Mænd og ligestilling

Dette kapitel vil derfor fokusere på mænds forudsætninger for at deltage i køns- og ligestillingsarbejdet ved at diskutere de muligheds- og forståelseshorisonter, der eksisterer for at føre en diskussion om manderoller både overordnet samfundsmæssigt set og blandt mænd i almindelighed.

Et centralt spørgsmål er, hvordan man kan motivere mænd til at deltage mere i køns- og ligestillingsdebatten, når det 'rum', som mænd skal tale sig ind i, stadigvæk af mange opfattes som et farefuldt sted at opholde sig.

Mænds aktive deltagelse i skabelsen af et mere ligestillet samfund burde være en selvfølge, men ikke desto mindre har de fleste kønsstudier handlet om kvinders vilkår og de ligestillingsmæssige problemer, som kvinder oplever. I praksis har det også næsten udelukkende været kvinder, som har kæmpet for at få ligestillingsdiskussioner på den politiske dagsorden.

På samme måde har ligestillingspolitikker, som har haft til hensigt at promovere ligestilling, ofte opfattet mænd som en forhindring og som en statisk og uforanderlige gruppe.

Det er kun for nyligt, at politiske beslutningstagere er begyndt at se mænd som kønsliggjorte individer, der er skabt af kønslige normer og strukturer, og ligeledes at opfatte mænd som bidragsydere til et mere ligestillet samfund (United Nations 2011).

Ligestillingens eksistensbetingelser

Når man diskuterer ligestilling, kan man ikke undgå at berøre forholdet mellem formel ligestilling og faktisk ligestilling. Den største forskel på de to begreber er, at den formelle ligestilling ikke tager højde for de strukturer og kulturelle mønstre, som har betydning for, om mennesker har en reel chance for at skabe lige muligheder.

Ligestillingsrettigheder bliver ofte stillet overfor de enkelte individers valgfrihed, og ligestillingsdiskussioner bliver nemt personlige, ligesom man ofte ser en tendens til en manglende respekt for den faglige substans i den ligestillingsmæssige debat. Det er ikke alle mennesker, der ser ligestilling som et overordnet forandringsprojekt, som hele samfundet kan blive berørt af i en konstruktiv retning.

Kvinders kamp for mere ligestilling kan undertiden blive misforstået og negativt tolket som et ensretningsprojekt og en bestræbelse på at 'maskulinisere' kvinder og fjerne alle forskelle mellem de to køn. Ligeledes kan bestræbelserne på at skabe forandringer i mænds levevilkår blive tolket som en uønsket feminisering af mænd.

Det er en særlig udfordring at få mænd til at ændre deres tanker og handlinger, fordi det kan kræve forandringer i deres grundlæggende maskulinitetsforståelser. På et internationalt niveau har de nordiske lande i særdeleshed vist – selvom der også er markante forskelle indenfor disse lande – at det er muligt at forandre mænds måder at tænke og handle på, hvis de rette omstændigheder er til stede.

Når reformer og politikker er designet på den rette måde og målrettet de kulturelle processer, som finder sted i samfundet, er det muligt at opnå mænds aktive støtte. Det er i processen særdeles vigtigt at pointere, at ligestilling ikke handler om, at mænd skal miste deres rettigheder, men at kvinder derimod bare skal kunne nyde godt af de samme rettigheder.

Mainstreaming blev vedtaget som ligestillingsprincip

Ligestilling handler i vid udstrækning om repræsentation, deltagelse og anerkendelse. Men det store spørgsmål er ofte, hvordan man konkret faciliterer ligestillingsprojektet, som det kæmpe omvæltningsprojekt det er. Her er det vigtigt at se ligestilling som et processuelt og ikke statisk begreb.

Hvis man ser på de overordnede betingelser for at diskutere ligestilling i Danmark, kan man sige, at der eksisterer en form for naturaliseret ligestillingsdiskurs, og at ligestillingspolitikken i Danmark ikke har den samme gennemslagskraft som i de øvrige nordiske lande.

