Neuroæstetik eller kunst på hjernen
KRONIK: Neuroæstetikken kombinerer hjerneforskning, æstetikforskning og eksperimentel psykologi – alt sammen for at forstå en af Homo sapiens’ mest bizarre hobbyer: kunst. Forskning i kunstens neurobiologi griber om sig.

Hjernescanningsbilleder forbinder man ikke almindeligvis med forskning i æstetik. Men i neuroæstetikken forenes hjerneforskere og kunstforskere. (Foto: United States Department of Health and Human Services)

Hjernescanningsbilleder forbinder man ikke almindeligvis med forskning i æstetik. Men i neuroæstetikken forenes hjerneforskere og kunstforskere. (Foto: United States Department of Health and Human Services)

Hjernescanningsbilleder, grafer, normalafvigelser og Fouriertransformationer er formentlig ikke just, hvad man almindeligvis forbinder med forskning i æstetik.

Men på den tværfaglige, internationale akademiske konference 'Copenhagen Neuroaesthetics Conference' (CNC) på Københavns Universitet i september 2009 kunne forskere og interesserede få et indblik i den nyeste forskning inden for det interessante spændingsfelt, der ligger mellem neurobiologien og æstetikken. CNC var en af de første konferencer af sin slags nogensinde.

Der var inviteret godt 25 talere fra Europa og USA, og konferencen havde også en velbesøgt

poster-session

, hvor især yngre forskere kunne præsentere deres forskningsresultater på store plakater. Konferencen tiltrak forskere fra mange forskellige discipliner og underafdelinger af æstetikken, og der var foredrag om både billedkunst, musik, dans, film og litteratur.

 

I neuroæstetikken forenes hjerneforskere og kunstforskere i et forsøg på at forstå de hjernemekanismer, der underligger æstetiske oplevelser - lige fra at betragte et smukt ansigt til et grimt Picasso-maleri. Neuroæstetikken inddrager hjernescanning og eksperimentel psykologi; putter folk i hjernescannere og opstiller psykologiske forsøg. Den helt store udfordring inden for neuroæstetikken er at designe

meningsfulde forsøg

Fakta

VIDSTE DU

Neuroæstetik kan betegnes som en underkategori af empirisk æstetik, som har eksisteret siden slutningen af 1800-tallet (se G. T. Fechners bog 'Vorschule der Aesthetik' fra 1876). Neuroæstetikken er dog afhængig af avanceret hjernescanningsudstyr, og har for alvor taget fart de sidste 8-10 år. Et af de spændende forskningsområder er hjerneskadede patienters kunstoplevelse - hvordan har forskellige neurofysiologiske skader konsekvenser for patientens æstetiske oplevelse?

: enhver klovn med adgang til en MR-scanner kan lade en forsøgsperson kigge på et maleri og så se, hvad der sker i hjernen på vedkommende. Det er bare ikke rasende interessant i længden.

 

Neurokunsthistorie

Konferencens første taler var John Onians, pensioneret professor i kunsthistorie fra East Anglia - en næsten arketypisk engelsk gentleman med termorudetykke briller, den sprødeste britiske accent og tilbagestrøget, en anelse fedtet gråhvidt hår. Onians præsenterede sin 'neurokunsthistorie': en tilgang til kunsthistorien, som inddrager viden fra hjerneforskningen, navnlig viden om hjernens plasticitet, dvs. den måde, hvorpå vores hjerner hele tiden bliver omkonfigureret i samspil med omgivelserne og vores oplevelser.

Onians fortalte især om de engelske malere Constable og Turner, som havde en hidtil uset forkærlighed for at male røg og skyer og tågede landskaber. Onians understregede forbindelsen til den industrielle revolution og det tågede og forurenede England, og han pegede på, at de to kunstnere havde været usædvanligt udsat for smog og damp i deres opvækst. Deres hjerner var således muligvis blevet 'formet' af disse erfaringer, og de havde fået en ubevidst præference for fx tågede landskaber. (Turner kunne angiveligt ikke finde ud af at male alperne ordentligt - han havde så meget røg og damp på hjernen, at han ikke malede alperne realistisk kantede, men mere bløde og slørede i konturerne.)

