Der følger tilsyneladende en række ubehageligheder med, når man stiller op i dansk politik.
En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet viser nemlig, at mere end hver fjerde folketingspolitiker i Danmark oplever at blive udsat for fysisk chikane – herunder at blive skubbet, slået og få kastet ting efter sig – mindst én gang i løbet af et år.
Omtrent 1.200 kommunal-, regionsråds- og folketingspolitikere har deltaget i undersøgelsen ‘Politik under pres’, som er udarbejdet af Helene Helboe Pedersen, professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
80 af deltagerne er folketingspolitikere – og 28 procent af dem svarer, at de oplever fysisk chikane årligt.
Til sammenligning svarer ‘blot’ 5 procent af svenske politikere, at de oplever samme type af chikane.
»Ved selve niveauet for fysisk chikane, og det gælder også psykisk chikane og trusler, dér ligger danske politikere over svenske politikere. Det overrasker mig, at niveauet er så højt,« siger Helene Helboe Pedersen til Ritzau.
40 procent af folketingspolitikerne svarer desuden, at de undgår at ytre sig om visse emner eller udtrykke holdninger på grund af chikane.
Politikerne foreslår selv bedre støtteordninger til psykologhjælp, digital sortering af beskeder og strengere straffe for trusler som mulige løsninger.































