Islændingene er i løbet ganske få år begyndt at fremstå som eksotiske og lidt mærkelige. For bare tyve år siden ville de hellere være som borgerne i alle andre europæiske lande – men nu er der penge i at være anderledes.
Det forbløffende forhold bliver afdækket i en ny ph.d.-afhandling. Den undersøger, hvordan Island og Danmark har haft det med hinanden igennem historien.
Som noget nyt undersøger projektet islændingens selvbillede ved at analysere både kunst, reklamer, frimærker og andre visuelle fænomener fra landet i Nordatlanten (læs mere om den særlige forsknings-tilgang i boksen under artiklen).
»De første udbredte malerier fra Island blev malet af danskere i 1800-tallet. De viste vilde gejsere, vandfald og vulkaner. Da islændingene i 1930erne selv fik mulighed for at vise deres land frem på postkort, fremhævede de derimod deres moderne havne og bykultur.«
»Men det har ændret sig i dag. Nu vil islændingene gerne være så anderledes og naturfolk-agtige som muligt og nærmest fremstå som et naturfolk. Det har nemlig en meget stor branding-værdi,« siger ph.d. i Visuel Kultur fra Københavns Universitet, Ann-Sofie Gremaud.
Der var ikke prestige i at være anderledes
Islands branding har øjensynligt virket. Turismen er i løbet af de seneste fem år fordoblet til 600.000 turister i 2011.
Det lille land har virkelig sat sig selv på verdenskortet som en excentrisk nation. Hver 20. islænding påstår at have set alfer, kultur- og turistindustrien giver indtryk af, at de lever de lever i pagt med deres vilde men smukke natur – og så har de den gådefulde sangerinde Björk.
Når særlinge-identiteten er en branding-succes, kan man undre sig over, at Island ikke tog den på sig noget før. Men der findes en god forklaring:
\ Fakta
Islændingene har ændret deres selv-billede i en glidende proces. »Det sker i alle lande og kulturer. I Islands tilfælde handler det meget om, hvad der sælger.« »Det hele er dog ikke bevidst kalkulering, men derimod nogle kulturelle strømninger, der ændrer sig langsomt. Da mange islændinge lever i storbyer – i Island bor 50 procent af befolkningen i hovedstaden – trives et romantisk billede af naturen ’derude’,« siger Ann-Sofie Gremaud.
Dengang Island var et biland i det danske rige – i årene 1662-1944 – var der ikke prestige i at være anderledes eller naturlige. Så selvom danskerne så islændingene som særlige, ville islændingene helst være alt andet end eksotiske.
Islændinge ville ikke udstilles sammen med grønlændere
Forskellen på danskernes og islændingenes syn på Island bliver meget tydeligt, hvis vi rejser tilbage i tiden til 1905. Da skulle der være ’koloniudstilling’ i Tivoli. På udstillingen kunne danskerne komme og se det, der dengang blev opfattet som eksotiske mennesker og spændende ting fra kolonierne.
Både grønlændere, færinger, vestindere og islændinge skulle udstilles. Men det blev for meget for den islandske studenterforening i København.
»De mente, det var for galt, at de skulle sidestilles kulturelt og civilisatorisk med vestindere og grønlændere. Husk på, at den tids logik var racistisk og Europa-centreret, og islændingene lagde vægt på, at de var på højde med de europæiske lande,« siger Ann-Sofie Gremaud.
Flot pavillon udstillede eksotisk kunsthåndværk
Studenterforeningen sendte en officiel klage til arrangørerne og et læserbrev til Politiken. De krævede, at de ikke blev udstillet ved siden af ’de laverestående folk’.
»Der blev bygget en stor, flot pavillon med kunsthåndværk fra Island. Dér kunne de udstille deres kunsthåndværk.«
»I Island var det på det tidspunkt ikke vigtigst at udstille gammeldags kunsthåndværk. Men i Danmark var det i 1905 på mode at gå op i den oprindelige, folkelige almuekultur. Derfor gav det god mening for danskerne,« fortæller Ann-Sofie Gremaud.
Islændinge: Vi er en moderne fiskeri-nation
Der kom andre fiskeboller på suppen, da islændingene i 1939 for første gang selv fik lov til at sende en officiel hilsen til verden. Det skete på verdensudstillingen i New York.
\ Fakta
Billederne af islændingene som naturfolk også har spredt sig til litteraturens verden. »I anmeldelser af islandsk litteratur og musik sammenligner man den med naturkræfter, og det er specielt. Man siger for eksempel ikke om dansk litteratur, at det er en naturkraft, der springer op af jorden,« siger Ann-Sofie Gremaud.
»Man valgte at uddele et gratis postkort med et foto af havnen i Reykjavik. På fotoet er der store villaer, dampskibe og fisketrawlere. Bag på kortet står der, at Reykjavik er en moderne hovedstad og det parlamentariske centrum i Island. Der var ikke skyggen af eksotisk håndværk,« fortæller Ann-Sofie Gremaud.
