Mens COVID-19-krisen hastigt lukker samfund ned, koster menneskeliv og store økonomiske tab, foregår der en omfattende kamp om at forstå, fortolke og forklare krisen – hvad den er et tegn på, og hvor vi kan være på vej hen?
I denne artikel vil jeg sætte fokus på ét aspekt af COVID-19-krisen:
Hvordan og hvorfor vi er nødt til bestandigt at forholde os til fremtiden for at navigere i den aktuelle krise?
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Kriser er materielle
Den igangværende COVID-19-krise minder os om, at kriser på én gang er materielle og symbolske begivenheder.
På den ene side er COVID-19-krisen materiel:
Sygdomsramte mennesker, sociale distancer, mundbind, respiratorer, fiske- og vilddyrsmarkeder i Wuhan, kollaps af det globale trafiknetværk, mennesker der bliver væk fra arbejde, institutioner der lukker ned, vejtrækningsproblemer, militærkøretøjer der kører døde mennesker væk til afbrænding i Italien.
Krisens materialitet kommer til syne i de billeder og nyheder, vi alle præsenteres for hver dag.
Krisens materialitet efterlader sig spor på kryds af tværs af hele kloden – og vil med al sandsynlighed gøre det i lang tid fremover.
… og symbolske
Men COVID-19-krisen er andet og mere end materialitet, statistikker og nøgterne kendsgerninger: den er også symbolsk. Symbolsk i den forstand, at den åbner et stort rum for fortolkninger, forklaringer, og forudsigelser.
Den åbner et rum for nye handlingsmuligheder og fremtidsforventninger:
- Fra overvejelser om nye muligheder for menneskelig solidaritet til behovet for at lukke grænser og fremmede permanent ude
- Fra forventninger om stabil økonomisk vækst til en ny og hidtil uset omfattende global økonomisk recession
- Fra en fremtid med øget brug af basisindkomst til én hvor den autoritære kinesiske styreform trumfer den demokratisk vestlige
Krisen aktiverer ligeledes en lang række dybe menneskelige fortællinger og forståelsesrammer:
- Fra apokalypse og dommedagsprofetier til konspirationsteorier om virusartens opkomst
- Fra idéen om krisen som en ‘skjult velsignelse’ og et pusterum for Jordens atmosfære til krisen som et ‘historisk tegn’ på den globale økonomis og kapitalismes fundamentale sårbarhed
- Fra traume-erfaringer til insisteren på, at vi er i en undtagelsestilstand
Mennesket er et krisefortolkende dyr
På den måde har krisen et fundamentalt slægtskab med alle andre store kriser i det 20. århundrede –og, fristes man til at sige, alle tidligere kriser.
For så længe der har været kriser og katastrofer i menneskehedens historie som historieskrivende væsener, lige så længe har menneskeheden villet begribe og fortolke katastrofer og kriser.
Til alle tider har mennesket haft behov for at give mening til kriser og katastrofer, for at kunne orientere sig og handle i dem.
Fra pestudbrud i Middealderens Europa og den efterfølgende heksejagt til jordskælvet i Lissabon i 1755, der rejste nye spørgsmål om Guds eksistens i en ondartet verden, er der således et minimalt fællestræk trods de mange historiske forskelle: mennesket er et krise- og et katastrofefortolkende dyr.
Aktuelt foregår der således en helt igennem forudsigelig kamp om at definere, hvori krisen består, hvad vi skal gøre ved den, og hvad der vil følge i dens kølvand.
Nok er denne krise allerede på mange måder forskellig fra for eksempel finanskrisen i 2008 (der langt fra er den eneste relevante sammenligning).
Mens mange pegede på boligmarkedet i USA som den mest umiddelbare årsag til finanskrisen i 2008, foregik der i kølvandet på dén krise en omfattende diskussion af forskellige årsager til den:
Deregulering, overregulering, ‘neoliberalisme’, ‘finansialisering’ af amerikansk økonomi siden 1980’erne samt et svækket tilsyn med den finansielle sektor var bare nogle af de mange bud.
En acceleration af ‘mulige fremtider’
I modsætning hertil står årsagen til den nuværende krise derimod nogenlunde uanfægtet hen:
Spredning af virus fra den kinesiske Wuhan-provins til andre dele af verden via et historisk hidtil uset omfattende og hurtigt globalt trafiknetværk.
Men dér hører enigheden også op.
For hvad angår aktuelle tiltag for at inddæmme krisen, foregår der en voldsom kamp om, hvilke epidemiologiske, medicinske, politiske, og politisk-økonomiske tiltag, der er de rette.
Hvor meget og hvordan skal vi teste? Hvor striks skal karantænen være? Hjælper det overhovedet at lukke grænsen? Hvor går grænsen for, hvor meget data vi kan indhente på borgerne? Og med hvilke typer hjælpepakker kan vi undgå, at økonomien kollapser?
I tæt samspil hermed foregår der lige nu en voldsom acceleration i at udkaste forskellige fremtidsscenarier. Vi handler i kriser på baggrund af vore forventninger til fremtiden.
Hvor mange vil blive smittede og dø, hvor hurtigt vil COVID-19 sprede sig, hvor dyb og global vil den økonomiske krise blive, lyder nogle af spørgsmålene.
Er politiske undtagelsestilstande kommet for at blive, vil den globale kapitalisme overleve, som vi kender den, kommer der en opblussen af anti-globalisering, nationalisme og ‘anti-kinaisme’, og hvad betyder det her for klimakrisen, lyder andre spørgsmål.
Vi ‘udkaster’ fremtider for at få et større handlingsrum
Vi opstiller prognoser, forudsigelser, fremskrivninger, dystopier og – måske – utopier. I en vis forstand ‘skaber’ vi dermed hele tiden nye fremtider.
