Myternes tid er ikke forbi

Den grønlandske myte om Havets Moder fortæller om en ung kvinde, som ikke vil være hos den mand, hun er blevet gift med. Da hendes far kommer for at hente hende i en båd, forfølger manden dem, og for at redde sig selv kaster faren sin datter over bord.

Hun klamrer sig til rælingen for ikke at drukne, men så hugger han hendes fingre af, og hun synker ned i det mørke vand, hvor fingerstumperne forvandles til havdyr, og hun selv bliver til Havets Moder.

Denne havkvinde er en vigtig og magtfuld figur i grønlandsk tradition. Hvis ikke menneskene behandler hinanden og deres fangstdyr med respekt, sætter deres synder og normbrud sig som snavs i hendes hår, og hun holder dyrene tilbage, så ingen fanger noget.

Hvis det sker, må en angakok, eller åndemaner, råde bod på situationen, rejse ned til bunden af havet og rede hendes hår, rense det for snavs og smide skidtet væk, så dyrene igen kan færdes frit – og menneskene kan fange dem.

Myten peger på en klar sammenhæng mellem menneskers adfærd og deres muligheder for at skaffe mad og dermed overleve i deres lokale miljø. Opfører de sig forkert, går det galt, og det er ikke uden risiko at prøve at genoprette balancen.

Det er let at forestille sig, at det i gamle dage var en vigtig fortælling i et lille, arktisk samfund, hvor man var helt afhængig af fangsten fra sin kajak ude på havet.

Men myten giver også mening i dag, hvor vi globalt må forholde os til en menneskeskabt klimakrise, der ikke kun går ud over os selv, men også mange dyrearter og den delikate balance i naturen.

I DR’s programserie De unge grønlændere fra 2018 brugte to kvinder netop myten om Havets Moder til at udtrykke en holdning til vores måde at behandle naturen på.

Hvis vi fælder Cederskoven

Som den amerikanske forsker i norrøn mytologi John Lindow bemærker, har myter altid tjent ideologiske formål, og der er ingen ende på, hvor mange gange en myte kan få en ny forklædning.

Også den ældgamle mesopotamiske myte om helten Gilgamesh, der er blandt de ældst bevarede fortællinger, vi kender, kan fremstå relevant i den moderne diskussion om menneskets forhold til naturen.

Et stykke inde i digtet, på tavle fire, fem og seks, beslutter Gilgamesh og hans ven Enkidu sig for at opnå hæder ved at dræbe den monstrøse Humbaba, der beskytter gudernes skønne Cederskov.

Efter en hård kamp iblandet lange diskussioner med Humbaba om det rimelige i at slå ham ihjel, lykkes det til sidst, selv om han er beskyttet af guderne. I overmod og uden omtanke fælder Gilgamesh dernæst alle træerne i Cederskoven.

Hjemme i byen Uruk, hvor Gilgamesh er konge, bliver de fejret, men da han ubesindigt afviser gudinden Ishtars gunst, sender hun som straf himmeltyren til Uruk, hvor den anretter store ødelæggelser.

Da de to venner også dræber himmeltyren, begynder guderne at rase. De beslutter at straffe dem ved at slå den ene ihjel. For Gilgamesh sker der nu det frygtelige, at Enkidu dør, og tabet af vennen sender ham ud i en følelsesmæssig krise. Han er ved at gå til af sorg og angst for selv at dø.

Hans overmod får dermed alvorlige konsekvenser, og Gilgamesh lærer på den hårde måde, at selv ikke en konge er urørlig.

Mytens budskab kan klinge relevant i nutidens globale samfund, hvor jagten på status og rigdom nogle gange går hånd i hånd med ødelæggelse af naturområder.

Vi kan godt tilsidesætte advarslerne om de konsekvenser, som vores destruktive handlinger kan få, men måske rammer overmodet os alligevel i sidste ende: Hvis vi fælder Cederskoven, saver vi den gren over, vi selv sidder på.

Afspejler vores eget livssyn

Det var dog næppe bæredygtighed i moderne forstand, der optog sindene i oldtidens Mesopotamien. I myten begår Gilgamesh hybris og pådrager sig derved gudernes straf, og i oldtiden har man nok snarere ment, at mytens budskab var ikke at blive kålhøgen af sin succes.

Når vi læser eller hører gamle historier, fokuserer vi ofte på de detaljer, der i vores egen nutid forekommer mest relevante.

Når forskere i dag diskuterer nordisk mytologi, hører jeg for eksempel ofte spørgsmål om, hvorvidt Odin var queer. De historier, vi selv fortæller, afspejler naturligvis altid vores eget livssyn.

