»Jeg synes, det er et ganske imponerende arbejde.«
Sådan lyder dommen over den små 1.000 sider lange teologiske doktorafhandling Den skønne tænkning, som er skrevet af dr.phil Dorthe Jørgensen, professor i Idéhistorie og Filosofi ved Aarhus Universitet.
De rosende ord kommer fra teologiprofessor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet, Svend Andersen. Han havde ellers rollen som ham, der skulle stille kritiske spørgsmål til Dorthe Jørgensen, da afhandlingen blev forsvaret for nogle uger siden.
Den skønne tænkning er Dorthe Jørgensens anden doktorafhandling – den første var i filosofi og Idéhistorie. Men selvom afhandlingerne tager udgangspunkt i hvert sit fag, er de begge brikker i Dorthe Jørgensens filosofiske projekt: At undersøge, hvordan tingene omkring os kan have en betydning, der ligger ud over den, vi normalt tilskriver dem i hverdagen.
»Hun siger, at der er noget forunderligt ved verden, som vi normalt overser. Og bliver vi først opmærksomme på det forunderlige, er det nærliggende at sige, at det er der, fordi der står noget guddommeligt bag. På den måde ligner hendes tanker K.E. Løgstrups – selvom han var i en klasse for sig,« siger Svend Andersen.
Gammeldags – i den bedste betydning
Hele Dorthe Jørgensens forfatterskab har kredset om erfaringen af ’det skønne’. Altså de særlige øjeblikke, hvor vi oplever at ’falde i ét’ med vores omgivelser – og hvilke inspirerende tanker, den slags oplevelser kan føre til.
Arbejdet er sket i den filosofiske tradition, man kalder filosofisk æstetik.
(Læs mere i: Kirkens skønhed kan lære dig at tænke anderledes)
De mange års indsats er helt hendes egen. I modsætning til de fleste andre forskere, arbejder Dorthe Jørgensen alene.
»Hun er en klassisk forsker – forstået på den måde, at det er et enkvinde-foretagende. I øjeblikket lægger man fra universitetets side vægt på kollektiv forskning, så hun er atypisk og gammeldags i ordets bedste betydning.«
»Der skal normalt flere forskellige forskere til at dække så mange filosoffer og forskningsområder, som Dorthe Jørgensen har sat sig ind i. Så det er en meget imponerende præstation,« siger Svend Andersen.
Ikke kun relevant for filosoffer og teologer
Filosofiprofessor emeritus Dag Andersson fra Universitetet i Tromsøe var – ligesom Svend Andersen – også opponent på ’Den skønne tænkning’. Han er også imponeret over Dorthe Jørgensens bedrift.
»Der er meget at lære af afhandlingen. Den indeholder vigtige indsigter i centrale temaer hos filosoffer som Kant, Benjamin og Heidegger. På den måde har den stor fagfilosofisk betydning.«
»Men dens største betydning, synes jeg, er, at den gør os opmærksomme på, hvordan det skønne som fænomen er til stede i vores liv. Og at anstrengelsen med at forstå det skønnes betydning, giver os både en bredere og dybere forståelse af os selv,« fortæller Dag Andersson.
Han mener, at Dorthe Jørgensens arbejde har relevans langt ud over kredsen af teologer og filosoffer.
»Dorthe Jørgensen viser, at den erfarings- og erkendelsesform, der er særegen for den filosofiske æstetik, ikke kun er relevant i forhold til religionsfilosofiske temaer. Den er også relevant i forhold til vores forståelse af videnskab, moral og politik. Således er hendes afhandling også et vigtigt og kritisk bidrag til samtidsfilosofien i det hele taget,« konstaterer Dag Andersson.
Du kan læse mere om afhandlingen Den skønne tænkning i artiklen Kirkens skønhed kan lære dig at tænke anderledes. Og du kan læse portrættet af Dorthe Jørgensen: Fri fugl efterlyser fordybelse.

