Dermed ingenlunde være sagt, at vi gør det ud af ingenting, snarere tværtimod: Vi har inden for en lang række videnskabelige discipliner faktisk temmelig gode værktøjer til at estimere, hvad der eksempelvis vil ske som følge af global opvarmning eller ved ikke at gribe ind over for epi- eller pandemier.
Omvendt er der andre områder, hvor vi ikke bare kan fremskrive aktuelle udviklinger ind i fremtiden – eksempelvis når diskussionen handler om, hvilket samfund vi gerne vil være.
Vi udkaster fremtider, fordi vi som mennesker adskiller os fra den øvrige dyreverden derved, at vi i allerhøjeste grad selv er aktører i den historie, vi er i gang med at fortælle.
Vores handlingsrum er knyttet til vores fortolknings- og forudsigelsesrum.
Fremtiden kan ikke begynde
En stor del af den symbolske (fortolkningsmæssige) kamp om kriser handler altså om, at vi er nødt til at have fremtiden som pejlingsmærke for at argumentere for, i hvilken retning vi skal gå i nu. Men her kommer så en afgørende udfordring ind i billedet.
For som den tyske sociolog Niklas Luhmann engang har formuleret det, kan fremtiden ikke begynde. Strengt taget ‘skubber’ vi hele tiden fremtiden foran os. Når fremtidige nu-tider bliver til nutid (når dagen i morgen bliver til i dag), så mister de karakter af fremtid.
Vi kompenserer for at fremtiden ikke kan begynde ved at skabe ‘nutidige fremtider’ – altså ved at forestille os, hvordan verden ser ud om én dag, en uge, en måned, et år, hvis vi gør henholdsvis A, B eller C.
Vi er nemlig nødt til, som handlingsvæsener der orienterer os i tid (og rum), at have en idé om, hvad fremtiden bringer.
Aktuelt ser vi derfor netop nu en lang række diskussioner om, hvilken fremtid der venter os, og hvilken vi ønsker.
Mulige fremtidige kriser
Af samme grund er nogle former for politisk handling ikke bare rettet mod mulige fremtider generelt, men mod ‘mulige fremtidige kriser’ specifikt.
Det ser vi eksempelvis i forskellige former for præventive krise- og katastrofepolitikker. Det er klimapolitik, der retter sig mod yderligere klimaforandringer (som CO2-afgifter).
Det er finansiel regulering, der søger at undgå fremtidige finansielle kriser (som Glass-Steagall lovgivningen i USA efter krisen i 1930’erne, eller Dodd-Frank reformen (2010) under Obama efter 2008-finanskrisen).
Det er antiterror-politik, der søger at forhindre fremtidige terrorangreb ved for eksempel at anvende de meget omdiskuterede ‘pre-emptive’ (forebyggende) angreb rettet mod potentielle terrorister (standard amerikansk praksis siden 2002).
Og endelig er det epidemiologiske sikkerhedsforanstaltninger, der har til hensigt at sikre samfund imod udbredelsen af fremtidige epidemier, som det for eksempel blev foreslået af en lang række forskere i forlængelse af ebola-epidemien i Vestafrika, men også i forbindelse med tidligere epidemier som for eksempel SARS-epidemien i 2003.
Fra sundhedskrise til økonomisk krise
Den situation – afværgelsen af mulige fremtidige kriser – står vi faktisk også i lige nu, fordi krisen kan ændre karakter.
Hjælpepakker, karantæner, tests, centralbankernes pengepolitik, oplysningskampagner og så videre iværksættes også, fordi der er fare for, at den aktuelle sundhedskrise og økonomiske krise kan føre ikke bare til en mere dybt-indgribende pandemi globalt sundhedsmæssigt, men også gå fra økonomisk recession over i en endnu mere vidtrækkende finansiel panik.
En sådan panik kan forstærke den negative økonomisk spiral i en grad, så vi står med en økonomisk krise a la 2008.
Denne mulige, fremtidige krise handler regeringer og centralbanker også på nu ved at forsøge at skabe ny tillid til fremtiden.
Også i denne forstand skaber vi vores egen fremtid: Negative – eller positive –forventninger kan blive selvopfyldende.
COVID-19-krisen kan få os til at glemme andre kriser
Kriser er forbundne med omfattende fortolkningskampe. Disse kampe er helt afgørende, fordi de er med til at udstikke rammerne for nutidig og fremtidig politisk handling.
Jeg har i denne artikel især lagt vægt på at fremhæve, at disse fortolkningskampe involverer ‘skabelsen’ af en lang række forskellige fremtidsscenarier, som er nødvendige for at orientere sig i krisen.
Når det er sagt, er der også en lang række andre aspekter af fortolkningskampene om kriser, der kunne blive udforsket yderligere.
Som den britiske politilog David Runciman har gjort opmærksom på, er vores perspektiver på kriser også i høj grad influeret af, hvor vi selv taler ud fra.
Man kan argumentere for, at Vesten har været ringe forberedt på denne pandemi, fordi Vesten var langt mindre påvirket af visse andre nyere, lignende epidemier som for eksempel ebola eller SARS end andre lande, og at Den Spanske Syge simpelthen ligger for langt tilbage i tid (1918) til, at den udgør en del af den kollektive erfaring.
Tilsvarende er det en vigtig pointe, at kriser som denne nemt fører en række perspektivforskydninger med sig, hvor andre igangværende kriser – eksempelvis klima, flygtninge, kritisable politiske forhold i mange lande og så videre – glemmes eller stærkt nedprioriteres, som det er sket så ofte før.
Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com.
