Kongens elskerinder

Det har skabt stor skandale, at den svenske kong Carl Gustav anklages for at været sin hustru, dronning Silvia, utro med en kendt svensk sangerinde.

Foruden alle de andre damer, som kongen øjensynligt har bestilt til 'aftenkaffen' eller frekventeret på stripklubber.

Men går man bare halvandet hundrede år tilbage, ville kongens eskapader næppe have vakt forargelse.

Helt frem til midten af 1800-tallet var det en selvfølgelighed, at Europas konger - også de danske - havde elskerinder.

Oven i købet sådan helt alment kendte elskerinder, som boede tæt på hoffet, og som kongen åbenlyst delte sit liv med og fik børn med sideløbende med ægteskabet med dronningen.

Men sådan er det bestemt ikke længere. Og i SDU-historiker Michael Bregnsbos nye bog 'Til venstre hånd' får man en forklaring på, hvor de officielle elskerinder er blevet af, og hvorfor utroskab i kongehuset i dag er ugleset.

Hor og utroskab forbrydelse mod Gud og samfundet

'Til venstre hånd' er historien om de kendte, royale elskerinder - fra Dyveke i starten af 1500-tallet til Danmarks sidste officielle royale maitresse, Fru Dannemand, i cirka 1850.

Men bogen handler også om, hvordan de danske Christian'er og Frederik'er overhovedet kunne slippe afsted med deres åbenlyse udenomsægteskabelige affærer.

Hor og utroskab var strengt forbudt og betragtet som en forbrydelse mod Gud og samfundsordenen, og der var strenge straffe til dem, der blev taget med bukserne nede ude i byen.

Det gjaldt i øvrigt også dronningen.

For eksempel blev den utro dronning Caroline Mathilde landsforvist og fik aldrig sine børn at se igen, mens hendes elsker Struenses parterede lig endte på hjul og stejle i 1772.

Så hvorfor var noget så kriminelt som utroskab tilladt for kongen?

Kongens to kroppe

»Under enevælden var kongen naturligvis ophøjet og hævet over loven og kunne gøre, hvad han ville, og de, der sagde ham imod, blev landsforvist eller det, der var værre. Men derudover var der også en opfattelse af, at kongen havde to kroppe:«

»En privat krop, som var fysisk og dødelig som alle andres, og så en krop, der var politisk og som tilhørte kongeembedet,« fortæller forfatter og lektor Michael Bregnsbo, Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse på Syddansk Universitet.

»Kongens politiske krop var gift med dronningen. De royale ægteskaber var jo altid arrangerede og udtryk for vigtige alliancer med udenlandske fyrstedømmer. De bundede ikke i kærlighed eller sympati for den sags skyld.«

Ikke royale one-night-stands

»Derfor blev det ikke opfattet som rigtig utroskab, når kongens private krop fik dækket sine behov for sex og kærlighed hos en anden kvinde,« fortæller Michael Bregnsbo.

Han tilføjer, at dronningen kun havde én krop, og at hun var kongens ejendom.

»Det blev betragtet som en krænkelse af kongens suverænitet, hvis dronningen var utro.«

»Derudover kunne man heller ikke tåle at stå i en situation, hvor der var tvivl om, hvorvidt kongen nu også var far til de børn, dronningen fødte. Det kunne i værste fald føre til arvestridigheder og borgerkrig,« siger Michael Bregnsbo.

Hans bog ikke handler om royale one-night-stands eller mere løse forbindelser:

Hovedpersonerne er de elskerinder, som kongerne havde længerevarende og betydningsfulde forhold med, og som har sat deres aftryk på Danmarkshistorien.

Tre aftner om ugen hos ekstra familie

Eksempler er der nok af. Alle konger - på nær den fromme Christian den 6. - havde elskerinder. Dog som regel kun en ad gangen. Elskerinderne boede tæt på hoffet, havde deres daglige gang her og var mor til flere af kongens børn. I mange tilfælde var der tale om forhold, der mindede om et ægteskab.

For eksempel var det alment kendt, at Frederik den 6. tilbragte tre aftener om ugen i en officersbolig i Toldbodgade i København sammen med sin maitresse, Fru Dannemand, og parrets fire børn. Frederik den 6. vedgik sig offentligt faderskabet, børnene blev senere adlet, men arveret til tronen fik de aldrig.

»Kongens udenomsægteskabelige børn kunne ikke arve tronen. De udgjorde derfor ingen trussel for dronningens børn, heriblandt tronarvingen, og blev ikke betragtet som et politisk problem,« siger Michael Bregnsbo.

Jalousi var bandlyst

Jalousi var heller ikke noget problem, alene af den grund at det ikke var accepteret. Følte dronningen sig tilsidesat og ydmyget, måtte hun bide det i sig.

Kun Frederik den 4.'s dronning Louise viste åbenlyst sin jalousi og lavede flere scener ved hoffet, når kongen foretrak Anna Sophie Reventlows selskab.

Men det gav kun bagslag. Dronningen blev betragtet som pinlig og fik ingen medfølelse og da slet ikke hos kongen, der giftede sig med Anna Sophie Reventlow til venstre hånd.

»Dronning Louise var undtagelsen. Almindeligvis affandt dronningerne sig med kongernes utroskab. Dronningerne var som regel selv døtre af udenlandske monarker. De var vokset op ved et hof og kendte vilkårene i 'branchen',« forklarer Michael Bregnsbo.

Middelklassen vinder frem

Den særlige branche begyndte dog at ændre sig i midten af 1700-tallet i takt med, at middelklassen og borgerligheden tog over med kernefamilien, ægteskabelig troskab og hårdt arbejde som vigtigste værdier. Middelklassen betragtede adelen som sammenspiste, dovne og letfærdige i seksuelle henseender, og der var ikke længere den samme overbærenhed med kongens udskejelser.

Da den gale Christian den 7. blamerede sig ude i byen med Støvlet-Katrine, en prostitueret, fik pøblen nok, og hoffet fik lige så stille Katrine ekspederet ud af landet. Christian den 7.'s søn, den senere Frederik den 6., blev den sidste danske monark med en offentligt kendt maitresse, fru Dannemand.

»Middelklassens værdier er så udbredte i dag, at officielle elskerinder ville være fuldstændig uacceptabelt. Vi forventer, at kongefamilien lever et liv, som vi kan identificere os med. Og når de frit kan vælge deres ægtefælle, forventer vi også, at de tager den, de elsker - og er tro mod vedkommende hele livet,« siger Michael Bregnsbo.

Lavet i samarbejde med magasinet Ny Viden, Syddansk Universitet.