Efter 20 års arbejde med at rekonstruere noder, toner og takter er det lykkedes en forsker og en musiker, som spiller Middelalder-musik, at give bortkomne sange fra Middelalderen et nyt liv. Det skriver livescience.com.
Det genskabte musikstykke ’Trøstens Sange’ blev for nyligt opført på Cambridge Universitet, akkompagneret af digte fra den romerske filosof Boethius’ store værk ’Filosofiens Trøst’.
Du kan se deres optræden i videoen.
Næsten umuligt at afkode musikken
Når det har taget to årtier at muliggøre koncerten, skyldes det, at udførelsen af så gamle musikstykker ikke blot indebærer at læse og spille noderne.
I Middelalderen blev musik skrevet i melodiske skitser kaldet neumer, og altså ikke den slags noder som musikere benytter sig af i dag.

Den Middelalderlige musik blev siden hen delt gennem forskellige lyttetraditioner og musikernes hukommelse.
Det betyder, at det ifølge eksperter er næsten umuligt at afkode musik fra perioden, da mange af tonehøjderne er ukendte.
Musikken kom »rørende« tæt på
Men selvom forskeren og musikeren har været på hårdt arbejde, bl.a. fordi en side med afgørende nodeforklaringer for at forstå Middelalderens musikalske principper i manuskriptet 'Cambridge Songs' fra det 11. århundrede var gået tabt, lykkedes det dem at genskabe 'Trøstens Sange'.
»Der har været tidspunkter, mens vi har arbejdet med projektet, hvor jeg næsten følte, at jeg var tilbage i det 11. århundrede – når musikken kom så tæt på, at det næsten var rørende,« siger Sam Barret, som er seniorlektor i musik på Cambridge University, til livescience.com.
Sam Barret har sammen med Benjamin Bagby, som er medlem af gruppen Sequentia, der optræder med middelalderlige sange, de sidste 20 år arbejdet på at identificere de musiske teknikker og melodier bag ’Trøstens Sange’.





























