I dag kåres verdens smukkeste pige ved den årlige finale i skønhedskonkurrencen Miss World i Indonesien.
Mange studier har peget på, at et smukt ydre forbedrer dine karrieremuligheder, så man kunne forestille sig, at vejen lå åben for årets skønhedsdronning.
Men måske er der et sted, hvor en sejr i en skønhedskonkurrence ikke vil gavne den fremtidige karriere, og det er overraskende nok i modelbranchen.
Det viser den amerikanske sociolog Ashley Mears forskning. Hun lavede i to og et halvt år feltarbejde som model hos bureauer i henholdsvis New York og London, og i bogen Pricing Beauty: The Making of a Fashion Model beskriver hun, hvordan skønhed langt fra altid er lig med succes i den mest prestigefulde del af modebranchen.
Mange penge og lav status, eller ingen penge og høj status
For at forstå det paradoks, må man først vide, at modelbranchen er delt op i to dele:
På den ene side en kommerciel del med lav status, hvor man bliver betalt godt for at blive fotograferet til kataloger, tv-reklamer og annoncer for tandpasta og tøj til almindelige mennesker.
På den anden side en såkaldte 'redaktionel' del med høj status, hvor man optræder på de mest prestigefulde cat-walks, i de fineste modemagasiner, og som ansigt for de mest luksuriøse designeres mærker. Her får de fleste af modellerne meget lille betaling, mens nogle få stjerner tjener store summer.
Ifølge Ashley Mears, så ser de to dele af branchen fuldstændigt forskelligt på, hvad det kræver at være en god model:
»De modeller, der primært er i den kommercielle del skal være konventionelt smukke og appellere til et bredt publikum, men de modeller, der primært optræder i den redaktionelle del, skal derimod appellere til et meget lille segment inden for modeverdenens egne rammer. Det er så at sige modens avantgarde, der består af for eksempel de allerbedste stylister og modefotografer, de vigtigste designere og redaktørerne på de mest prestigefulde magasiner. De forstår den mest avancerede mode, og de leder absolut ikke efter det, som almindelige mennesker synes er smukt,« siger Ashley Mears, der lektor ved universitetet i Boston, til Videnskab.dk.
Må ikke være tiltrækkende for den gennemsnitlige mand
På den måde kan skønhed faktisk nogle gange være diskvalificerende i den redaktionelle del af modelbranchen:
»Der er bestemt nogle af modellerne, som almindelige mennesker også vil synes er smukke, men samtidig er der nogen af modellerne som ser temmelig underlige ud: De fremstår utiltrækkende, usunde eller underernærede for almindelige mennesker. Men de her piger får også netop deres værdi, fordi de ikke giver mening for det brede publikum, så derfor må de gerne have nogle meget karakteristiske træk, som den gennemsnitlige amerikanske mand ikke vil finde seksuelt tiltrækkende,« siger Ashley Mears.
Modelbranchens hierarki afspejler på den måde modebranchens opfattelse af forbrugernes hierarki:
»Den redaktionelle del skal appellere til eliten, mens den kommercielle del skal appellerer til middelklassen. Når jeg bad folk definere forskellen på de to verdener, sagde de ofte, at den kommercielle model skulle give mening for folk i »Middelamerika«, for eksempel i Ohio eller Nebraska, eller også talte de om deres mødre. Altså, folk, der der ikke ved noget om mode.«
Ifølge Ashley Mears inkarnerer skønhedskonkurrencer som Miss World netop den kommercielle æstetik:
»Her skal man per definition appellere til så mange mennesker som muligt. Man skal ligne 'naboens datter', og det er også et udtryk, der blev ved med at komme op, når jeg interviewede stylister, modedesignere og fotografer, om hvad forskellen på de kommercielle og redaktionelle modeller er.«
Samtidig er det meget mere forudsigeligt, hvad der er smukt i den kommercielle del af branchen:
»Der er mindre usikkerhed omkring de kommercielle modeller. Her er det til at forudsige, hvordan modellerne skal se ud, og det får ofte den redaktionelle del af modelbranchen til at betragte den kommercielle del som let, tarvelig eller forudsigelig. Det betragtes som sværere at vælge en model i den redaktionelle del af branchen, fordi der her er et meget bredere udvalg af 'looks', og derfor giver det også meget mere prestige, hvis man rammer rigtigt.«
Elsker det anderledes, bare ikke andre vægtklasser og hudfarver
Men selvom den redaktionelle del af modelbranchen altså elsker »det anderledes«, så er der nogle ting, som helst skal være ens.
