»Der var engang, hvor vi baserede vores arbejde på faktuel viden. Det var jo fint. Så var der et tidspunkt, hvor vi arbejdede ud fra faktuel viden og så den politiske virkelighed. Det var sådan set også ok. Nu baserer vi vores arbejde primært på den politiske virkelighed. Og det ser jeg som et problem.«
Ordene faldt under et interview på et ledelseskontor i en stor, statslig institution for nogle måneder siden.
Jeg havde slukket for båndoptageren og var i den fase af interviewet, hvor man siger pænt farvel til hinanden, og hvor den interviewede ofte kommer med en sidste opsummerende kommentar, der sætter de foregående mange minutters samtale i perspektiv.
Hvilken institution og hvilken leder, der var tale om, vil jeg tillade mig at holde for mig selv. Det væsentlige er for mig at se essensen af, hvad manden sagde.
Politikere og politik er ikke udenfor
Fra mit ringhjørne, som forsker og som humanist, er dette en samfundskarakteristik, som både bør bemærkes og diskuteres – ikke mindst i et samfund, der betegner sig som værende både demokratisk og baseret på viden.
Hvad er i det hele taget forholdet mellem politisk idé og akademisk vidensproduktion i nutidens danske samfund?
Og kan vi forstå det, som ofte beskrives som humanioras (og blødere dele af samfundsvidenskabernes) krise igennem denne optik? Hvad er konsekvenserne?
Min interviewperson talte om en politisk virkelighed. Virkelighed er jo en svær størrelse, men begrebet kan jo i det mindste siges at indramme de fysiske og samfundsskabte rammer, som vi omgiver os med, benytter os af og deles om.
Politikere og politik er ikke uden for denne virkelighed. Men i perspektivet på ’det virkelige’ bør det ikke glemmes, at den politiske idé som sådan ikke behøver at forholde sig til dette.
Humaniora er vigtig for politikudviklingen
Men kan vi sige, det er uvæsentligt, at stærke idéer forholder sig til og udvikles på baggrund af en stærk, vidensmæssig base?
Videnskab er i sig selv hele tiden i udvikling og påvirkes ofte af politiske agendaer - hvad vi forsker i er ofte et produkt af politiske beslutningsprocesser, bevågenhed og problematisering. Men selvom videnskab ikke er noget fast, forankret og indiskutabelt, bør denne sektor af samfundet være et vægtigt modspil og en vigtig medspiller i de politiske idéers udvikling.
Hvor den politiske idé ikke behøver at beskrive den samfundsmæssige virkelighed, så er dette – lige meget hvilken tradition vi taler ud fra – noget, som ikke mindst humaniora og samfundsvidenskaberne må forholde sig til.
Dette indebær også perspektiver på de idéer, som samfundet bygges på, og en kritisk perspektivering af disse.
Humaniora kan bidrage med perspektiv
Og det er utvivlsomt her, at humaniora og blødere dele af samfundsvidenskab bliver vigtig for både politikudvikling og en fornuftsbaseret udvikling af den politiske ide.
Lige præcis disse dimensioner glemmes ofte i debatten om, hvad for eksempel humanioras nytteværdi er.
For nej, dimensionerne kan ikke måles og vejes i forhold til ideen om, at øget konkurrence, øget vækst og innovation er vejen frem.
Men humaniora kan bl.a. bidrage med kritiske, empiriske og historiske perspektiver på, om idéen faktisk er så saliggørende, som den gøres til for øjeblikket.
Skal turde slippe tøjlerne
Her vil det i øvrigt hjælpe, hvis man fra både politisk og samfundsmæssigt hold (også inden for forskningsrådssystemet) turde slippe tøjlerne og ikke mindst turde lade humaniora formulere sig selv i et sprog og ud fra præmisser, som ikke skal retfærdiggøres ud fra vækst- og innovationspotentialer.
Selvom der er områder, hvor dette giver mening, kan man også se det lidt som et forsøg på at få citronen til at presse citronpresseren.
Underlægger man videnskaben idéen, er det svært at korrigere denne, hvis det er nødvendigt, og der er vilje og lyst til at gøre det.
Humaniora afprøver informationerne
Humaniora beskrives igen og igen som i krise, og usikkerheden over for, hvad man i det hele taget skal bruge den slags forskning til, understreges i øvrigt af eksisterende 2020-udspil på forskningsområdet (på tværs af partifarve), hvor ikke ét eneste nævner humaniora som noget, det er værd at satse på.
