Kun en tåbe frygter ikke havet

Søfartshistorien vrimler med skibsforlis og søulykker.

Når søfolk og skib kæmper mod havets rasen, er der ofte tale om dramatiske begivenheder – en kamp på liv og død.

Og det er sandsynligvis derfor at katastrofer til søs er blevet et populært motiv i film- og billedkunsten samt i litteraturen.

Tænk bare på et af Michael Anchers mest berømte malerier ’Vil han klare pynten?’, Carsten Jensens bestseller ’Vi de druknede’ eller Hollywoodfilmen ’Titanic’, der nåede at indspille over to milliarder amerikanske dollars og modtog svimlende 11 Oscarstatuetter.

I bogen ’Skibe og Søfart i Danmarks oldtid’, der netop er udkommet på forlaget Turbine, er jeg dykket ned i søfart fra stenalderen til vikingetiden. I dette uddrag sætter jeg fokus på den del af vores søfartshistorie, som handler om forlis og ulykker.

I vovemods kølvand følger død og ødelæggelse

Søfartshistorien er fuld af dristige og modige søfolk. Helt tilbage til stenalderen blev havstrækninger tilbagelagt i stammebåde, og i de efterfølgende oldtidsperioder, bronzealderen, jernalderen og vikingetiden, tog søfarten til.

Talrige krigs- og handelstogter samt opdagelsesrejser til egne fjernt fra Danmark blev foretaget, og søfartshistorien viser med al tydelig, at Danmark fandt sin plads i verden gennem søfart.

Udforskningen af søfartshistorien viser også, at udelængsel og eventyrlyst ikke kun tilhører nutidens mennesker.

I en skriftlig kilde fra slutningen af 800-tallet kan vi for eksempel læse, at den norske stormand og søfarer Ottar sejler langs den norske kyst, hele vejen til Hvidehavet, fordi han »[…] fik lyst til at finde ud af, hvor langt landet mon kunne strække sig mod nord, og om der boede nogen nord for ødemarkerne.«

Men i vovemods kølvand følger død og ødelæggelse. Det var ikke ufarligt at stikke til søs på eventyr. En kendsgerning, oldtidens søfarerende var fuldt ud bevidste om.

Og der er nok en tendens til at idealisere og romantisere fortidens sømandsliv, når det i dag studeres med en afstand på flere tusinde år og fra landjordens behagelige stuer.

Danmarks mange skibsvrag og et af historiens mest tragiske skibsforlis

I de danske farvande er mere end 20.000 fartøjsfund genopdaget og dokumenteret. De ældste går helt tilbage til jægerstenalderen, mens de yngste hører nutiden til.

Nogle er opgivne eller forsætligt sænkede fartøjer, men de fleste er forliste. Skibe og både, som på grund af hårdt vejr, dårlig sigt, krigshandlinger eller uheldige beslutninger er gået tabt.

Vi kender mest til det 19., 20. og 21. århundredes skibsforlis. Her er de skriftlige og mundtlige vidnesbyrd talrige. Men alligevel er der tilfælde, hvor et skib simpelthen forsvinder sporløst.

Det tragiske tab af skoleskibet København, der er i 1928 forsvandt i Stillehavet på vej fra Sydamerika til Australien, er et eksempel på dette.

Alle ombordværende, størstedelen unge mænd med håb og drømme om et langt liv til søs, mistede livet, og skibet er aldrig blevet fundet.

Oldtidens og middelalderens skibsforlis, hvad ved vi?

Men hvad ved vi egentlig om oldtidens forlis og søulykker? Skibsvragene viser, at oldtidens søfolk heller ikke blev skånet, og i middelalderens islandske sagaer kan vi læse om skandinavers farefulde rejser i nordatlantiske farvande.

På disse rejser var forlis og ulykker en altid nærværende følgesvend. Nogle gange reddes mandskab og store dele af lasten i land, mens skibet må opgives og overlades til sin egen skæbne.

I andre tilfælde er det kun få besætningsmedlemmer, der får reddet sig i land, mens den resterende del af besætningen og last og skib tabes.

Og endelig er der forlis, hvor skibet går ned med mus og mænd.

Runestenenes druknede søfolk

På runestenstekster kan man også læse om mennesker, der druknede under sørejser. På Helnæsstenens indskrift fra den tidligste del af vikingetiden kan vi læse, at:

»Roulv, næsboernes gode, satte stenen efter Gudmund, sin brorsøn. De druknede [tekst mangler]. Åver malede [altså, lavede runeindskriften].«

En noget yngre runestenstekst fundet ved Nylarsker på Bornholm dateret til 1050-1150 efter Kristi fødsel, fortæller om en sømand, der hed Alvard, som druknede under en sørejse sammen med alle andre ombordværende.

Teksten lyder:

»Sasser lod rejse stenen efter sin fader Alvard; han druknede ude med hele skibsmandskabet. Krist hjælpe hans sjæl evigt uden ende. Denne sten skal stå efter [til minde om].«

På sporet af forlis i svenske runetekster

Der findes desuden fire svenske runestenstekster fra vikingetiden, der omtaler tab af menneskeliv til søs.

På Åda-stenen hører vi om Bergvid, der er druknet under en sørejse ud for Livlands kyst. Livland er et landområde, der i dag består af det sydlige Estland og nordlige Letland.

På indskriften fra Tumbo Kirke kan det læses, at en mand er druknet i Englands … et eller andet. Men mon ikke der har stået Englands Havet?

På den meget lange Hillersjö-indskrift får vi en opremsning af forskellige familieforbindelser, men mellem oplysningerne står der pludselig, at en mand ved navn Geirmundr druknede.

Ikke hvor eller hvordan, men bare at han druknede. Den sidste af de fire svenske runestenstekster er fra Näsby, og er lavet af en datter, Ingifastr, som et minde over hendes far, Þorkell, og mor, Gunnhildr, der begge druknede på en sørejse.

Skibsforlis har altid været et vilkår for søfarten

Et skibsforlis er altid en tragedie for de mennesker, der påvirkes af ulykken. Dem, der mister deres kære, eller hvis skæbne forandres markant på grund af de økonomiske tab, forliset fører med sig.

Men som både oldtidens og nyere tids maritime historie viser, har det været nødvendigt med en accept af den altid lurende fare til søs.

Også i nyere tid, har vind og vejr ført til forlis af vikingeskibe. Som billedet herover viser, var en storm i 1995 tæt på at koste et rekonstrueret vikingeskib livet.

Efter en bjærgning og omfattende reparationer kom skibet dog til at sejle igen. Forliset viste, hvor destruktivt vejr, vind og hav kan være. En erkendelse, mange søfolk i oldtiden desværre også har måttet sande.

Forlis og andre søulykker er et vilkår for søfarten, som skibsredere, søfolk og søfolkenes familier har måttet leve med og stadigvæk må forholde sig til i dag.

Så det er på ingen måde overdrevet eller uden rod i virkeligheden, når Carsten Jensen i bogen ’Vi de druknede’ indleder med fortællingen om sømanden Laurids Madsen fra Marstal, der allerede inden han fyldte 15 år havde mistet sin far under et skibsforlis og selv havde oplevet at forlise med skibet Anna.

Alle søfolk ved, at det kun er en tåbe, der ikke frygter havet.