Kun få har nøgler til landets bunkere, og flere står under vand: Er vi klar, hvis en krig skulle opstå?

»Er du sikker på, at du ikke kan tage med?«

»Det passer virkelig dårligt. Jeg har rigtig mange møder i dag«.

»Ej kom nu, jeg har brug for, at du er der«.

Sådan cirka lød dialogen mellem min kæreste og mig, inden jeg fik ham overbevist om at tage med mig ned og besøge bunkeren på Madvigs Allé på Frederiksberg.

Jeg har klaustrofobi, og det betyder, at tanken om at gå rundt i små mørke gange uden at kende udgangen, giver mig hjertebanken og kvalme.

Alligevel er formålet med mit besøg under jorden meget mere skræmmende end frygten for små lukkede rum.

Jeg vil nemlig undersøge, om landets bunkere kan bruges til noget, hvis der engang skulle komme krig på dansk jord.

Et scenarie, som føles tættere og tættere på med regeringens opfordring til, at vi alle skal preppe og have vand og dåsemad i kælderen, hvis der skulle udbryde cyberkrig, og den militære oprustning med en ny kaserne på Bornholm.

Det kan da heller ikke udelukkes, at der en dag kunne komme konventionel krig på dansk jord, lyder det fra Rosanna Farbøl, der er historiker og forsker i Den Kolde Krig på Aarhus Universitet.

USA’s præsident, Donald Trump, har nemlig rykket ved de gamle alliancer, der har eksisteret siden Anden Verdenskrig.

»Danmark og Europa kan ikke i samme grad som før regne med USA’s hjælp, hvis en anden stormagt skulle beslutte sig for at angribe os. Så vi er mere sårbare overfor krig, end tidligere,« forklarer Rosanna Farbøl og tilføjer:

»Atomkrig er ekstremt usandsynligt. Men der er generelt en øget risiko for konventionel krig, klimakatastrofer og hybridkrig – der er et meget bredt trusselsbillede i Danmark lige nu«.

Bunker – hvor er du?

Det er altså ikke for sjov, at jeg lige nu går rundt og leder efter en bunker i det ellers mondæne kvartér på indre Frederiksberg, hvor krig og bomber synes meget langt væk.

Jeg tjekker min telefon igen. ’Bunkeren er i det lille grønne område mellem Madvigs Allé nummer syv og ni,’ står der i min mail fra Lars Schreiber Pedersen, der er vicestadsarkivar på Frederiksberg Stadsarkiv.

Det er ham, der har nøglen til bunkeren og skal vise mig rundt.

Men det eneste, jeg kan se, er duftende æbletræer, buske og gamle aflagte vejskilte, der står underligt placeret rundt omkring.

Hov – dér var den!

Ud mod vejen, godt gemt bag de gamle vejskilte, ser jeg pludselig en metalplade, hvor der står: ’Museumsbunker Madvigs Allé’.

Og lige bagved en slags låge, som, jeg kan regne ud, fører ned i mørket.

Jeg har fundet bunkeren.

Jeg trækker vejret dybt og skammer mig over at være sådan en kylling. Hjertet banker allerede hurtigere, end det burde.

Ikke plads til alle

Selvom vi under Den Kolde Krig var oppe på at have plads til fire millioner indbyggere i sikrings- og beskyttelsesrum som eksempelvis bunkere, er mange blevet nedlagt, efter skyggekrigen endeligt sluttede med Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Det skriver Rosanna Farbøl i sit studie om bunkerens historie fra 2024.

»I dag er der slet ikke nok til, at alle danskere kan få beskyttelse, hvis bomber skulle falde over Danmark i morgen,« lyder det fra Rosanna Farbøl.

Derudover er mange af de bunkere, der stadig er at finde i det danske landskab, i dårlig stand.

»Flere er fyldt med grønne alger på væggene og står nærmest under vand,« forklarer Rosanna Farbøl.

Allerede i 1970’erne begynder vedligeholdelsen af bunkerne at skrante.

