Mishandling i barndommen seksdobler risikoen for at skade sig selv

»Hvis jeg bliver meget vred, så slår jeg løs på mig selv med knytnæver på benene eller i hovedet. Jeg kan huske en gang, hvor jeg tog en lysestage og bare stod og tævede løs på benene,« fortæller Regitze på 26 år.

Det sker typisk, hvis hun og kæresten bliver uenige om noget. Så kan Regitze ikke håndtere sine følelser, og så skader hun sig selv.

I et nyt danske studie har forskere interviewet næsten 3.000 personer født i 1984. Resultatet er, at 2,7 procent har en selvskadende adfærd. Og at blandt dem, der har oplevet mishandling eller mobning i barndommen er andelen hele 16,2 procent. Altså seks gange større.

»Vores undersøgelser bekræfter endnu en gang, hvor vigtigt det er at få bragt mishandling til ophør hurtigst muligt. Det må ikke få lov til at fortsætte gennem hele barndommen,« siger seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Mogens Christoffersen.

Han har været med til at lave det nye studie, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Child Abuse and Neglect.

»Det er meget alvorlige ting, de har unge mennesker har været udsat for som børn. For eksempel seksuelt misbrug, fysisk mishandling med tæv, som har givet mærker eller psykisk mishandling fra forældrenes side,« siger Mogens Christoffersen.

Ikke bare 12-talspiger skærer i sig selv

Regitze har netop oplevet voldsom mishandling og omsorgssvigt igennem hele barndommen. Hun er opvokset med en alkoholiseret mor i Vestjylland.

»Min mor afreagerede på mig. Jeg er blevet tæsket hele barndommen. Et af de mest tydelige minder, jeg har, er om en kødhammer, som hun slog mig med. Den havde to sider. En side med små firkanter og en side med et andet mønster. Jeg kan huske, at jeg har haft mærker, som svarede til mønsteret på den kødhammer,« fortæller hun.

Mishandlingen foregik fra Regitze var helt lille.

Professor i psykiatrisk forebyggelse på Københavns Universitet, Merete Nordentoft, mener man skal tage de nye resultater meget alvorligt.

Hun har ikke taget del i det nye studie, men møder en del unge med selvskadende adfærd i sit arbejde som psykiatrier på Psykiatrisk Center København.

»Det viser, at de unge, som har selvskadende adfærd, har nogle meget alvorlige problemer. Det er ikke bare piger, som ikke har fået 12. Det er en uhyggelig sammenhæng mellem mishandling og selvskade, som dokumenteres her,« siger hun.

Godt at sammenhæng dokumenteres

Merete Nordentoft er imponeret af det nye studie.

»Det er en sammenhæng, man kun har hørt om, så det er godt, at det er blevet dokumenteret i så stort og godt et studie,« siger hun.

Efter hendes mening bør de nye resultater skabe fokus på både mobning og på nødvendigheden af at opdage og standse mishandling så hurtigt som muligt.

Samtidig lægger hun vægt på, at det skal være let for børn og unge at få støtte, hvis de bliver mobbet eller mishandlet hjemme. For eksempel via telefonrådgivning.

Mishandlingen af Regitze blev ikke standset, og pigen fik ingen hjælp fra andre.

»Jeg havde tit tænkt på, at jeg gerne ville ringe til børnetelefonen. Men vi havde jo ikke nogen telefon,« fortæller hun.

Dine beskyttere mishandler dig

Professor i psykologi på Aalborg Universitet, Bo Møhl, har været med til at lave det nye studie.

Han er desuden psykolog på psykoterapeutisk klinik på Psykiatrisk Center København og møder i sin behandling ofte mennesker med selvskadende adfærd.

Han forklarer, at den markant øgede risiko for at udvikle sådan en adfærd skyldes såkaldte tilknytningsforstyrrelser hos mishandlede børn. Fordi de voksne, som disse børn burde have knyttet sig til i barndommen, måske også er dem, der har været ansvarlige for mishandlingen.

