Debatten om legalisering af cannabis har raset i årevis i Danmark. Ofte har det handlet om illegalt salg og bandekriminalitet.
Nu kaster et nyt studie lys over en anden type kriminalitet, som kan stige med legaliseringen: narkokørsel.
I hvert fald kan canadiske forskere fortælle, at andelen af skadestuebesøg fra trafikulykker, hvor føreren havde cannabis-stof i blodet, er steget med 223 procent, efter at cannabis kom på det legale marked i Canada.
Floris Tobias Zoutman, der har forsket i effekter af cannabis-legalisering i USA, påpeger dog, at der er flere forbehold, man skal have med, før man konkluderer noget på baggrund af de canadiske forskeres studie.
»Undersøgelsen viser, at cannabis-relaterede ulykker også var stigende inden legaliseringen. Og så skal man huske, at cannabis kom på markedet samtidig med COVID-19-pandemien, som også kan have påvirket folks adfærd,« skriver lektoren fra Norges Handelshøyskole til Videnskab.dk i en mail.
Han fortæller, at amerikanske studier af legaliseringens effekt på trafikulykker peger i forskellige retninger. Nogle studier peger på flere ulykker efter legalisering, nogle peger på færre, og nogle kan ikke finde en påviselig effekt.
»Alt i alt er min konklusion, at det er svært at evaluere på årsagssammenhængen mellem legalisering og trafikuheld baseret på den her undersøgelse alene,« afslutter han i sin mail til Videnskab.dk.
Studiet, der er udgivet i JAMA Network Open, er lavet af Ottawa Hospital Research Institute og University of Ottawa i Canada.
\ Legaliseringen af cannabis i Canada
- 2015: Canadas premierminister, Justin Trudeau, nedsætter en task force, der skal se på, hvordan cannabis kan blive lovligt i landet.
- 18. oktober 2018: Canadas Cannabis Act tages i brug. Det betyder, at personer over 18 år må have op til 30 gram lovlig cannabis på sig. Det skal være købt hos en af få autoriserede forhandlere landet over eller dyrket privat af personen, der har det på sig.
- 17. oktober 2019: Cannabis i andre former såsom koncentrat og spiselige varer må nu lovligt sælges og købes i butikker.
Bedre målinger vil kunne hjælpe Danmark
Professor ved Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet, Mads Uffe Pedersen, påpeger også de mange usikkerheder i studiet, efter han har læst det for Videnskab.dk.
Han tilføjer endnu et forbehold, nemlig det beskedne antal af ulykker:
»Deres tal er jo rigtige, og der er uden tvivl en stigning. Men der er stadig meget få cannabis-ulykker (1,01 ud af 1000 i 2021, red.). Det gør også det hele mere usikkert,« forklarer han til Videnskab.dk.
\ Straffen for at køre med THC i blodet
Hvis du som bilist bliver standset med cannabis-stoffet THC (Tetrahydrocannabinol) i blodet, afhænger straffen af, hvor stor koncentrationen er:
- Lavt niveau (0,001-0,003 mg/kg i blodet): 1 klip i kørekortet og en bødestraf svarende til en halv månedsløn
- Mellem niveau (0,003-0,009 mg/kg i blodet): betinget frakendelse af kørekortet og bødestraf svarende til en månedsløn
- Højt niveau (over 0,009 mg/kg i blodet): ubetinget frakendelse af kørekortet i tre år og bødestraf svarende til en årsløn
Bliver du taget med THC i blodet på en lille knallert, er bødestraffen 2.000 kroner.
Kilde: Politiet
En anden faldgrube i studiet er, at canadierne kan være blevet bedre til at måle og teste for cannabispåvirkning i løbet af de 13 år, studiet kigger tilbage, mener han.
Og netop dén pointe bør Danmark tage ved lære af, fortæller han.
»Hvis vi bevæger os hen imod en legalisering, er vi nødt til at have mere opmærksomhed på at måle på det. For fem-ti år siden var man i Danmark bundelendig til at måle for andet end alkohol hos bilister,» pointerer rusmiddelprofessoren.
»Politiet er heldigvis blevet meget bedre til at måle efter stoffer i blodet, når bilister fremstår påvirket. Det er vigtigt, hvis vi vil have et ordentligt grundlag for at sammenligne før og efter en legalisering. Ellers kan det jo se ud, som om cannabis-ulykker er steget mere, end de faktisk er,« siger han.
\ Begrænset legalisering gjorde ikke en mærkbar forskel i trafikken
De canadiske forskere har delt deres undersøgelse op i tre faser:
- Før cannabis blev lovligt til rekreativt brug (fra 2010 til oktober 2018)
- Da cannabis var legaliseret, men begrænset til kun at måtte sælges som tørret cannabis-blomst i et begrænset antal butikker (fra oktober 2018 til marts 2020)
- Efter marts 2020, da butiksbegrænsningen var ophørt, og langt flere butikker var begyndt at sælge cannabis i spiselige produkter, til vapers og så videre.
Som Floris Tobias Zoutman gør opmærksom på, har andelen af cannabis-trafikuheld været stigende i hele perioden.
Den største stigning er dog sket i tredje fase - altså efter cannabis måtte sælges i alle mulige former og varianter i et ubegrænset antal butikker.
Til gengæld kan forskerne ikke påvise en højere stigning i ulykkerne, da cannabis først blev legaliseret i begrænset omfang.
Glemmer vi at tale om afhængighed?
Mads Uffe Pedersen anerkender, at trafiksikkerhed er et element, der er værd at holde øje med, når det kommer til legalisering.
Der er dog en anden problematik, der er vigtigere, ifølge professoren. Nemlig at cannabis er et afhængighedsskabende stof, der især kan ramme unge, og som hurtigt kan blive til et hverdagsforbrug, forklarer han.
»Hvis man ryger en joint et par gange i ugen, udvikler det sig hurtigt til, at man skal have en joint hver aften, inden man skal i seng. Så bliver man afhængig, og så kan det være svært at koncentrere sig om skole eller job.«
»Alt det her med, at det er ufarligt, som mange ældre cannabisbrugere siger, det er jo ikke rigtigt. Det er alkohol eller andre stoffer heller ikke. Men der er altså lidt en naivitet omkring cannabis,« vurderer Mads Uffe Pedersen.

