Den danske diskussion om mænd har i udbredt grad været ført i ikke-institutionelle og ikke-videnskabelige sammenhænge. Hvor man i for eksempel Norge og Sverige allerede i 1980'erne fik nedsat statslige mandsrolle- og fædreudvalg med deltagelse af betydningsfulde mandlige politikere, som skulle analysere og belyse mandens samfundsmæssige position, så har der i Danmark ikke været tradition for den samme debat om mænds liv på højeste politiske niveau (Reinicke 2012).

I år 2000 blev strategien om mainstreaming vedtaget som bærende princip i forhold til ligestillingsarbejdet i Danmark. Mainstream betyder 'hovedstrøm', og mainstreaming handler om at integrere kønsperspektivet i alle politikområder. Ligestillingsdiskussioner i Danmark føres oftere som kulturelle debatter, hvorimod ligestilling i Norge og Sverige i større udstrækning er reelt vigtige principper for politiske beslutninger.

Der har i Danmark på mange områder ikke været den samme politiske opbakning til at regulere ligestillingen mellem kønnene ved lovgivning, og der eksisterer i Danmark sammenlignet med de øvrige nordiske lande en markant større ændringsresistens på ligestillingsområdet.

Et kardinalpunkt i diskussionen af, hvordan man speeder en ligestillingsproces op eller forsinker denne, handler om, hvilke konkrete redskaber og instrumenter som regeringer og magthavere vil eller tør tage i brug for at realisere ligestillingspolitiske målsætninger.

Mænds særegne ligestillingsudfordringer

Diskussioner om ligestilling kan for mange mænd ofte fremstå som værende både ubetydelige og unaturlige, og der er ingen tvivl om, at mænds evne og vilje til at kaste sig ud i ligestillingsprojektet er begrænset. Mange mænd vil desuden betvivle, at mænd har en fælles kønspolitisk interesse, og de fleste mænd føler sig ikke tiltrukket af at skulle diskutere køns- og ligestillingsrelaterede emner.

Debatten om mænd og ligestilling har derfor oftest været knyttet til det snævre rettighedsperspektiv i forbindelse med forældremyndighedsspørgsmålet.

Mange mænd finder det ikke naturligt at interessere sig for ligestilling, idet de forbinder ligestilling med magt, som mænd skal afgive til kvinder, og ikke ser den som et frigørelsesprojekt, som mænd har noget at vinde på (Reinicke 2004). Men det står klart, at hvis et samfund skal forandre sig markant i retning af mere ligestilling mellem kønnene, kræver det en bred social accept af projektet fra både mænd og kvinder, og der er mange pragmatiske grunde til at involvere mænd i arbejdet med ligestilling.

Det er ligeledes vigtigt at forsøge at vende ligestillingsdebatten på hovedet og pege på den pris, som mænd og fædre kan komme til at betale for at videreføre en traditionel maskulinitet.

Mænds prioritering af arbejdet afstedkommer ligestillingsproblemer

Når mænd historisk set har vægtet arbejdet højere end familielivet, er der en vigtig del af livet, som er forblevet usynlig for disse mænd, og for nogle mænds vedkommende kan man hævde, at de er blevet 'berøvet' muligheden for at leve et velafbalanceret liv på grund af deres prioritering af arbejdssfæren. Dette har afstedkommet, at mænd i mange henseender har særegne ligestillingsproblemer, hvoraf kan nævnes, at:

• Kriminalitetsstatistikkerne vidner om, at det stadigvæk forholder sig sådan, at 80 % af de mennesker, som dømmes for en lovovertrædelse, er mænd.
• Mænd lever gennemsnitligt cirka 4 år kortere end kvinder.
• Mellem 80 og 90 procent af hjemløse er mænd.
• Tre gange flere mænd begår selvmord.
• Mænd har sværere ved at acceptere perioder med arbejdsløshed.
• Mænd oplever ofte hårdere sociale derouter i forbindelse med skilsmisser.
• Det er ofte mere problematisk for mænd at omstille sig fra at være i erhvervsarbejde til at gå på pension (Reinicke 2012).