Inden for narrativitetspsykologien taler man om ’den narrative konstruktion af virkeligheden’, et begreb, som blandt andre den amerikanske psykolog Jerome Bruner var med til at udvikle i 1980’erne.

Der er ikke nogen samlet teori for narrativitets psykologi, men det handler om, hvordan mennesker skaber mening ud af deres erfaringer ved at lytte til andres fortællinger og ved selv at fortælle om deres oplevelser.

I processen sætter vi episoder sammen til et handlingsforløb, der har en begyndelse, en midte og en slutning – såvel som en pointe.

Når jeg for eksempel selv fortæller om, hvordan min daværende mand i løbet af et halvt år døde af lungekræft i 2001, kan jeg se, at forløbet, som dengang var hovedkulds og kaotisk, i dag udgør en sammenhængende fortælling for mig.

Jeg har med andre ord skabt en beretning, som virker meningsfuld, og som jeg spejler mig i, nogle gange.

Der er naturligvis tale om en personlig fortælling, der betyder noget for relativt få mennesker, mens myter er kollektive fortællinger af betydning for samfundet som sådan eller endog hele menneskeheden. Og vi mennesker bliver aldrig færdige med at fortælle.

Fremtidens myter

Et sjovt tankeeksperiment kunne derfor være at vende blikket mod fremtiden og overveje, hvordan vores efterkommeres efterkommere måske engang vil huske vores nutid som en fjern og mytisk fortid. Hvilke begivenheder og personer fra det 20. århundrede har den form for potentiale?

Det er et svært spørgsmål at besvare i et sekulariseret samfund som det danske, da myter ofte handler om guddommelige og overmenneskelige skikkelser.

Mytiske helte er dog ikke nødvendigvis stærkere, kløgtigere eller mere moralske end andre mennesker, som den engelske ekspert i oldgræsk kultur Helen Morales udtrykker det.

Det handler heller ikke om, hvorvidt de har levet et godt liv eller levet overhovedet. Det handler derimod om, at de skiller sig ud i kraft af deres måde at være i verden på.

Alligevel er der historiske personer og begivenheder, som af knap så hellige årsager har potentiale til at udvikle sig til fortællinger af mytisk karakter i løbet af de næste tusind år.

Det gælder for eksempel de stoiske musikere på RMS Titanic, der i 1912 fortsatte med at spille cello og violin, mens panikken spredte sig på damperens mange dæk, skibet sank ned i det iskolde, natsorte Atlanterhav, og druknedøden ubønhørligt kom nærmere.

Der er også de desillusionerede soldater i skyttegravene under Første Verdenskrig, som juleaften 1914 nedlagde deres våben og fejrede jul med fjenden – tyskere på den ene side, englændere og franskmænd på den anden.

Her opstod der et magisk mellemrum, hvor frygten for fjenden i nattemørket og frosten i tåspidserne blev forvandlet til et fællesskab, da nogle af soldaterne gav sig til at synge julesange.

Lyden af menneskestemmer, der sang i natten, rørte soldaterne på den anden side af ingenmandsland og satte dem i stand til at tilsidesætte krigen for en stund mod alle ordrer fra deres overordnede.

De kravlede op af skyttegravene, mødtes med fjenden, sang sammen og delte deres sparsomme beholdninger af cigaretter og chokolade.

Verden blev ny igen

Og så er der Berlinmurens fald i 1989, hvor det tyske folks higen efter frihed og samhørighed kammede over, og det ideologiske skel mellem øst og vest, som muren i næsten 30 år havde manifesteret med pigtråd og beton, blev væltet.

For de af os, som voksede op med den kolde krig og jerntæppet, der delte Europa, symboliserer Murens fald kommunismens sammenbrud i Sovjetunionen og Østeuropa.

Som 15-årig sad jeg klistret til skærmen, da TV-Avisen bragte billeder af Berlins borgere, der bogstaveligt talt væltede grænsen mellem de to Tysklande. Årtiers sammenbidt eksistens med hemmeligt politi, undertrykkelse og ideologisk hjernevask kogte over i et følelsesmæssigt højdepunkt uden sidestykke i moderne tid.

Musikere, der tappert spiller til de dør. Soldater, der synger med deres fjender. Et undertrykt folk, der vælter en mur – det er stærke billeder. De viser personer og begivenheder, som rækker så langt ud over det sædvanlige, at de nærmest løfter sig op over det virkelige og det menneskelige.

De handler om det øjeblik, hvor der går hul på hverdagen, og det exceptionelle vælder frem. Det næsten ubærlige, sønderrivende øjeblik, hvor vi agerer, som var vi mere end blot mennesker.

Den tid er ingenlunde forbi, hvor myter kan opstå.