Røg og damp blev af mange englændere forbundet med industrialisering og fremgang og noget positivt. Onians mente, at denne kulturelle industrialiserings-begejstring gav anledning til en ubevidst præference for bl.a. tågede landskaber og skyer; en præference, der ikke kommer ud af grå luft, men som har rod i neurale netværk.

At der i en særlig diset eller forurenet kultur skabes billedkunst med særligt disede eller forurenede motiver er naturligvis ukontroversielt. Det spændende ved Onians' forskning er, at han bruger hjerneforskning til at

underbygge

Et landskabsmaleri af den engelske maler John Constable (1776-1837), der havde en forkærlighed med skyer. (Foto: The Yorck Project: 10.000 Meisterwerke der Maleri, Zenodot Verlagsgesellschaft)

sine observationer.

 

Polemik

Det er blevet sagt, at der findes to slags akademikere: dem der tager fejl på en interessant måde, og dem der har ret på en kedelig måde. Det er dog en sandhed med væsentlige modifikationer: man kan

godt

frembringe forskningsresultater, der er både spændende og rigtige. Og som det blev demonstreret af de mange entusiastiske forskere på CNC, kan man godt formidle ny og spændende forskning på en interessant måde. Neuroæstetikken er stadig et ungt forskningsområde, men efter CNC at dømme har feltet bevæget sig ud over det spæde, hyperpolemiske stadie, hvor en væsentlig del af fortalernes energi bliver brugt på at argumentere imod den traditionelle eller etablerede forskning inden for deres område. Snart sagt samtlige forskere inden for feltet er enige om, at man bør undgå reduktionistiske forklaringer (se faktaboks). Dels humanist-reduktionisme, ifølge hvilken neurovidenskab ikke kan bruges til noget som helst inden for æstetikken (fordi æstetik er en kulturel konstruktion og ikke har noget med hjerner at gøre). Og dels naturvidenskabsreduktionisme, ifølge hvilken den traditionelle æstetiks fokus på sociohistoriske, kontekstuelle faktorer er irrelevant (fordi det alt sammen handler om hjernevindinger).

Det var i hvert fald sigende, at den mest hidsige debat på konferencen drejede sig om definitionen af 'æstetik' - og ikke hvorvidt man kan bruge hjerneforskning i æstetikken, eller hvorvidt evolutionsteorien har relevans for humanistisk forskning, for eksempel.

Solid eller banal tværfaglighed?

På konferences sidste dag præsenterede James Croft fra Harvard en række kriterier, som man kan bruge til at vurdere kvaliteten af tværfaglig forskning. Han lagde vægt på tre aspekter: Konsistens: I hvor høj grad overholder forskningen de faglige standarder, der findes inden for de forskellige fagtraditioner, som indgår i forskningen? Balance: I hvor høj grad inddrager forskningen indsigter fra de forskellige discipliner? Effektivitet: I hvor høj grad beriger forskningen vores forståelse - hvor meget ny viden bibringer den? Der ligger selvsagt en kolossal udfordring i at lave forskning, der scorer højt inden for alle tre kriterier. Det kræver for eksempel, at man sætter sig ind i flere fagområder, eller slå sig sammen med forskere fra andre discipliner. Til gengæld er de potentielle gevinster ved at låne indsigter og metoder fra andre fagfelter enorme. Gamle filosofiske problemstillinger kan måske afgøres én gang for alle, og - hvad endnu væsentligere er - nye spørgsmål kan melde sig.