Overordnet set er det tankevækkende, at forskellen i middellevetid mellem mænd og kvinder aldrig har været større end under velfærdsstatens skabelse, hvilket måske siger noget om forskellen på, hvordan mænd og kvinder reagerer på sundhedskampagner, og at mænd er dårligere til at benytte sig af velfærdsstatens tilbud (Madsen 2013).

Den traditionelle arbejdsdeling er ligeledes ikke altid til fordel for mænd. Selvom kvinder stadigvæk har et lønefterslæb, og selvom mænd stadigvæk dominerer samfundets ledelsespositioner, giver det mening at stille spørgsmålet, om vi som samfund ikke bør være mest bekymrede for mænd og drenge, fordi det er dem, som altovervejende går ned på grund af forskellige former for misbrug, og dem, som oftest udviser en truende og kriminel adfærd.

Mænd kan have svært ved at erkende behovet for hjælp

Udover at forsøge at mainstreame diverse politikker er det centralt også at tænke på, hvordan vi kan 'malestream' implementeringen. Det vil sige, at vi som samfund skal tænke på, hvordan vi kan tage højde for de forudsætninger og konsekvenser, som politiske tiltag måtte have for mænd.

Der har i lange perioder eksisteret en form for kønsblindhed i forhold til drenge og mænd i særligt udsatte positioner. Men hvorfor har samfundet været tilbageholdende med at udvikle tilbud til mænd i krise? Årsagen til dette er måske, at der er en tilbøjelighed til at se kvinder som 'ofre' og mænd som 'tabere'.

Dette medfører endvidere, at samfundet i større udstrækning forventer, at mænd skal kunne klare sig selv, hvorimod kvinder oftere fremstår som mere værdigt trængende. Man kan hævde, at mænd i nogen grad er udsat for en form for institutionel sexisme, idet samfundet i stor udstrækning har overset mænd som et køn, der kan have særlige behov.

Dette har ligeledes rod i, at mænd ikke på samme måde som kvinder er blevet set som køn, og at mænd ligeledes ikke ser sig selv som køn. Mænd kan derfor have sværere ved at erkende, at de mangler hjælp. Men man bør ligeledes inddrage det forhold, at spørgsmål om mænds sociale levevilkår også har været et institutionelt tabu, som både politikere og embedsmænd har haft svært ved at forholde sig til.

Viden om mænds hverdagsliv bør bruges som ressource

Den offentlige debat om mænds levevilkår er dog kommet mere i søgelyset indenfor de sidste 10-15 år, og der har udviklet sig en større bevidsthed om betydningen af at inddrage mandeperspektiver i ligestillingsspørgsmål. Det gælder både, når det handler om mænds sundhed og mænd som fædre, men også når det drejer sig om mere kontroversielle dimensioner som mænds voldsudøvelse og mænds mentale problemer.

Dette er på det konkrete niveau blandt andet kommet til udtryk ved etableringen af professionelle krisecentre til mænd, behandlingstilbud til voldsudøvende mænd og kampagner rettet mod mænds sundhed.

Mænds samværsrettigheder til deres børn er også blevet styrket gennem forældreansvarsloven fra 2007. Der har ligeledes indenfor de sidste par år været etableret forskellige tænketanke om mænd. Her har man forsøgt at inddrage det mandlige ligestillingsperspektiv og forsøgt at fokusere på drenge og mænds særegne ligestillingsproblemer.

I 2011 præsenterede 'Tænketanken VM – viden om mænd' således 30 forskellige politiske initiativer til at styrke mænds ligestilling i samfundet, hvor der både var fokus på sundhed, arbejdsmarked, drenge, uddannelse, omsorg, vold og kriminalitet. På den måde kan man hævde, at der således nu eksisterer en relativt velbeskrevet og detaljeret viden om mænds hverdagsliv, som burde indgå som en vigtig ressource for politikere og embedsmænd.

