med Sue Blacks ekspertise) skulle vurdere billederne.

Hvis vidnet var utroværdigt, eller hvis billederne var uklare eller opstillede, ville påstanden ikke holde til en grundig efterforskning.

For hvilket regime ville vel kunne finde på at fotografere og dokumentere resultaterne af tortur og mord på tusindvis af mennesker?

Mit lynkursus i folkedrab informerede mig om, at det faktisk er ret almindeligt. Eksempelvis dokumenterede De Røde Khmerer i Cambodia deres egne torturofre i 1970’erne.

Det er svært og tidskrævende at forfalske skader

Sammen med holdet begyndte vi at se på fotografierne. De så meget, meget ægte ud.

Jeg har rådgivet TV- og filmhold, og jeg ved, hvor svært det er at få fup-skader til at se overbevisende ud, og hvor mange timer det tager at lægge make-up og lave proteser.

Da jeg første gang skimmede fotografierne fra Syrien, så jeg billeder af mere end 300 mennesker, der så ud som om, de var blevet udsultet, pryglet og lænket. De så alle overbevisende ud, og ingen af billederne virkede opstillede.

Vores bevismateriale om det syriske regimes stordrifts-drab - systematisk tortur og henrettelser af 11.000 fanger - var store nyheder, og vi fremlagde vores konklusioner for FN’s sikkerhedsråd.

Men nyheder varer naturligvis ikke evigt, og andre vigtigere ting fyldte hurtigt mediebilledet.

Kunsten er at forblive professionel og lægge fakta frem

Som ekspert er jeg er vant til at udtale mig i retssager, hvor anklagemyndigheden vil bevise noget og forsvaret vil rejse tvivl om samme. I de tilfælde er det enkelt. Jeg forstår måske ikke, hvorfor jeg bliver stillet et givet spørgsmål, men jeg ved, hvor frontlinjen går.

Forbrydelser mod menneskerettighederne i stor skala er noget andet. Tag eksemplet med Assad-styret i Syrien. Der er lande, der rent politisk støtter Assads regime, og andre der bekæmper det. Muligvis af ideologiske årsager, muligvis som en del af det store, globale skakspil.

Jeg ved det ikke, og jeg lader heller ikke, som om jeg gør. Jeg kan lige så lidt forklare globale politiske manøvrer, som jeg kan forklare kvantemekanik til en grævling.

Selv mens jeg skriver disse linjer, gør konsekvenserne af Islamisk Stats fremmarch situationen i Syrien endnu mere indviklet, og det kan være, at fortidens fjender bliver nutidens ubekvemme forbundsfæller.

Alt dette er - med al respekt - irrelevant for mig. Det er op til politikerne og diplomaterne at gøre, hvad de vil, med den information og de oplysninger, som jeg giver dem. De må vælge at reagere på dem eller ej, alt efter deres egen dagsorden og hensigter. Men hvis det er min professionelle ekspertvurdering, at et menneske er blevet pryglet, udsultet og dræbt, så er det, hvad jeg skal sige.

At være ærlig på vegne af de døde

Det bringer mig til det spørgsmål, jeg oftest bliver stillet i forbindelse med mit arbejde: Hvordan var jeg i stand til at se så mange voldsomme dødsfald på så kort tid? Det er der mange svar på. Min første reaktion var, at jeg havde så travlt med det faktiske arbejde, at jeg ikke havde tid til at overveje, hvordan det kunne påvirke mig.

Nu er der gået nogen tid, og jeg har haft mulighed for at reflektere over det, jeg så. Jeg tror ikke, det har nogen betydning, om jeg har at gøre med et enkelt knivstik i et fordrukkent slagsmål eller anklager om massemord. Jeg er forpligtet til at sige tingene, som jeg ser dem, og det er alt. Mit ansvar er at være ærlig på vegne af den afdøde.

Hvert eneste lig var engang et menneske og har krav på, at nogen taler for dem. Det giver ikke meget følelsesmæssig genklang bare at sige ‘tusindvis af døde’. Det er et højt tal, og det skaber overskrifter, men jeg kan faktisk ikke se tusindvis af lig for mig.

Måske ville det påvirke mig mere, hvis jeg tænkte på dem alle som enkeltindivider, men jeg er af den overbevisning, at mit job er at tage mig af voldsomme dødsfald, uanset hvor mange mennesker der er involveret.

Så det er situationen. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at kaste lys over, hvad jeg mener er en frygtelig situation. Nu er det ude i det offenlige domæne og i hænderne på de mennesker, der har magt til at handle.

Det kan være, at der ikke sker noget med de påstande, vi efterforskede inden for de næste fem år. Men jeg kan have god samvittighed, for jeg ved, at ligemeget hvad det internationale samfund vælger at gøre, kan de i hvert fald ikke påstå, at de ikke vidste, hvad der foregik.

Stuart Hamiltons efterforskning af tortur i Syrien modtog støtte fra Axiom International. Denne artikel er oprindeligt publiceret i The Conversation.