Det er på sin vis en vis fascination ved forestillingen om, at nogle af verdens største stjerner brænder ud i en alder af 27 år.
Den såkaldte Klub 27 har levet i vores fælles fantasi i et halvt århundrede med medlemmer, som blandt andet tæller legendariske musikere som Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison, Kurt Cobain og Amy Winehouse.
Idéen er lige så forførende, som den er tragisk: en sammensmeltning af talent, berømmelse og død i en alt for tidlig alder.
Men gemmer der sig en sandhed i dette fænomen, eller er det blot en historie, vi fortæller os selv og hinanden om berømmelse og ungdom?
I vores nyligt publicerede forskning gransker min kollega Patrick Kaminski og jeg, hvorfor Klub 27 forsat lever i vores kultur.
Vi satte os ikke for at aflive myten. Når alt kommer til alt, er der ingen grund til at tro, at 27 er en særlig farlig alder, medmindre man er overtroisk.
Vi ønskede snarere at se nærmere på Klub 27 for at forstå, hvordan en myte vinder indpas og påvirker vores opfattelse af virkeligheden.
Er Klub 27 virkelig?
Klub 27 Club går tilbage til begyndelsen af 1970'erne, efter Brian Jones, Jimi Hendrix, Janis Joplin og Jim Morrison alle døde i en alder af 27 år på mindre end 2 år.
Denne forbløffende tilfældighed satte sit præg på den kollektive hukommelse.
Det var ikke kun deres alder. Det var den røde tråd af musikalsk genialitet, modkultur og de tragiske dødsfald som følge af en cocktail af berømmelse, stoffer, og hvor svært det er at være menneske.
Det er ikke bare et fascinerende narrativ; det har også en nærmest mystisk 'synkronicitet' (oplevelsen af at to eller flere forskellige hændelser, som ikke er forbundet årsagsmæssigt, opstår sammen på en meningsfuld måde, red.)
\ Læs også
Synlighed har en mærkværdig effekt
Ved at analysere data om 344.156 bemærkelsesværdige afdøde personer, der er beskrevet på Wikipedia, fandt vi, at selvom der ikke er en øget risiko for at dø som 27-årig, får de personer, der dør i lige den alder, markant større offentlig opmærksomhed.
Vi brugte Wikipedia-sidevisningerne som et mål for berømmelse, og vores studie afslører, at de afdøde 27-åriges eftermæle opnår mere synlighed og opmærksomhed end personer, der dør, når de er 26 eller 28.
Den større synlighed og opmærksomhed har en mærkværdig effekt: Folk er mere tilbøjelige til at støde på dem, der døde som 27-årige end andre, der gik bort i en tidlig alder – også selvom de ikke kendte til Klub 27-myten.
Det får det til at se ud, som om at risikoen for at dø som 27-årig er større. Myten om Klub 27 er en selvopfyldende profeti: Den blev 'virkelig', fordi vi troede på den.
Hvorfor Klub 27 Club?
Vi mener, at dette fænomen kan forstås gennem tre indbyrdes forbundne koncepter:
- Stiafhængighed ('path dependence')
- Stigmergi ('stigmergy')
- Mimetisk tingsliggørelse ('memetic reification')
Stiafhængihed henviser til, hvordan tilfældige begivenheder danner en præcedens, der påvirker forekomsten af et bestemt mønster i fremtiden.
Den første 'klynge' af højt profilerede dødsfald i en alder af 27 år var statistisk usandsynlig - vi anslår, at 1 ud af 100.000 tidslinjer ville indeholde 4 så berømte dødsfald i en alder af 27 år - men det skabte en narrativ 'sti', der har holdt ved og formet den kollektive virkelighed.
Arkiv for vores fælles hukommelse
Stigmergi beskriver, hvordan spor af en hændelse eller handling i nogle omgivelser eller miljøer indirekte kan koordinere fremtidige hændelser eller handlinger. I den digitale tidsalder fungerer platforme som Wikipedia eksempelvis som arkiver for vores fælles hukommelse. Eksistensen af en dedikeret Klub 27-side med links til dens medlemmer øger synligheden af dem, der dør som 27-årige.
Det skaber et feedbackloop: Jo mere vi klikker, desto mere fremtrædende bliver disse figurer, og jo mere bliver myten forstærket.
Det, vi kalder memetisk tingsliggørelse, opsummerer, hvordan overbevisninger kan forme virkeligheden. Vi læner os op ad det såkaldte Thomas-teorem, som lyder: »Ting, mennesker tror er virkelige, får virkelige konsekvenser«.
Myten om Klub 27 har en håndgribelig effekt på den kulturelle erindring og berømmelse. Ved at give betydning til alderen 27 år ophøjer samfundet eftermælet efter dem, der dør i den alder, hvilket giver myten nogle håndgribelige konsekvenser.
\ Læs også
Hvorfor holder myter ved?
Hvorfor holder sådanne myter ved? Myter handler ikke om faktuel nøjagtighed, men om narrativer, der skaber genklang hos mennesker.
Myter bugner af mystik, tragedie og den menneskelige hang til at finde mønstre i tilfældigheder. Fortællingen om Klub 27 er poetisk. Den sammenfatter genialitetens flygtige natur og livets skrøbelighed.
Det er en historie, der inderligt og indtrængende beder om at blive fortalt og genfortalt; uanset om den er sand.
Det er ikke et isoleret fænomen. Kulturelle mønstre opstår ofte fra tilfældige hændelser, der gennem kollektivt engagement og historiefortælling bliver indlejret i vores forståelse af verden.
Tag for eksempel sprogets udvikling - hvorfor kalder vi en hund for en 'hund'? Der er ikke noget 'hundeagtigt' ved ordet.
Filosoffen Ludwig Wittgenstein observerede engang, at næsten alle symboler er vilkårlige.
I nogle lande kører man i venstre side af vejen, mens man i andre kører i højre side.
Selvom valget om henholdsvis venstre- eller højrekørsel er påvirket af nabolandene eller bilproducenterne, blev det i sidste ende truffet ud fra en vilkårlig beslutning, fordi man var nødt til at vælge enten den ene eller den anden side.
Denne skik og brug begyndte som en tilfældighed, som med tiden blev standardiseret og meningsfuld gennem 'social forstærkning'.
Vidnesbyrd om et komplekst samspil
Klub 27 er som en linse, hvorigennem vi kan granske mytedannelsens magt i at forme opfattelsen af historie og virkelighed.
Det sætter fokus på, hvordan kollektive overbevisninger kan have konsekvenser i den virkelige verden og påvirke, hvem der bliver udødeliggjort i vores kulturelle erindring.
Det er et vidnesbyrd om det komplekse samspil mellem tilfældige hændelser, historiefortælling og de mekanismer, som foreviger myter.
Selvom vi måske ser ud til at aflive myten om Klub 27, så lad os ikke slippe fortællingen om den.
Vi er ikke ude på at aflive myter. Men ved at optrevle myten, anerkender vi de dybereliggende måder, hvorpå fortællinger påvirker vores kollektive bevidsthed. Ved at forstå processerne bag mytedannelsen kan vi bedre værdsætte kulturens rigdom og de historier, folk vælger at fortælle.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
