I dag kan det undre, hvordan vikingerne overhovedet kunne komme rundt og f.eks. finde vej over Atlanten, århundreder før Christoffer Columbus med hjælp fra et kompas fandt vej til det store kontinent.

Spørg Videnskaben stævner i denne uge ud mod et videnskabeligt svar på et spørgsmål om, hvordan vikingerne navigerede til havs.

»Vikingerne rejste som bekendt vidt omkring; men hvordan fandt de rundt i Verden, og hvordan fandt de vejen hjem igen? Hvor langt bevægede de sig bort fra de hjemlige strande, og hvordan navigerede de både til lands og på verdenshavene?« skriver vores læser Karl Nicolaisen til Spørg Videnskaben.

Vikingerne var slet ikke så dumme endda.

Faktisk viser svaret på denne uges Spørg Videnskaben, at vikingerne i høj grad forstod kæde deres rejsefortællinger og sanseindtryk sammen med observationer af vind, vejr, dyreliv og solens gang. Derudfra kunne de udlede, i hvilken retning de skulle sejle.

Vikingerne forstod naturen ud fra deres erfaringer

Vikingernes måde at sejle på kan kun blive begribelig for os i dag, hvis vi først gør os fri af nutidens tankesæt om naturen og det at sejle:

»Alle de videnskabelige hjælpemidler vi har i dag som kompas, ekkolod, satellitnavigation og radiokommunikation,  fandtes ikke den gang.«

»Vikingerne har haft forståelse for naturen, idet de levede i naturen og kendte den, men de har næppe afledt videnskabelige data ud fra deres observationer, som man så kunne bruge til at bygge præcisisonsinstrumenter ud fra,« forklarer Anton Englert, som er ph.d. i arkæologi og forsker i vikingetidens søfart på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Vikingerne kendte til begreber som øst, vest, syd og nord. Men det handlede om, hvor på horisonten Solen stod op og hvor højt den stod i løbet af dagen, og altså ikke om Jordens magnetisme, som ligger til grund for det nutidige instrument kompasset.

Vikingerne brugte landkending og mentale søkort

Sol, måne og stjerner gav normalt vikingerne en god forståelse af, hvor de skulle sejle hen, og om de var på nogenlunde ret kurs.

Men i tåge og i overskyet vejr ser man ikke himmellegemerne, og få graders afvigelse fra den planlagte kurs kan på længere strækninger bevirke, at man ikke rammer det planlagte mål og måske slet ikke rammer land.

Vikingerne holdt derfor også øje med, hvad der var på land, når de sejlede langs kysterne. For eksempel kunne en klippe med en bestemt form eller en bakketop vidne om, hvor man var, hvis man kendte ruten.

Remser og rim viste vej

Søkort var der nemlig ikke nogen af og heller ikke skrevne beskrivelser. Vikingerne levede til gengæld i en mundtlig kultur, hvor fortællinger og remser fungerede som rejsebeskrivelser.

For eksempel ved vi fra den norske middelalderkilde Hauksbók, at en rejsebeskrivelse kunne lyde sådan:

»Fra Hernam (Hennø ved Bergen) i Norge sejl lige i vest til Hvarf i Grønland, og du er da sejlet norden for Hjaltland (Shetlandsøerne), således at du lige netop ser dem i klart vejer, men sønden om Færøerne, således at søen (horisonten) er i midten af fjeldene, og således sønden for Island, at man deraf har hval og fugl.«

Vikingerne tog altså først til  til Hennø nær den vestnorske by Bergen for at ramme Grønland på en kurs stik vest, forbi Shetlandsøerne, Færøerne og Island.

Fugleliv og hvaler fungerede som landkendinger

Til havs brugte vikingerne dyrelivet som landkendinger. Fugleliv fungerede således som en ledetråd for vikingerne, fordi visse fugle kun flyver ud i en vis afstand fra øer. Havde man for længst passeret Færøerne og så en bestemt landfugl,så kunne det eksempelvis være et tegn på, at man var i nærheden af Island.

Hvaler opholder sig helst der, hvor fiskene er, nemlig ved overgangen fra større til lavere dybder. Vikingerne vidste, hvor hvalerne typisk opholdte sig, og kunne så bruge den information til at regne ud, hvor de selv var i forhold til for eksempel Island.

Sanserne guidede vikingerne over det åbne hav

En meget udbredt hypotese blandt forskerne er, at vikingerne gjorde brug af deres sanser til at navigere med.

Ud over synssansen kunne de bruge følgende sanser:

• Hørelsen: Vikingerne kunne for eksempel høre, hvor tæt de var på land i tåge. De lyttede efter fugleskrig og lyden af en eventuel brænding mod en kyst.
   
• Følesansen: Følesansen i ansigtet kan bruges til at registrere ændringer i vindstyrke og retning. Den følte søgang kan vise forskel mellem forskellige vinddønninger fra forskellige retninger. Nære kyster kan reflektere dønninger tilbage.
   