Mænd vil ikke miste deres privilegier

Der er ingen tvivl om, at mænd set over en bred kam har relativt flere materielle fordele, flere karrieremuligheder, højere samfundsmæssig status og generelt set flere privilegier end kvinder. Dette er der mange mænd, som ikke har lyst til at miste.

Men et mere ligestillet samfund betyder også, at mænd kan opnå større følelsesmæssigt velvære, udvikle mere empati, forbedre deres menneskelige relationer og dermed få en større balance i deres liv. Mænd har derfor meget at vinde ved at erkende, at de også har et køn, og at dette køn har betydning for, hvordan de opfatter verden.

Den australske kønsforsker Lynne Segal (1990) hævdede for lidt over 20 år siden i bogen Slow Motion: Changing Masculinities, Changing Men, at uanset om de feministiske bevægelser har gjort mænd vrede og defensive, eller om feminismen har gjort mænd omstillingsparate og indsigtsfulde, så har feminismen under alle omstændigheder haft en stor betydning for, hvordan mange mænd ser på sig selv og deres livsførelse.

I et globalt perspektiv mangler mange ligestillingstiltag stadigvæk at engagere drenge og mænd i, hvordan man kan skabe mere ligestilling i samfundet. Ligeledes mangler der fokus på, hvordan man adresserer mænds egne ligestillingsproblematikker.

De færreste mænd er opdraget til at tale om deres køn

Det kan være problematisk at diskutere mænd som et socialt køn, fordi mænd ofte finder det 'farligt' at tale for åbent og nuanceret om kønnet. En af årsagerne til, at vi ved så lidt om mænds tanker og deres personlige liv, men så meget om deres handlinger, er, at de fleste mænd ikke har været opdraget til at skulle tale om deres køn, men derimod til at 'tage kønnet på sig' (Reinicke 2012).

Spændingsfeltet mellem det tabuiserede og det latterliggjorte er måske den mest grundlæggende hindring for, at en seriøs debat om mænd og køn kan etableres. Der er få – hvis overhovedet nogen – steder i verden, hvor seriøse diskussioner om mænd som socialt køn 'bare' falder ind i dagligdagens diskussioner.

Den danske litteraturforsker Lilian Munk Rösing (2005) har fremhævet, at trægheden ikke skyldes mændenes sammensværgelse mod kvinderne, men at det derimod skal relateres til den måde, som både mænd og kvinder undgår at tænke køn på, og som både mænd og kvinder derfor er ofre for.

Køn bliver derimod ofte talt ned og gjort til objekt for sjove bemærkninger, ligesom det ofte påpeges, at der er andre og mere vigtige ulighedsfaktorer, man bør beskæftige sig med. Der findes mange populære fortolkninger af mænds natur i Danmark. Påstande om mænd som det undertrykte køn dukker af og til op i medierne, og der hersker en tendens til at give folk, som latterliggør kvinders kamp og forsvarer mænds traditionelle rettigheder, stor opmærksomhed.

Mænd er opdraget til ikke at forholde sig til ligestilling

Den australske sociolog Michael Flood (2011) fremhæver, at der også er faremomenter forbundet med at involvere mænd i ligestillingsarbejdet set fra et feministisk perspektiv, idet inddragelsen af mænd kan afstedkomme, at der samtidig gives plads til maskulinistiske og antifeministiske ytringer.

Det er ligeledes vigtigt at tage højde for mænds tavse modstand imod ligestillingsprojektet. Det er stadig få mænd, som er blevet gjort til aktive deltagere i diskussioner om ligestilling. Her tænkes både på mænd, som fungerer som aktive støtter for kvinders ligestillingsbestræbelser, og på mænd, der agiterer for de fordele og gevinster, der er at erobre for mænd ved et mere ligestillet samfund.

