D. 8. oktober 2013 blev der i det irske overhus, Seanad Éireann (Irlands senat), sagt følgende om den netop overståede folkeafstemning om senatets afskaffelse, der tidligere er blevet nævnt på bloggen:
»We are having this debate after a referendum in which the people spoke and decided to retain a bicameral system. They voted to retain the Chamber on the basis of keeping the system but also a wish to reform not only this Chamber but the body politic. It was good to see quite a few members of the press here today, as it is not always the case, and the people still do not realise the amount of work done by Senators in amending and enhancing legislation. That is our job. The blocking of legislation, which was mentioned on several occasions throughout the campaign, is not the game we are in, and we have improved legislation over 500 times this year alone.«
Ophavsmanden var senatets formand Maurice Cummins fra det konservative parti Fine Gael, et parti der i øvrigt ivrigt havde kæmpet for en afskaffelse.
Cummins' udtalelse gik klart i en anden retning end de synspunkter, der havde været hans partis officielle politik.
Betydningen af folkesamlingen blev understreget af republikkens præsident
Det irske andetkammer, Dáil Éireann (Irlands forsamling), har en farvestrålende historie. Denne fødtes som en revolutionær forsamling, da de 73 irske medlemmer af det britiske parlament afviste at anerkende parlamentet og i stedet mødtes som en uafhængig forsamling for den nyudråbte irske republik i januar 1919.
Det var denne forsamling, der i 1922 sanktionerede fredstraktaten mellem Storbritannien og Irland, som førte til oprettelsen af den irske fristat, der fik status som et såkaldt dominion – altså et område under den britiske trone, men med helt og fuldt selvstyre, som f.eks. Canada og Australien var og er det.
Betydningen af netop denne folkeforsamling blev i den forbindelse understreget af, at republikkens præsident, Eamon de Valera, der havde kæmpet imod traktaten, efter afstemningen proklamerede følgende:
»Whatever arrangements are made this [Dáil Éireann] is the supreme sovereign body in the nation; this is the body to which the nation looks for its supreme Government, and it must remain that—no matter who is the Executive—it must remain that until the Irish people have disestablished it.«
Senatet overlevede med nød og næppe i forfatningen
Modstanderne af traktaten anerkendte således ikke fristatens udråbelse – og dermed republikkens opløsning – hvilket førte til borgerkrig, men hinsides enhver uenighed stod Dáil Éireann fortsat som nationens forsamling.
Det samme flamboyante og samlende islæt er der ikke over senatet. Senatet er oprettet med forfatningen i 1922, der var baseret på traktaten, i en tid, hvor førstekamrene i hele Europa blev frataget stadig mere magt og kraft.
Tiden var løbet fra arvelige parlamentspladser og privilegeret valgret, ligesom det også ses i det danske tilfælde, hvor Landstinget fra 1918 var demokratisk valgt, og hvor dens magtbeføjelser over for Folketinget i øvrigt var blevet beskåret.
Da den irske republik endelig i 1937 blev udråbt, var det da også kun med nød og næppe, at senatet overlevede i forfatningen.
Folkeviljens repræsentation i forfatningen var et centralt spørgsmål
Det irske senat er i dag – som det har været nævnt i mit tidligere indlæg – sammensat af 11 medlemmer udpeget af premierministeren, 6 valgte af universiteterne og 43 valgte af lokal- og nationalpolitikere fra fem forskellige erhvervsgrupper.
Pointen har her været at tilføre lovgivningsmagten en form for sagkundskab, som kommer til udtryk i de universitetsvalgte medlemmer, den uafhængighed, som kommer til udtryk hos dem, der er valgte af premierministeren, og den alsidighed, som kommer til udtryk hos dem, der er valgte fra de forskellige erhvervsgrupper.
I den forbindelse fortsætter diskussionen, der blev påbegyndt med de forfatningsmæssige diskussioner i 1700- og 1800-tallet:
Et centralt spørgsmål i disse diskussioner har siden den amerikanske forfatnings underskrivelse i 1776 været, hvordan folkeviljen skulle repræsenteres i forfatningen, og hvorvidt den skulle kunne modsiges – om der skulle findes institutioner, som kunne tilføre styret eftertænksomhed, sagkundskab eller stabilitet ved at korrigere eller direkte stå imod den folkestemning, der i visse tilfælde kunne forekomme pludselig og ugennemtænkt.
Forenklet sagt: Skal styret være demokratisk eller konstitutionelt?
Giver tokammersystemet stadig mening i 2014?
I en pressemeddelelse fra Fine Gael forud for folkeafstemningen sagde beskæftigelses- og erhvervsministeren, at sidste gang, senatet havde udsat en afstemning, var, da Beatles for første gang lå nummer et på en amerikansk hitliste, nemlig i 1964.
Med det ville ministeren sige, at senatet ikke brugte sine beføjelser, og dermed var ubrugeligt. Som partifællen Cummins understregede i den tale, jeg har citeret ovenfor, var dette dog ikke senatets formål. Senatets formål var konstruktivt at forbedre, ikke destruktivt at stå imod.
Midterpartiet Fianna Fail derimod har under overskriften 'A Seanad for the People' forsøgt at tegne et nyt og i egen betragtning moderne udgave af et senat, hvor senatorerne skal vælges direkte, hvor 50% af de opstillede skal være kvinder, og hvor regeringen udnævner en repræsentant for otte grupper, heriblandt de gamle, de unge, handicappede og kunstverdenen.
Derudover skal tre medlemmer vælges for Nordirland, som fortsat betragtes som en del af nationen, om end ikke af staten, Irland.
Det, der dermed ses i Irland i øjeblikket, er en spændende diskussion om, hvorvidt tokammersystemet i 2014 fortsat giver mening, og om man oven i købet vil kunne nytænke det, så de passer til vore dages normer.
Den form, som opstilles for førstekammeret, vil dog i alle tilfælde være en korrektion af det direkte valgte andetkammer, og det vil sige en korrektion af den folkevilje, som ligger til grund for Dáil Éireann, og spørgsmålet vil således være, om denne korrektion er rimelig – om folkeviljen skal have et konstitutionelt modspil.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