• Smagssansen: Et af vikingernes få instrumenter var et lod, som de brugte til at vurdere, hvor dybt der var. Loddet kunne dog også samle en lille prøve af havbunden op, som man kunne smage og føle på. En erfaren sømand kunne kæde smagen sammen med andre kendetegn. Vikingerne har sandsynligvis også kunnet smage, om der strømmede ferskvand ud i havvandet fra land.
   
• Lugtesansen: En garvet søulk kan lugte, om han er i nærheden af land eller ej. I fugtigt vejr kan næsen opfanget træer, planter, bål og eksempelvis nyslået græs opfange et godt stykke fra land.

Vejret viste vej, selv når det var uklart 

Vikingerne havde som et søvant folk sandsynligvis også en eminent evne til at observere vejrmønstret. For eksempel hvordan et lavtryk passerede på en bestemt rute. Derudfra kunne de forsøge at bedømme kursen.

»Et eksempel er, at du har vind med regn i sejlet sydfra, sådan at du sejler halvvinds med vind fra bagbord mod vest. Du ved af erfaring, at regnvejrsvinden plejer at drejer med uret. For at kunne holde kursen på det åbne hav, kunne de så hale sejlet mere og mere ind til en spids bidevindskurs i den tid, hvor himlen var overskyet og hverken solen eller stjerner var synlige,« fortæller Anton Englert.

Vovelyst og fattig jord lokkede vikinger over Atlanten

Forskerne har altså udførlige teorier om, hvordan vikingerne slog kursen an i kendt farvand. Men faktisk kom vikingerne også til det ukendte land Vinland, som vi i dag kender som Nordamerika - hvordan kunne det så lade sig gøre?

Morten Ravn, som forsker i vikingeskibe på Københavns Universitet, nævner tre grunde til, at vikingerne turde at lede efter nyt land så langt ude til havs.

1. Tilfældet: Vikingernes navigation har været langt fra præcis og mange skibe forliste på den konto. Men nogle fandt også nyt land og navngav det, f.eks. Island og Grønland.
    
2. Anerkendelse og respekt: Det krævede mod og vovelyst at rejse ud, og det gav prestige.
    
3. Befolkningspres i hjemlandet: Man havde alt at vinde ved at rejse ud og finde nyt jord.

Anton Englert fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde tilføjer, at nogle af sagaerne beskriver udflytterne som nogle, der er blevet upopulære hos magthaveren i hjemlandet. De leder efter nyt land for at få frihed. Det kolde klima på Færøerne, på Island og Grønland skræmte ikke vikingerne, for sådan var det også i Norge.

»Deres fortrolighed med det nordatlantiske klima og den fattige jord i Norge har bevirket, at vikingerne blev udprægede maritime mennesker, som ledte efter bedre muligheder på den anden side af havet.«

Amerika blev fundet ved et tilfælde

En historisk kilde vidner om, at Amerika blev fundet ved et rent tilfælde i efterår 996 e.Kr. Det drejer sig om den såkaldte Grænlandinga saga, som blandt andet fortæller historien om Bjarni Herjólfsson, der sejlede ud mod Grønland for at møde sin far.

»Bjarni Herjólfsson havde fået at vide, hvordan man sejler til Grønland fra Norge, men hans skib kom ud i flere dages kraftig nordenvind og tåge, og derfor bliver han fuldt ud beskæftiget med blot at holde skibet flydende og kunne ikke holde skibet på kurs,« fortæller Anton Englert.

Opdageren af Amerika blev hånet

Problemet var nu at finde kursen igen. Bjarni Herjólfsson forsøgte sig med at sejle stik vest igen og kom så til noget land, der var mere frodigt, end det Grønland han havde hørt om.

Hans folk ville i land, men Bjarni Herjólfsson ville nå til Grønland, inden sejladssæsonen sluttede. Derfor satte han kursen mod nord, og der så han landet blive mindre frodigt og mere stenrigt.

På et tidspunkt fandt han land, der lignede det, han havde fået fortalt om Grønland. Så sejlede han efter det og landede tæt på det sted, hvor hans far boede.

»Bjarni Herjólfsson fik ikke æren for at have fundet nyt land. Han blev tværtimod hånet for ikke at være gået i land,« fortæller Anton Englert.

Hånet mand inspirerede Leif den Lykkelige

Oplysningerne om det nye land inspirerede Leif den Lykkelige til at tage på opdagelsestogt fra Grønland.

Han købte derfor Bjarni Herjólfssons skib og bemandede det med 35 mand. I 1002 fandt Leif den Lykkelige Nordamerika og overvintrede der.

Resten er en længere historie, som Spørg Videnskaben ikke vil tage fat på her, når vi nu er nået nogenlunde i land med Karl Nicolaisens spørgsmål.

Som tak for at have sendt i retning af for os ny spændende viden, sender vi Karl Nicolaisen en T-shirt. Du kan læse andre spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben eller sende dit eget spørgsmål ind til redaktionen@videnskab.dk.

Du kan også købe Videnskab.dk's bestseller 'Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?' med 77 af de bedste spørgsmål og svar fra arkiverne.