For hvad er nytteværdien af studier i uddøde sprog og kulturer, i en historie, som for længst er historie, i religiøse ritualer eller litterære og filosofiske værker, som vi alle kan få adgang til via diverse netboghandler, og, hvis vi er heldige, finde på udsalg i supermarkedet? Hvor svært kan det dog lige være?
Vigtigt at teste, afprøve og verificere
En måde at besvare spørgsmålet på er, at ja, vi har alle adgang til en mængde af viden, som tidligere generationer aldrig ville drømme om.
Vi kan gå på internettet og læse bøger, lave statistik, finde vores oldeforældre (i hvert fald sporene af dem), lære sprog, og meget andet.
Men som samfund er det ikke uvæsentligt, at vi har en sektor, som tester, afprøver og verificerer (eller det modsatte) den information, som vi får serveret.
Som giver offentligheden nogle pejlemærker i forhold til, hvad der holder vand, og hvad der ikke gør. Og som giver nye, forskningsmæssigt baserede bidrag til, hvordan både idéer og fakta kan læses, forstås og udvikles: Hvad der giver mening, og hvad der ikke gør. Hvad der er en farbar vej at følge, og hvad der ikke er. Og hvad vi som samfund nogen gange glemmer, men ville få gavn af at huske.
Hvornår går forskeren over stregen?
Et perspektiv på en sådan viden er fra min egen andedam, som er migrationsforskningen.
Hvad der for mig er slående – og dette bl.a. på baggrund af min forskning i indvandring til Nørrebro over de sidste 130 år – er, i hvilken grad Danmark beskrives som etnisk og kulturelt homogent, når historien og data faktisk viser noget ganske andet.
Nogle af mine kollegaer graver endnu længere tilbage i historien og kan for eksempel påvise, at 17 procent af dem, som boede i København i 1700-tallet, var født uden for Danmarks grænser (se for eksempel Jakob Ingemann Parby og Garbi Schmidt: ’Danmark som indvandrerland’, kronik i Berlingske d. 5. maj 2011).
Udover at den slags information er vigtig for en forsker som undertegnede, der skriver på en bog om indvandring til Nørrebro før og nu, vil jeg sige, at den slags viden også er samfundsmæssigt relevant - simpelthen fordi den bidrager med viden om, hvad Danmark er som nation, og hvad vi ikke er.
Idéen om, at Danmark har været etnisk homogent fra nationens fødsel, og at dette er et særkende for os som nation, holder ikke vand. Det er en idé.
Forskerne skal levere input
Men er det ikke her, at en forsker som jeg går over stregen og udtaler mig politisk?
Jeg vælger at se det anderledes: At jeg leverer input til en samfundsmæssig debat og til politiske beslutningsprocesser inden for et felt, som jeg ved noget om. Det anser jeg for mit arbejde og dermed min skatteborgerbetalte opgave.
Hvis udgangspunktet for en offentlig, demokratisk debat hviler på noget, som ikke er kendsgerninger, er det ikke for meget at forlange, at de personer, som staten betaler for at sætte sig ind i sådanne kendsgerninger, rækker hånden op.
Ikke at stat og offentlighed af den grund kan forventes at tage sådanne forskningsresultater ind i debatten. Ikke at akademiske resultater kan og skal stå uantastede.
At skabe viden om, hvad vi ved, er ofte en langsom proces, som indebærer testning og gentestning.
Akkurat som humanistisk forskning må indeholde kritiske, analyserende perspektiveringer på samfundet og mennesket som kulturbærende væsen, må forskningen – og forskerne – til stadighed være kritiske over for sig selv.
Vi har brug for begge sider
Dette fører mig tilbage til udgangspunktet og min interviewperson, som beklagede udviklingen fra videns- til idésamfund.
Min egen konklusion i den forbindelse er ikke, modsat hvad man måske kunne forvente, at vi skal tilbage til ’square one’ (hvis dette nogen sinde har eksisteret). Derimod må en optimal arbejdsdeling være et samspil (i uafhængighed) mellem politisk idé og akademisk vidensproduktion.
Vi har brug for de politiske idéer til at tænke nyt, stort, anderledes, eller til at fastholde det, vi er fælles om.
Og vi har brug for discipliner som humaniora til at teste sådanne idéer og reflektere kritisk over dem og til at sortere i og perspektivere det konstante bombardement af viden, som samfund og borgere udsættes for.
I et effektivitets- og konkurrencesamfund er dette måske ikke altid væsentligt. I et demokrati er det essentielt.