»Har du været udsat for overgreb eller mishandling fra omsorgspersoner for eksempel dine forældre, så har du helt fra starten lært, at dem, du stoler på og søger tryghed hos, også er dem, som gør, at du føler sig utryg, fordi de har mishandlet dig. Det efterlader varige negative og smertefulde følelser af håbløshed og af ikke at være ønsket,« fortæller han.

Regitze kan også godt genkende det.

»Min mor har lært mig, at man skal have en ekstrem frygt for de mennesker, man elsker. Det er en mærkelig følelse af at savne sin mor så meget, når hun var på druk, og samtidig være så sindssygt angst for hende,« siger hun.

Traumatiseret fra starten

Disse børn har allerede fra en tidlig alder lært, at den eneste, som kan tage sig af dem, er dem selv. De har måske også skullet passe små søskende, hvis mor og far har været på værtshus.

»De er traumatiseret tidligt. De har fundamentalt set ikke har lært at give sig selv omsorg og passe på sig selv,« forklarer Bo Møhl.

Regitze har ikke skullet passe små søskende, men hun har været meget alene, mens moren var på værtshus.

»Jeg havde ikke nogen nøgle, og hun var på druk. Så jeg måtte sidde uden for huset og vente på hende efter skole. Nogen gange tissede jeg i bukserne, og så måtte jeg ned i byen og lede efter hende med tisbukser, hvis hun ikke kom hjem,« fortæller hun.

Merete Nordentoft er enig i, at de tidlige traumer spiller en stor rolle.

»Jeg tror, det er en håbløshed og magtesløshed, der bliver opbygget. At være udsat for det som lille, mens man er ved at udvikle sit sind, lærer en, at man ikke kan klare sig, og at man ikke kan få hjælp af nogen. Fordi du som barn ofte har stået i situationer, hvor du ikke kunne forsvare sig, og hvor du blev behandlet ringe af dem, som burde beskytte dig,« siger hun.

Skader sig for at undgå slemme følelser

Der er mange grunde til, at man udvikler selvskadende adfærd, men overordnet kan man skelne mellem to årsager, forklarer psykologiprofessor Bo Møhl:

1. Nogen mærker følelserne så stærkt, at de er nødt til at skade sig for at udholde de slemme følelser.
   »Typisk er skam og skyldfølelse meget uudholdeligt for dem. Angsten for at blive forladt er også ofte meget fremtrædende. Så hvis kæresten ringer og aflyser en aftale, kan det skabe en voldsom følelsesmæssig reaktion. Fordi det reaktiverer ubehagelige følelser fra barndommen. Og så skærer man i sig selv for at dulme den psykologiske smerte.«
2. Andre har fra barndommen tillært sig ikke at mærke slemme følelser.
   »Nogen mennesker med tidlige traumer bliver ude af stand til at mærke deres følelser. Og det er også uudholdeligt, så skader de sig selv for at mærke noget.«

Når Regitze skader sig handler det både om, at hun ikke kan håndtere følelsen af vrede. Og om at dulme de slemme følelser.

»Jeg har det, som om der konstant kører en gyserfilm inden i mit hoved, og jeg har hver eneste dag flashbacks til den fysiske og psykiske mishandling. Hvis jeg slår mig selv hårdt nok ind i tindingen eller hamrer hovedet ind i væggen, så er det som om, jeg bliver lidt bevidstløs, og så kan jeg ikke mærke alt det forfærdelige inden i,« fortæller hun.

Uanset årsagen er selvskade en meget uhensigtsmæssig måde at håndtere svære følelser på. Både fordi det kan være farligt. Man kan skære sig så dybt, eller slå hovedet så hårdt, at det bliver livstruende.

Men også fordi man ikke tager hånd om de svære følelser og på den måde får mulighed for at ændre sin situation.

Støtte fra netværk hjælper

Det nye studie har også undersøgt betydningen af støtte fra en person i barnets netværk i forbindelse med mishandlingen eller mobningen.

»Nogle af dem, som har oplevet meget alvorlig mishandling har ikke udviklet selvskadende adfærd, fordi de har haft en social støtte for eksempel fra en bedsteforælder eller en søskende eller skolelærer. Den sociale støtte er så signifikant, at vi tør konkludere på det,« siger Mogens Christoffersen.