Vikingerne opdagede Amerika
Island valgte også selv motivet på deres frimærker: Et portræt af Leif den Lykkelige – den islandske viking, der opdagede Amerika for 1000 år siden.
»Han var – og er – et vigtigt symbol for Island. Han rejste ud, brød grænser og opdagede noget nyt. Han var det, man på islandsk kalder en ’landtager’ (Landnámsmaður),« siger Ann-Sofie Gremaud.
Leif den Lykkelige – og hans udsyn – er et af de eneste symboler, som har overlevet de sidste tyve års identitetsforvandling på Island. Både i 1939 og 2012 er islændingene stolte af, at en islænding rejste ud og underlagde sig verden.
»Og i den islandske branding blev de forretningsmænd, der blandt andet opkøbte Magasin i Danmark, til ’forretningsvikinger’ (útrásarvíkingar). I branding-fortællingen rejste de fra periferien til Europa, som de indtog med innovation,« siger Ann-Sofie Gremaud.
Island går i sin egen retning
I en verden, hvor de store byer – med deres høje glashuse – ligner hinanden mere og mere, bevæger Island sig i en lidt anden retning.
»Det har en brandingværdi at være et naturfolk, som er rundet af ukontrollable naturkræfter. Islændingene har opgivet at kæmpe imod det billede, europæerne altid har haft af dem – og det giver pote.«
»Island har nu en god historie at fortælle ude i verdenen. Og europæiske og amerikanske turister går efter det vilde, anderledes og excentriske,« siger Ann-Sofie Gremaud.
Den islandske sangerinde Björk er en spydspids i brandingen af Island som en excentrisk nation. Hendes specielle musik og forunderlige tøj afspejler det billede, Islændingene har af sig selv i disse år. (Foto: Zach Klein)
I de seneste år har Island forsøgt at brande sig som Europas skæve kusine. Islændingene fremstiller sig selv og deres land som lidt sære. Det kan ses i landets turist-branding - men også i reklamer fra islandske firmaer. Tøjfirmaet 66°North viser for eksempel deres jakker frem i eventyrlige, mystiske og sære omgivelser på Island. (Foto: 66°North Iceland)
(Foto: 66°North Iceland)
Islands kunstnere forholder sig til den islandske identitet. Her er det den islandske kunstner Daníel Þ. Magnússons værk 'So fucking peaceful' fra 2005.
Det kan virke som om, at islændingene har opgivet at fortælle resten af verden, at de er moderne mennesker som alle andre. I hvert fald har de i de seneste år været lige så eksotiske, som resten af verden forventer. Værk: Daníel Þ. Magnússon: horizontal, 2006.
\ Sådan sladrer billeder om vores kultur
Billeder har vist sig at være nogle virkelig gode kilder til at forstå kultur. Den måde, vi viser os selv frem på, afslører utroligt meget om, hvordan vi opfatter os selv. På den måde afslører vi en masse om vores kultur.
»I den sammenhæng, jeg har analyseret billederne – som udtryk for opfattelser af national identitet – kommer det sig ikke altid så nøje, om det er kunst. Jeg har brugt både kunstværker, reklamer, frimærker og alle mulige andre visuelle udtryksformer i mine analyser.«
»Som kunsthistoriker kan man blandt andet beskæftige sig med, hvilken ’isme’ et billede tilhører. Men i visuel kultur er det vigtige, hvad motivet viser,« fortæller Ann-Sofie Gremaud, der – så vidt hun ved – er den første danske ph.d. i visuel kultur.
Billeder skal altid forstås i en sammenhæng
Billeder kan dog ikke stå alene. De skal altid fortolkes i forhold til den sammenhæng, de indgår i: De historiske begivenheder, de vigtige tanker i tiden – og andre billeder.
Det betyder, at det kræver meget arbejde at lave en analyse i visuel kultur. Du skal læse meget for at forstå, hvilken sammenhæng et billede indgår i.
»Det er på mange måder svært at arbejde med. Men vi har en faglighed med metoder, som hjælper os med at vælge, hvad vi skal konkludere,« siger Ann-Sofie Gremaud.
Hun har i sit arbejde brugt:
-
De traditionelle måder, som kunsthistorikere analyserer billeder på. Ann-Sofie Gremaud begynder med at forholde sig til de enkelte dele af billedet – og den historiske sammenhæng, det er fremstillet i – før hun laver en samlet analyse af, hvad billedet faktisk forestiller.
- Teorien ’imagologi’. Den siger, at de samme ’billeder’ eller ’forestillinger’ findes mange forskellige steder i en kultur. Det ser man blandt andet i forbindelse med Island. Billeder af den islandske natur findes i reklamer, litteraturen, musikken og filmene – og tilsammen skaber de for eksempel forestillingen om et naturfolk.