Fakta

VIDSTE DU

Reduktionisme er en videnskabelig metode, som går ud på at forstå et fænomen ved at fokusere på dets bestanddele eller mere grundlæggende elementer. Således vil en reduktionistisk tilgang til den menneskelige bevidsthed fokusere på de elektrokemiske processer i hjernen, der 'forårsager' sindet. Reduktionisme bruges også nedsættende om teorier, der angiveligt forklejner deres objekt ved at reducere det til mere grundlæggende processer eller elementer. Den romantiske digter John Keats beklagede sig således over, at Newton havde ødelagt regnbuens skønhed ved at forklare den videnskabeligt, dvs. som refraktion af lys i vanddråber. Desuden taler man om reduktionismeproblemet: et videnskabsfilosofisk spørgsmål om hvorvidt man kan reducere én teori til en anden, mere basal teori (fx om kærlighed kan reduceres til 'kælekemikaliet' oxytocin).

I den afsluttende debat blev det også diskuteret, hvorvidt et ekstra lag af beskrivelse (den neurobiologiske) overhovedet udgør et videnskabeligt eller epistemisk fremskridt - bare fordi vi forstår, hvilke hjernemekanismer fx et stykke af Mozart aktiverer, har vi så fået en bedre forståelse af musikkens væsen? Således blev Onians kritiseret for at gengive relativt banale pointer i neurovidenskabelige gevandter. Men som Onians sagde, så var hans teori et 'nødvendigt korrektiv' til socialkonstruktivistiske forklaringer.

»Den neurovidenskabelige tilgang opløser den tåge af ord, hvori så megen humanistisk forskning foregår,« som han tørt pointerede.

Og selvfølgelig er det i sig selv værdifuldt at finde yderligere videnskabelig evidens for noget, som vi allerede ved. Navnlig hvis gammel viden er faret vild i postmodernistisk ordtåge. Men en teori skal også kunne bruges til at fremsætte hypoteser, som kan efterprøves. En teori skal åbne vejen for fremtidig forskning, den bør udfordre og berige eksisterende viden, og den bør skabe nye forbindelser i det videnskabelige landskab.

Som en af konferencens arrangører Martin Skov pointerede, giver neurologien adgang til aspekter af verden, som er utilgængelige for bar og blot konceptuel filosofisk analyse. Han nævnte frygt som et eksempel: den tidligere fænomenologiske forståelse af frygt som 'noget man føler' er nu erstattet af en fysiologisk viden om frygt som en forsvarsmekanisme, der er opstået ved evolution. Dén indsigt er cementeret af hjernescanninger og viden om neurotransmittere.

Det fremgik også af konferencen, at der er ved at opstå konsensus om, hvordan vi skal forstå dannelsen af æstetiske værdier og domme. Vi ved allerede en del om, hvilke neurale processer der er involveret i æstetiske oplevelser. Det er interessant, fordi en sådan konsensus på tværs af forskere, lande og laboratorier antyder, at et subjektivt menneskeligt forhold kan objektiveres, som Skov påpeger.

Evolution og kognition

Flere af talerne på CNC beskæftigede sig også med æstetik i et evolutionært perspektiv, hvilket tilsyneladende er lidt mere kontroversielt end neuroæstetik. Mens enkelte talere udtrykte skepsis over for evolutionære teorier om, hvorfor vi mennesker er så optagede af kunst - fra barnetegninger til kubisme, fra symfonier til ringetoner - var der tilsyneladende bred enighed om, at de evolutionære hypoteser kan bruges til at skabe en ramme, inden for hvilken man kan stille sine eksperimentelle spørgsmål. Den evolutionære tilgang har således en værdfuld heuristisk funktion og kan hjælpe forskere med at finde ud af, hvilke spørgsmål der kan være eksperimentelt kød på.

Og i sidste ende er det mest interessante og mest besværlige spørgsmål nok netop dette: hvorfor elsker mennesker kunst? Hvorfor kan vi slet ikke lade være med at udsmykke vores omgivelser og os selv? Hvorfor er kunst og udsmykning at finde i samtlige verdens dokumenterede kulturer? Hvorfor lytter vi til musik, hænger malerier op på væggen, læser Anders And? Hvordan har kunst nogen sinde bidraget til overlevelse og reproduktion?

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.



Det sker