»Der var økonomisk krise i Danmark, og man stoppede med at bygge nye bunkere. Den Kolde Krig var inde i en afspændingsfase, så bunkerne blev glemt,« fortæller Rosanna Farbøl.

Psykologisk førstehjælp

Lige nu er bunkere dog det eneste, jeg kan tænke på. Mine tanker bliver heldigvis afbrudt af synet af en mand på cykel, der lægger an til at dreje ind mod den lille grønne plet på Madvigs Allé.

Han er høj og har et bølget mørkerødt hår.

Det er Lars, konkluderer jeg – for jeg har stalket ham på LinkedIn for at finde ud af, hvem det er, der skal føre mig ned under jorden. Mon han kan psykologisk førstehjælp mod irrationel frygt?

»Hej, det er mig, der er Ida fra Videnskab.dk – du må være Lars,« siger jeg og spørger derefter, om det er OK, at vi bliver én ekstra på turen i dag.

»Min kæreste er kæmpe bunkerentusiast,« siger jeg.

Det er ikke løgn. Min kæreste er vild med historie og alt, hvad der hører med.

Men primært har jeg trukket ham med for min egen skyld. For det der blik, der siger: ’Rolig nu, det skal nok gå’.

Hvem har nøglen?

Min kæreste dukker op på cykelstien, og nu er vi fuldtallige. Der er ingen vej tilbage. Vi skal ned under jorden. Ned i mørket. Jeg mærker igen spændingen stige.

Min puls falder dog hurtigt igen.

Lars står længe og kæmper med hængelåsen, der forsegler indgangen til bunkeren. Han holder sin telefon ned mod låsen, der ellers ligner en helt almindelig lås som dem, man bruger til kælderdøre, kufferter, og som hænger på broer i København.

Men faktisk har låsen en indbygget chip, som kun kan aktiveres via en app på telefonen.

»Vi har en del sjov med den her,« siger Lars, mens han lader telefonens plexiglas kysse hængelåsens metal. Endnu intet match.

»Det er selvfølgelig ikke så godt, den dag Putin smider bomber ned over os, at vi ikke kan låse op,« griner han.

Lars fortæller videre, at der under Den Kolde Krig i 1946 til 1991 var udvalgte personer, der havde nøglerne bunkere i nærheden af deres hjem.

»Idéen var, at når sirenen lød, skulle de her personer skynde sig ned og åbne bunkeren for de forbipasserende trafikanter i området. Og så skulle man gemme sig for bomberne,« fortæller Lars, der udover at være vicestadsarkivar også er uddannet kandidat i historie fra Aarhus Universitet.

I dag er det kun ham selv, »og nogle få fra Beredskabsstyrelsen og Skoletjenesten,« der har nøgler til bunkeren på Madvigs Allé.

Digitale drillenøgler vel og mærke.

»Så hvis en krig skulle komme, tror jeg, at der er rigtig mange, der gerne vil være venner med mig,« siger Lars med endnu et varmt grin.

Jeg tænker, at jeg er glad for, at jeg har Lars’ nummer.

Småt, men godt

Nu lykkes det at få synergi mellem appen og hængelåsen.

»Vil I selv prøve at åbne?« spørger Lars, og min kæreste melder sig først. Med lidt masen får han skubbet metallemmen op.

Støv, spindelvæv og planterester hvirvler op i en søjle af sollys. Vi stirrer ned i et mørkt hul. Min puls stiger igen.

Vi følger efter Lars, der er så høj, at han må krumme ryggen og bøje hovedet på vej ned ad trapperne. Han låser endnu en dør op, mens en lampe tænder.

Der lugter af klassisk kælder.

Lars åbner døren.

Vi stirrer sammen ind i et kuppelformet rum med betonvægge, der har mørke skjolder af fugt. Det er ikke mere end syv meter i diameter.

Og lidt højere til loftet end i gangen, vi kom fra – måske 2,5 meter.

»Hvad? Er det ikke større?« udbryder jeg.

»Nej, det er jo ikke vildt stort,« siger Lars nærmest undskyldende og ser sig om i rummet, der minder om et kollegieværelse i størrelsen.

