Nominativ determinisme: Bestemmer dit navn virkelig din karriere?

»En ven fortalte til et middagsselskab om et fænomen, der kaldes nominativ determinisme. Nogle mennesker vælger deres profession ud fra deres navn. Sprinteren Usain Bolt eller den amerikanske tennisstjerne Tennys Sandgren er nogle eksempler.«

»Men er der noget videnskab bag den påstand? Kan dåben virkelig være determinerende for, hvad vi vælger at bruge vores liv på?,« skriver vores læser Anette i en e-mail til Videnskab.dk’s brevkasse Spørg Videnskaben.

Hun linker tilmed til en Facebook-side kaldet ‘Det man hedder, er man selv‘, hvor brugere deler sære sammenfald med hinanden.

Anna og Roger Brillman er for eksempel optiker-par i Göteborg. Eivind Trædal er medlem af Oslos byråd for Miljøpartiet, de Grønne. Tove Due er dyrlæge.

Umiddelbart lyder det jo som en ordentlig omgang pseudo-videnskab.

Spørg Videnskaben vælger alligevel at ringe til to forskere for at høre, om der faktisk kunne være noget om snakken. Og det viser de sig at være dybt uenige om.

Oppustede egoer skærmer mod livet

»Det er på ingen måde tilfældigt, hvilken profession vi ender med. Det er bestemt af en række personligheds- og socialpsykologiske faktorer, og nominativ determinisme er en af dem.«

Det siger Jesper Dammeyer. Han er lektor i socialpsykologi ved Københavns Universitet og forsker blandt andet i, hvordan sprog og identitet påvirker ens trivsel.

Det er helt modsat professor i lingvistik Ocke-Schwen Bohn, som Spørg Videnskaben også har talt med. Ifølge ham er teorien om nominativ determinisme »tæt på åndssvagt«. Men mere om det senere.

»Det er basale socialpsykologiske effekter, der er i spil her. Det er både mystisk og ikke særligt mystisk, når man forstår mekanismerne bag,« siger Jesper Dammeyer i første omgang.

Han fremhæver særligt to effekter:

• Implicit egoisme
• Den blotte eksponeringseffekt

Vi kommer ind på dem begge senere, men i første omgang skal vi forstå et nedsættende faktum om vores møde med verden.

Det er en psykologisk mekanisme, der afholder os fra at indse, hvor ligegyldige og almindelige vi allesammen er. Hvis vi da ikke hedder Eske WIllerslev eller Mads Mikkelsen, måske.

»For os selv og andre fokuserer og fremhæver vi konstant det, vi er gode til, fordi vi grundlæggende har behov for at styrke os selv,« siger Jesper Dammeyer.

For undersøgelser peger nemlig på, at personer, som lider af depression, har et langt mere realistisk billede af sig selv. Det kalder man depressiv realisme, siger Jesper Dammeyer. Og depressive tilstande er som bekendt ikke specielt rare at være i.

»Derfor er vi alle overbeviste om, at vi hører til blandt de bedste, når det gælder vores arbejdspræstationer, forældreevner, eller når vi skal vurdere kvaliteten af vores parforhold,« uddyber Jesper Dammeyer.

Sindet skjuler realiteten

Så nu har vi hørt, at livet i virkeligheden er mørkt og tungt. At vi alle sammen er ubetydelige.

Men der findes heldigvis flere mekanismer, som fungerer næsten som et sæt øjenlåg, der skjuler den deprimerende realitet for os.

Den første medfører, at ting, der har noget med os selv at gøre, bare er lidt federe end alt muligt andet. Det kaldes også implicit egoisme.

Beder man mennesker bedømme, hvor pæne bogstaverne er i alfabetet, har de en tendens til at synes, at bogstaverne, der også optræder i deres eget navn, er de smukkeste, for eksempel.

»Når Geo sidder på uddannelsesportalen og scroller ned over uddannelser, vil han stoppe ved geologi, fordi han godt kan lide bogstaverne G-e-o og ordlyden. Han er forudbestemt til at læse om geologi på hjemmesiden – og der er dermed en større sandsynlighed for, at det også er det, han vælger at studere,« siger Jesper Dammeyer.

Og så til den anden forklaring. Din hjerne elsker nemlig ikke bare sig selv. Den er også doven.

Hjernen er måske lidt racistisk

Den anden forklaring på Geoernes kærlighed til geografien har noget at gøre med al den information, der skal bearbejdes inde i deres hoveder.

»Vores hjerne vil helt automatisk finde nemme veje at sortere det, som er ubrugeligt, fra,« siger Jesper Dammeyer.

Bliver man bedt om at vurdere en række tilfældige tegn, vil man have en tendens til at synes bedst om dem, man har set før, viser studier. Det er blandt andet derfor, vi vælger den chokoladebar, vi kender fra reklamerne, når vi hurtigt skal købe ind i Netto en sen eftermiddag, selvom den langtfra er den billigste, påpeger Jesper Dammeyer.

Det ville tage en evighed, hvis man skulle forholde sig til hver eneste ting på hylderne, hver gang man skal have fyldt indkøbskurven.

Effekten kaldes for den blotte eksponeringseffekt.

»Det, man kender, har man også en umiddelbar tillid til og kan bedre lide,« påpeger Jesper Dammeyer.

