Macho-dørmænd bliver udfordret af 'pæne drenge'

Dørmænd i det danske natteliv er nogle seje, hærdebrede mænd med stærke machoidealer. Men i disse år bliver de tvunget til at fralægge sig den macho-attitude, der ellers giver dem autoritet i diskotekdøren.

Natklub-ejerne er nemlig bange for, at dørmændenes arbejder-maskulinitet skal skræmme de ’bløde’ unge middelklassemænd væk.

Internt ser dørmændene ofte ned på de købestærke bløde fyre, som de kalder ’skoledrengene’. Men kravet til, at dørmændene skal være servicemindede betyder, at de bliver tvunget til at påtage sig den middelklasse-maskulinitet, de ser hos ’skoledrengene’.

»Jeg synes at kunne se, dørmændene har et meget ambivalent forhold til Skoledrengen. De passer på ham, men taler også meget nedsættende om ham. Han tør ikke stå op for sig selv. Han skal beskyttes af andre og han bliver meget let bange.«

»Og så bliver han ofte forbundet med homoseksualitet – der er et af de ypperligste billeder, som i nogle miljøer bruges på en forfejlet feminiseret mand,« siger ph.d. Thomas Friis Søgaard fra Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet på baggrund af etnografiske studier blandt Aarhus’ dørmænd.

LÆS OGSÅ: Dørmænd allierer sig med bande-medlemmer

Dørmænd minder om havnearbejdere

Det er ikke så sært, at dørmændene skal bruge mange kræfter på at være bløde og servicemindende. Det er nemlig ikke idealer, de selv hylder. Dørmandsbranchen er et af de sidste steder, hvor arbejderklassens klassiske mande-idealer om fysisk styrke og sammenhold stadig lever. Simpelthen fordi det er nødvendigt for, at dørmændene kan klare det krævende job.

Når natten falder på og byens lys bliver tændt, går vi på diskoteker og barer og støder ind i folk, vi tit ikke har ret meget at gøre med til hverdag. Sammen med alkohol kan dét hurtigt føre til slagsmål og utryghed.

Derfor sætter både barejere og gæster pris på, at nogle mænd med styrke og mod sørger for, at alt forløber så udramatisk som muligt. Dørmændene udsætter sig selv for fare, men finder deres tryghed i, at kollegaerne er solidariske, hvis der skulle opstå problemer.

»Vi taler om en type maskulinitet, der er bygget på en værdsættelse af styrke, mod og mandefællesskaber. Det ligner den klassiske arbejderkultur på Aarhus Havn.«

»Havnearbejderne sled side om side og tålte de samme fysiske omstændigheder. På den måde udviklede der sig en idé om, at de alle var lige og derfor måtte stå solidarisk sammen,« siger Thomas Friis Søgaard.

Styrke og solidaritet bliver ikke tillagt værdi på kontoret

Der er sjældent ret meget solidaritet at spore på skoledrengenes kontorarbejdspladser eller læsesale. Der sidder man ved hver sin skærm eller bog og tænker mest på, om ens egen stol giver rygproblemer.

»Dørmændene har derimod den slags solidaritet, der kendetegner industriarbejdspladser.«

»I det nuværende arbejdsmarked er der ikke så mange, der arbejder under ekstreme vilkår, og kravene til styrke er ikke så fremherskende i kontorarbejde, så folk i den slags job tænker mere individualistisk.«

»Men kigger man på dørmandsarbejdet, så er det kendetegnet ved et stærkt mandeunivers. Der er en stærk værdsættelse af solidaritet, styrke, mod og egalitet – vi er lige og passer på hinanden,« siger Thomas Friis Søgaard.

Nye dørmænd skal ses an

Dørmændenes fællesskab er stærkt, men det er ikke for alle. Hvis en ny mand forsøger at komme ind i fællesskabet, bliver han set alvorligt an. Og hvis de gamle dørmænd ikke stoler på ham, sørger de for, at han bliver fyret.

»Deres egen personlige sikkerhed er afhængig af, at de kan regne med deres kollegaer. Det er ikke bare en flok tossede mænd, der dyrker deres eget maskuline trip.«

»Det handler om, at dørmandsarbejde er et farligt arbejde,« fortæller Thomas Friis Søgaard.

Han oplevede selv udelukkelsen, da han i forbindelse med sit studie fulgte omkring 50 århusianske dørmænd. Han tog selv en dørmandsuddannelse, men dørmændene stolede ikke nok på ham til, at han kunne blive en del af et hold.

Kampsport er vejen ind til dørmandsverdenen

Som dørmand skal man helst have mange års erfaring fra kampsport for at blive accepteret.

»Mange voksede op i ’hårde’ områder, hvor de fandt et fællesskab i kampsortsverdenen – MMA-, judo- eller bokse-klubber. Nogle kommer fra middelklassefamilier, men er så blevet socialiseret ind i den særlige maskulinitetsform i kampsportsklubberne,« siger Thomas Friis Søgaard.

Idealet blandt dørmændene, som Thomas Friis Søgaard har fulgt, er ’Den Gode Kriger’.

»Det er en figur, de bruger til at tænke med. Han er karakteriseret ved mod og ved ikke at være bange for at sætte sit eget fysiske ve og vel på spil for at beskytte sine kollegaer. Altså den diametrale modsætning til dørmændenes opfattelse af skoledrengene.«

»Ikke at alle dørmænd lever op til ’Den Gode Kriger’. Men det er en idealfigur, man minder sig selv og hinanden om,« fortæller Thomas Friis Søgaard.

Bliver påduttet middelklasse-normer

Dørmændene bliver splittet mellem to identiteter, når restauratørerne – der hyrer dem – er bange for, at for meget arbejder-testosteron kan skræmme middelklassens købestærke børn væk.

»Så dørmanden bliver mødt med forskelligartede krav. Han bliver på den ene side hyret for at skabe orden, så restauratøren kan have en profitabel forretning. Men samtidig er restauratørerne blevet mere og mere opmærksomme på, at deres ansatte skal være servicemindede.«

»Dørmændene forsøger at balancere mellem de modsatrettede krav og der opstår problemer, hvis de ikke formår at finde den rette balance.«

»Hvis man går for meget op i service, og udelukkende kan det, får man problemer med at holde orden på stedet, og kollegaerne bliver betænkelige ved, om man er til at stole på i kritiske situationer.«

»På den anden side kan dørmanden ikke bare være en ’hård krop’, fordi det truer kunderne væk og skader omsætningen,« siger Thomas Friis Søgaard.