»Man siger, den kan klare 50 mennesker. Men der er altså crowded, når vi er 30 herinde,« fortæller han videre.

Kan kun bruges til én type trussel

Alligevel vil både Lars og historikeren Rosanna Farbøl hellere sidde i den lille bunker end i kælderen på et hus, hvis der skulle komme konventionel krig i Danmark.

»Bunkeren er lavet af armeret beton, så den er langt mere sikker end både private kældre, p-huse og metroen, hvis vi taler om krig med bomber,« siger Rosanna Farbøl.

Man er nemlig godt beskyttet mod trykbølger fra bomber, faldne teglsten og murbrokker fra ejendomme, når man sidder under jorden, forklarer også Lars Schreiber Pedersen.

»Men hvis bomben rammer direkte ned mod bunkeren, er der intet at gøre. Så er vi færdige,« siger han og tilføjer:

»Og med atombomber er det endnu værre. De rydder alt herfra og til Roskilde«.

Bunkeren kan altså hovedsageligt bruges som tilflugtssted ved konventionel krig, hvis bomben er et stykke væk. Men det kræver, at man har en nøgle. Eller kender Lars. Og at man ved, hvor ens lokale bunker er.

Kunstudstilling eller hobbyrum?

»Den her er beregnet til, at man løber herned i dækning og måske er her i omkring 15 minutter,« siger Lars nede i bunkeren.

Han kan godt se, at jeg ser helt forvirret ud.

Min forestilling om mørke, lange uhyggelige gange i en slags hemmelig underjordisk labyrint er gjort fuldstændigt til skamme.

Jeg kigger på de grønne træbænke langs væggene. Der er ikke nok til 50 personer.

»Der er taget nogle bænke ud af pladshensyn. I dag bruger vi jo mest stedet til undervisningsbrug, og så er det ikke så smart med bænke inde i midten,« forklarer Lars.

Rummet føles da også mest af alt som et slags udstillingsrum. Et oplagt sted til noget moderne installationskunst.

Langs den ene væg står et lille skab med en projektor i og en tilhørende højtaler.

»Vi bruger det til at vise skoleklasser film om Anden Verdenskrig,« fortæller Lars.

Øvelokaler og vinkældre?

Siden begyndelsen af 1990’erne er bunkere blevet set som et levn fra fortiden. En tid med krig og kaos.

»I 1990’erne handlede det mest om, at alle havde ret til et fedt køkken,« lyder det fra Rosanna Farbøl.

Selvom der selvfølgelig var krig andre steder i verden, og terrortruslen lurede i horisonten, føltes risikoen for reel krig på dansk jord, ekstremt usandsynligt.

Mange bunkere blev derfor lavet om til ostekældre, vinkældre eller øvelokaler.

Nogle blev også omdannet til museer, »så turister kunne komme med deres madpakker og få et lille gys over, hvordan det var under Den Kolde Krig,« forklarer Rosanna Farbøl.

Det gælder eksempelvis de lidt større militærbunkere, der skulle bruges til at forsvare Danmark mod Sovjet - eksempelvis Stevns- og Langelands-fortet, der i dag er turistattraktioner.

»Men nu er det pludselig blevet relevant at tale om beskyttelsesrum igen. Og vi begynder at spørge os selv, om bunkere kan bruges som sikkerhedsarkitektur, hvis der skulle komme en krig herhjemme i fremtiden,« siger hun.

I hendes arbejde som forsker og underviser i dansk civilforsvar er der også noget, der har ændret sig markant i løbet af det seneste år.

»Når jeg førhen har talt om, at vi forbereder os på en eventuel 3. verdenskrig, har folk altid syntes, det var absurd og har grinet. Det gør de ikke længere,« siger Rosanna Farbøl.

Tilbage i solskinnet over jorden på Madvigs Allé tænker jeg på en sætning, Lars gentog flere gange under vores tur:

»Ja, i dag er bunkere jo mest af alt en museumsgenstand.«

Jeg håber, at de altid vil være bare det.