På et pressemøde den 24. februar 2016 drøftede statsminister Lars Løkke Rasmussen muligheden for at udskrive folketingsvalg.
Aftenen forinden havde Det Konservative Folkeparti udtrykt mistillid i medierne til daværende miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen, på grund af en strid om miljøeffekterne af den landbrugspakke, de fire borgerlige partier ellers var nået til enighed om.
På pressemødet skitserede statsministeren tre muligheder: At afskedige ministeren, at finde en løsning med Det Konservative Folkeparti eller at udskrive valg. Han gjorde det klart, at han fortsat havde tillid til sin minister, og at et folketingsvalg heller ikke var 'attraktivt'.
Truslen om, at Det Konservative Folkeparti sammen med oppositionen kunne vælte ministeren, indledte flere dages nervekrig. Ville statsministeren eller Det Konservative Folkepartis leder, Søren Pape Poulsen, blinke først?
Lars Løkke Rasmussen satte trumf på konflikten ved at melde ud, at det var mere sandsynligt med et folketingsvalg, end at ministeren gik af.
Ugen efter blev landbrugspakken vedtaget i Folketinget – blandt andet med Det Konservative Folkepartis stemmer – selv om der stadig foregik forhandlinger, og parterne ikke var nået frem til en løsning.
Det Konservative Folkeparti stod fast på at ville vælte ministeren, men hun kom dem i forkøbet og trak sig forinden, og der blev ikke udskrevet valg.
Ikke ualmindeligt
Lars Løkke Rasmussen er ikke den første statsminister, der i tidens løb har truet med at udskrive valg. Men hvad får en statsminister til at gøre det, og får truslerne nogen konsekvenser?
Jeg har i samarbejde med adjunkt Michael Becher lavet en opgørelse over valgtrusler fremsat af danske statsministre i perioden 1974-2011.
Som det kan ses i Figur 1, har der i perioden været 21 trusler. Kun en enkelt gang trak statsministeren sin trussel tilbage, sådan som det også skete i 2016.
Seks af de 21 trusler blev fulgt op af et folketingsvalg, og i over halvdelen af tilfældene fik regeringen enten sin vilje eller Folketingets partier kom frem til en løsning gennem forhandling.
Det stemmer godt overens med en undersøgelse af Nationalforsamlingen i Frankrig, der viser, at trusler om valg ofte fører til forhandlede løsninger eller til, at regeringen får sin vilje.
\ Læs mere
Svage regeringer truer oftest
Som Figur 1 viser, var der flest valgtrusler i 1970'erne og 1980'erne. Alligevel har alle seks statsministre fra 1974 til 2011 mindst én gang fremsat en valgtrussel.
Når det kommer til mængden af trusler, er det altså uden betydning, hvilket parti statsministeren kommer fra.
Vores undersøgelse viser, at valgtruslerne er mest almindelige, når statsministerens parti ligger pænt i meningsmålingerne, regeringen råder over få mandater i Folketinget, og det endnu er tidligt i valgperioden.
Ved at analysere periodens 21 valgtrusler, har vi regnet os frem til sandsynligheden for, at givne regeringer vil true med at udskrive valg.
Det har vi opgjort for hvert kvartal ud fra regeringens styrke i folketinget og i meningsmålingerne, samt hvor lang tid der er gået siden sidste valg.
Som det kan ses Tabel 1, viste det sig, at stærke regeringer stort set aldrig fremsætter trusler om valg, mens svage regeringer gør det, når de ligger godt i meningsmålingerne.
Faktisk er sandsynligheden så høj som i to ud tre tilfælde inden for et kvartal. Ligger de svage regeringer derimod også svagt i meningsmålingerne, falder sandsynligheden for en valgtrussel til en sjettedel.
Valgtrusler kan give bagslag
Den store forskel i sandsynlighederne skyldes, at en valgtrussel kan udgøre et tveægget sværd. Den virker bedst, hvis regeringen ligger til fremgang i meningsmålingerne, og dens støttepartier ligger til tilbagegang.
I den situation kan fremgangen forsøges omsat til politiske indrømmelser uden at løbe risikoen ved rent faktisk at udskrive valget.
Et eksempel var, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i februar 2008 truede Ny Alliance med at udskrive valg, hvis ikke partiet støttede regeringens forslag om asylbørn.
Regeringen lå pænt i meningsmålingerne, mens Ny Alliance lå til at glide ud af Folketinget, og derfor rettede de ind.
Har regeringen derimod mange mandater i forvejen, er det en mere attraktiv udgangsposition, der sættes på spil ved at udskrive valg.
Tidspunktet spiller en rolle
Vores analyse viste desuden, at en svag, men populær regering tidligt i valgperioden har meget større sandsynlighed for at fremsætte en valgtrussel end sent i valgperioden.
Omvendt gælder, at en svag og upopulær regering faktisk bliver lidt mere tilbøjelig til at udskrive valg hen over valgperioden. Det forklarer vi med, at udsigten til alligevel at tabe regeringsmagten kommer tættere på, og at der så er mindre at miste.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Spørgsmålet er så, hvorfor Lars Løkke Rasmussen trak sin trussel tilbage i 2016, selv om to af betingelserne var opfyldt.
Det var blot seks måneder inde i valgperioden, og med 34 mandater ud af 179 stod regeringen som en af historiens svageste. Den tredje betingelse om gode meningsmålinger, var dog ikke opfyldt.
Formentlig spillede Løkke højt spil og håbede på, at den parlamentarisk uerfarne Søren Pape Poulsen ville bøje sig, men interne hensyn i Venstre kan også have spillet en rolle.
I sommeren 2014 var statsministeren lige ved at blive væltet som partiformand, og at bakke længst muligt op om sin minister kunne måske skabe samling i partiet.