Man skulle for eksempel forestille sig, at den redaktionelle del ville have et bredere udsnit af kropsstørrelser og etniciteter. Men ifølge Ashley Mears finder vi paradoksalt nok et bredere udsnit af vægtklasser og hudfarver i den kommercielle del af modelbranchen, mens den redaktionelle del er underlagt nogle stramme kriterier for kropsstørrelse og etnicitet.
»Når jeg interviewer folk, om hvorfor man i den redaktionelle del mest bruger tynde, hvide modeller, så siger folk helt klar, at når de leder efter en model med 'kant', som man efterspørger i den redaktionelle del, så giver den magre, hvide krop bedst mening for dem. De opfatter simpelthen ikke større kroppe og andre hudfarver som særligt forenelige med det her højstatus 'look'.«
Ifølge Ashley Mears er det blandt andet et spørgsmål om klasse:
»Den redaktionelle del er rettet mod forbrugere med høj status, og i den vestlige verden aflæser vi piger med en meget slank krop som høj status. Tidligere signalerede den store krop velstand, men i dag er den lille krop et tegn på tilbageholdenhed og kontrol. Det samme gør sig gældende for den hvide hud.«
»Omvendt er der også nogle produktionskrav, som gør, at det er lettere for designerne at arbejde med modeller på den samme størrelse, fordi de ellers konstant skal tilpasse tøjet.«
Notesblokken gemt i billedmappen
Jobbet som model lyder måske som et fint studiejob. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om ikke der opstår problemer, når man studerer modelverdenen samtidig med, at man selv arbejder som model:
»Jeg valgte bevidst at lægge interviews sidst i processen,« siger Ashley Mears.
»Her var jeg ikke længere så aktiv som model, fordi det ville være en vanskelig situation at skulle forsøge at skaffe jobs fra de selvsamme kunder og agenter, som jeg brugte som informanter.«
Hun indviede relativt hurtigt de bureauer, hvor hun var tilknyttet, i sit feltarbejdet, og de indvilgede i at fortsætte samarbejdet.
Når hun var til casting som model havde hun ofte en lille notesblok gemt i den mappe med billeder, som modeller gerne har med sig rundt. Når en casting var overstået skyndte hun sig at notere, hvad hun lige havde observeret.
Modelarbejde gav adgang
Ifølge Ashley Mears har rollen som model helt klart påvirket hendes perspektiv på den modelbranche hun studerede.
Hun lagde ud med at ville lave en feministisk og kulturel kritik af modeindustrien, men endte med at være optaget af økonomi, æstetik og hvordan at blive afvist igen og igen.
Hendes arbejde som model muliggjorde studiet af nogle aspekter, som ellers ville have været umulige at studere:
»Der er nogle ting, som man kun kan studere ved at prøve dem på sin egen krop. Man kan sammenligne det med at lave studier af boksning. Der findes nogle logikker og spilleregler som kun giver mening, når man selv har prøvet dem.«
»Samtidig har det betydet enormt meget for min adgang til de steder, jeg gerne ville studere. Modelbranchen kan godt være temmelig lukket, men da jeg skulle interviewe agenter og kunder, efter jeg havde indstillet arbejdet, havde jeg jo allerede kontakt til dem, og det betød, at vi kunne tale mere åbent om ting, som man normalt ikke ville have talt om, som for eksempel race og vægt,«