Ifølge studiet bliver risikoen for at udvikle selvskadende adfærd efter mishandling reduceret med 18,8 procent, hvis der har været en social støtte i barndommen.

»Det er en social relation som hjælper og støtter personen og giver råd og vejledning og lytter til en. Vi har også spurgt, hvem der gav den. Der er ikke nogen, der nævner kontaktperson fra kommunen,« siger Mogens Christoffersen.

Den sociale støtte kom altså fra en, som allerede var i barnets netværk.

Regitze havde ikke nogen, der hjalp eller støttede hende i barndommen. Selv om hun er overbevist om, at både bedsteforældre, naboer og skolen vidste, at hun blev tævet.

»Der blev ikke snakket om det. Jeg kan ikke forstå, at der ikke var nogen, der greb ind. Hvorfor undrede skolen sig ikke over, at alle mine mælketænder skulle pilles ud, fordi de var rådne? Hvorfor ringede naboerne ikke efter politiet, når de kunne høre mig skrige om hjælp,« siger hun.

Muligt at holde op med selvskade

Uanset om man har udviklet en selvskadende adfærd som følge af mobning, mishandling eller noget helt andet, så er det muligt at komme af med den, fortæller Bo Møhl.

De patienter, han møder, er patienter i psykiatrien. De har altså en psykiatrisk diagnose og den selvskadende adfærd er bare en del af problematikken.

Bo Møhl forklarer, at for at komme af med en selvskadende adfærd kan det være nødvendigt med intensiv terapi.

Han nævner to terapiformer:

1) Mentaliseringsbaseret terapi:
»Her hjælper man patienten med at blive bedre til at forstå, hvad der sker følelsesmæssigt i en selv og i andre. Når de får en bedre forståelse af deres følelser, så bliver de også bedre til at holde dem ud uden at handle på dem ved at skade sig.«

2) Dialektisk adfærdsterapi:
»Man går ud fra, at mennesker skader sig selv, fordi de mangler færdigheder til at håndtere følelser og problemer. Men denne terapiform hjælper vi dem med at udvikle disse færdigheder.«

Det kan for eksempel være såkaldte ’hold ud’-færdigheder, hvor man lærer teknikker til at aflede sig, når de uudholdelige følelser tager over. For eksempel tage et varmt bad, løbe en tur, ringe til en god ven.

Også mindfulness er en del af denne terapiform. Det går ud på at lære at mærke, iagttage og sætte ord på sine følelser i stedet for at skade sig selv.

Flere og flere skader sig selv

Merete Nordentoft ved fra sit arbejde i Region Hovedstadens Psykiatri, at tendensen til selvskadende adfærd blandt unge er markant stigende.

»På de børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger oplever vi en stor stigning i antallet af unge, som bliver indlagt og har skåret i sig selv. Især blandt de 15-19-årige og de 19-24-årige. Her er der sket en fordobling i løbet af de seneste 5-10 år. Der er en bekymrende stigende mistrivsel blandt især unge kvinder, og vi ved ikke, hvorfor den er opstået,« siger hun.

Regitze vil gerne lære, hvordan hun kan holde op med at skade sig selv, men ind til videre har hun ikke fundet nogen, som har kunnet give hende den rigtige støtte og hjælp.

»Fordi jeg har haft sådan en forfærdelig barndom, så kan jeg ikke gå i gang med en uddannelse. Jeg vil gerne blive til noget, men jeg kan ikke lige nu. Jeg synes, det er forfærdeligt, hvordan man kan ødelægge et lille barn så meget,« siger hun.

Regitze har taget en HF med et gennemsnit på 9,9. Hun har været med til at starte foreningen De Anbragtes Vilkår, som arbejder for at skabe bedre vilkår for anbragte børn og unge.

Hun var faktisk også blevet optaget på den samfundsvidenskabelige linje på Roskilde Universitet, men måtte melde fra, fordi hun fik det dårligere og dårligere psykisk.

Regitze har ønsket at være anonym.