Det lyder måske meget tilforladeligt, men det er også en af de socialpsykologiske mekanismer, der kan være med til at forklare fremmedhad og racisme.

»Man kan umiddelbart bedre lide nogle, som ligner det, man kender. Hjernen har brug for nemme og hurtige måder at kategorisere andre mennesker i venlige og ikke-venlige, for eksempel.«

Måske er det indlejret i os, men viden kan hjælpe os til at undgå at falde i de huller. Vi kan modarbejde fordomme om dem, der ikke ligner os selv, blandt andet ved ganske enkelt at se og møde dem, siger Dammeyer. Så hjernen lærer dem at kende.

Vink farvel til den frie vilje?

Der er således flere effekter, der kan spille ind på samme tid og resulterer i nogle meget svage sammenfald mellem navn og profession, mener forskeren.

Det betyder, at man ofte er nødt til at have nogle store datasæt, hvis man skal påvise en effekt af nominativ determinisme. At der er en større sandsynlighed for at blive geolog, hvis man hedder Geo.

»Navnet forudbestemmer meget lidt. Der er alt muligt andet, som er med til at determinere, og heldigvis har vi også en fri vilje,« siger Jesper Dammeyer.

Jesper Dammeyer tilføjer, at det dog ikke er ensbetydende med, at vi skal tro, vi pludselig er herre i eget hus.

»Der er andre stærke faktorer, som styrer uddannelsesvalg, bland andet hvad der opfattes som såkaldte kvinde- og mandefag. Social baggrund har også betydning,« siger han og tilføjer:

»Selvom effekten er minimal for den enkelte, er det grundforskningsmæssigt interessant at udforske nominativ determinisme. Det kan give os nogle idéer om, hvordan menneskers psyke er stykket sammen, så vi kan blive bedre til at modarbejde de negative effekter, der nogle gange er. Det skal ikke være navn, køn og social status, der determinerer ens uddannelsesvalg, men dét, man oprigtigt er interesseret i.«

»Det er en total tilfældighed«

»Jeg er særdeles kritisk. Det lyder virkelig mærkeligt. Jeg vil ikke sige åndssvagt, men det er tæt på åndssvagt.«

Sådan ser Ocke-Schwen Bohn på sagen. Han er professor i lingvistik på Aarhus Universitet. Her forsker han i sprogtilegnelse og psykolingvistik. Hvordan vi lærer og processerer sprog.

»Jeg kender selv en psykolog, der hedder Braine. Det er noget, man bliver opmærksom på. Hvis nogen har et specifikt navn, der passer ind. Men det er en total tilfældighed.«

»Du kan godt finde korrelationer mellem navne og professioner, men jeg er skeptisk over for, om der er en årsagssammenhæng. Det er anekdotisk evidens. Der er for mange modeksempler,« siger Ocke-Schwen Bohn.

‘Anekdotisk evidens’ er at basere et faktum på en selvoplevet hændelse. Det giver videnskaben ikke meget for. Læs mere her: Hvad er videnskabsteori?

Forskel på korrelation og kausalitet

For at dykke nede i professorens pointe, må vi se på begreberne korrelation og kausalitet. Man kan finde en overrepræsentation af mænd ved navn George eller Geoffrey i britisk geoscience, viser et studie. Men det er ikke ensbetydende med, at man har fundet et bevis for teorien om nominativ determinisme, mener Ocke-Schwen Bohn.

Der kan nemlig være mange forskellige årsagsforklaringer. Blandt andet at mange mænd i en bestemt aldersgruppe hedder George og Geoffrey. Eller at det er en total tilfældighed.

Professoren nævner som eksempel hjemmesiden Spurious Correlations.

En Harvard-jurist har samlet store datasæt og vist helt absurde sammenfald. Mellem antallet af film, Nicolas Cage medvirker i, og drukneulykker i pool, for eksempel. Det nationale margarine-salg i USA og antallet af skilsmisser i Maine. Osteforbrug pr. indbygger i USA og antallet af mennesker, der dør ved at blive alt for indviklede i deres sengetøj.

Men det betyder på ingen måde, at svømmepøls-ejere nervøst bør overvåge udviklingen i Nicolas Cages filmkarriere. For der er ingen årsagssammenhæng – også kaldet kausalitet – mellem udviklingen i drukneulykker og hans film.

Du kan læse meget mere i artiklen Korrelation eller kausalitet: Hvornår er der en årsagssammenhæng?

Så hvad så?

På den ene side mener Jesper Dammeyer altså, at forskningsresultater fra studier, han kender til, vil kunne forklare en meget lille procentdel af, at folks valg af profession skyldes deres navn.

Det skyldes implicit egoisme. En forkærlighed for ting, der minder én om én selv. Og hjernens dovenskab. At den vælger og har større tillid til dét, den kender i forvejen. Ens eget navn for eksempel.

På den anden side giver Ocke-Schwen Bohn ikke meget for nominativ determinisme. Nok kan man finde tendenser til, at navne og profession falder sammen, men det er totalt tilfældigt, anslår professoren.

Så Anette. Videnskaben er endnu ikke nået til enighed. Du må vælge og vrage mellem de kloge hoveders svar.

Har du selv et spørgsmål, som du godt kunne tænke dig at stille videnskaben, kan du sende en mail til sv@videnskab.dk. Tager vi spørgsmålet op, kvitterer vi med en flot T-shirt.