De første dyr på jorden havde ikke meget luft at gøre godt med.
Ny forskning fra Syddansk Universitet viser, at dyrene for omkring 550 millioner år siden levede under ekstremt fattige iltforhold.
»Vores resultater tyder på, at iltniveauet var helt ned til syv gange lavere end i dag i de første 150 millioner år af dyrenes udviklingshistorie.«
»Det betyder, at de allerførste dyr opstod og levede under væsentlig fattigere iltforhold end hidtil antaget,« siger ph.d. Tais Wittchen Dahl fra Nordisk Center for Jordens Udvikling på SDU.
Sammen med sine forskerkolleger har han netop offentliggjort de nye forskningsresultater i det anerkendte amerikanske videnskabelige tidsskrift PNAS.
Svaret findes på havbunden
De nye forskningsresultater er overraskende.
Dels fordi store dele af den videnskabelige verden hidtil har antaget, at de første dyr havde meget mere ilt. Dels fordi SDU’s forskere som de første i verden har taget en ny metode i brug til at måle mængden af ilt i fortiden.
Forskerne har analyseret 1700 millioner år gammel havbund, der indeholder tungmetallet molybdæn.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
Det afslører, hvor meget ilt eller svolvbrinte, der fandtes i verdenshavene, da dyreriget opstod.
Tidligere metoder og forsøg på at måle iltniveauet har begrænset sig til mindre vandmasser eller enkelte fjorde og har altså ikke kunnet give et overblik over verdenshavenes globale tilstand.
Hæmmet dyrene
Studiet viser også, at den manglende ilt har hæmmet dyrenes udvikling i de første 150 millioner år af deres historie. »Det er med til at forklare, hvorfor de første dyr og fisk, der kravlede rundt på havbunden, aldrig blev større end højst ti centimeter lange. Der var simpelthen ikke brændstof nok,« siger Tais Wittchen Dahl.
Hans kemiske analyser beviser også, at der sker en ændring i atmosfæren for 400 millioner år siden, altså 150 millioner år inde i dyrenes udviklingshistorie. Her steg ilt-koncentrationen pludselig til noget nær nutidens niveau.
»Det hænger sammen med landplanternes opståen. De skaber nemlig så betydelige mængder ilt, at dyrenes udvikling for alvor tager fart og form – og at gigantiske rovfisk på op til ti meter opstår.«
Lavet i samarbejde med magasinet Ny Viden, Syddansk Universitet.