Men hvorfor er mange mænd tavse i ligestillingsspørgsmål? Det er af strategisk betydning at tage i betragtning, hvad man er oppe imod, når man prøver at udforme politikker og kampagner, som relaterer sig specifikt til mænd. Det er vigtigt ikke at se specifikke 'onde' personer for sig, som bevidst prøver at sabotere noget.

Det er derimod vigtigere at fokusere på den måde, hvorpå mænd er blevet opdraget til ikke at forholde sig til ligestilling som noget naturligt og nødvendigt. Der er en helt speciel logik på spil, når talen om mænd som 'kønsobjekter' finder sted.

Er maskulinitet usynlig?

Der er noget tabuiseret og kulturelt grænseoverskridende ved at diskutere de problematiske sider af den mandlige kønsrolle.

Der optræder derfor ofte en risiko for at være for 'flink' overfor mænd, ligesom det er besværligt at trække mænd ud af deres privilegerede 'skjulte' position. Hearn (1998) har fremhævet, at det er vigtigt at 'benævne mænd som mænd'. Han peger på, at det analytiske fokus skal være på, hvad mænd konkret foretager sig, hvad mænd tænker, og hvad mænd føler.

Selvom mænd ikke nødvendigvis som enkeltpersoner er involveret i eller føler ansvar for det mandlige patriarkats opretholdelse, har kulturforskeren Rune Gade (2001:15) en pointe, når han skriver:

»Mænd er, som det er blevet nævnt, ikke nødvendigvis parthavere i den maskulinisme, som feminismens kritik primært er rettet imod, men de færreste mænd kan sige sig fri for i et eller andet omfang at have taget del i den neutralisering af maskuliniteten, som maskulinismen blandt andet benytter sig af. Mænd overvejer slet og ret ikke deres kønsidentitet og kønsroller på samme måde, som kvinder bliver tvunget til at gøre gennem deres marginaliserede og marginaliserende position, og derfor falder det mænd mere naturligt at tage kønnets privilegier for givet.«

Men at fokusere på de mørke og kontroversielle aspekter af mænds liv er et vanskeligt projekt. Men hvor dybt stikker den modstand, der eksisterer mod at problematisere det mandlige køn egentlig? Mænd er ikke vant til at skulle forklare deres handlinger. Det er problematisk for mange mænd at forholde sig analytisk og kritisk til køn som en betydningsfuld magtfaktor.

Dette skyldes, at mange mænd qua den kulturelle tavshed vedrørende mænds socialisering og livsvilkår ikke er vant til at reflektere længe og tilbundsgående over deres køn, hvad enten det gælder de maskuline privilegier eller prisen for maskuliniteten.

Årsagen til maskulinitetsdiskussioner fremstår ikke ønskværdige

Den amerikanske kønsforsker Michael Messner (1997) fremhæver, at der er mange hvide, heteroseksuelle middelklassemænd, som tager deres samfundsmæssige privilegier for givet, og som forbliver ignorante overfor de sociale strukturer, som privilegerer dem, også selvom det sker på bekostning af andre mennesker.

Morgan (1992) har problematiseret, hvor svært det er at foretage en kritisk eksamination af mænds praksisser. Han fremhæver, at magtfulde mennesker sjældent ønsker et kritisk blik på deres position og privilegier i samfundet, og at hvis de bliver konfronteret med deres egen magt, vil de forsøge at beskrive deres position som værende normal, fair og uundgåelig.

Dette er ifølge Morgan årsagen til, at kritiske maskulinitetsdiskussioner ikke fremstår som ønskværdige for mange mænd. Specielt emner som vold, prostitution og voldtægt har mange steder været præget af en systematisk nedtoning vedrørende aspektet om mænds socialisering. Fokus er derimod på de sociale og kønsneutrale aspekter (Reinicke 2004).

Dette afstedkommer, at der ikke i stor udstrækning rettes opmærksomhed mod de socialiseringsprocesser, som også ligger til grund for nogle mænds problemer og aggressive adfærd.