Hvorfor tager det så lang tid at befri minearbejderne i Chile?

Torsdag den 5. august kollapsede skakten til en kobbermine i det nordlige Chile, og 33 minearbejdere blev fanget i undergrunden.

Den efterfølgende søndag lykkedes det de chilenske myndigheder at få kontakt med minearbejderne, der viste sig at opholde sig i et tilflugtsrum 700 meter under jorden. Minearbejderne overlevede i første omgang på deres egne medbragte nødrationer, men har siden fået fragtet mad og andre fornødenheder ned gennem tre smalle rør, som man hurtigt borede ned til dem.

De otte centimeter smalle skakter har siden fungeret som livline mellem minearbejderne og omverdenen.

Myndighederne vurderer, at det vil tage måneder at få frigjort minearbejderne, og den lange ventetid vækker undren blandt nogle af videnskab.dks læsere, deriblandt Henrik Skaksen Jakobsen, der er studerende på Aalborg Universitet.

»Jeg har gået og funderet over situationen i Chile. Jeg stiller mig uforstående overfor, hvordan det kan tage så lang tid at få de stakkels mennesker ud af den mine, de er indespærret i? Jeg kan ikke forstå, hvorfor det skal være så svært med al den teknologi, vi har til rådighed,« siger Henrik Skaksen Jakobsen.

To sammenstyrtninger afskærer vejen

Redningsarbejdet er imidlertid sværere end som så, siger seniorforsker Peter Appel fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser GEUS.

Han fortæller, at minegangene er konstrueret som en lang kørevej, der snor sig ned gennem bjerget som en spiral, og undervejs er der sket sammenstyrtninger to steder.

»Den første sammenstyrtning befinder sig omkring 200-300 meter under jordoverfladen og er forholdsvis lille, men 600 meter nede er der endnu et kollaps, som er meget omfattende. Det tager lang tid at få kørt de meget store mængder stenmateriale væk og oven i købet også at få sikret loftet, som tilsyneladende er ret skørt. Myndighederne har så vurderet, at det er hurtigere og sikrere at bore en ny gang, selv om det i sig selv også er en gigantisk opgave,« fortæller Peter Appel.

Borer med tusindvis af diamanter

De bor, der typisk bruges i den slags miner, er for små til at kunne lave så stor en skakt, så ifølge Peter Appel har myndighederne fået fløjet en tilstrækkelig tyk borekerne hen til minen. Borearbejdet begyndte mandag, og foreløbig er redningsarbejderne nået 20 meter ned. I går blev borearbejdet kortvarigt afbrudt, fordi man var nødt til at sikre forkastninger i den øvre del af jordskorpen med cement.

Borekernen laver en 70 centimeter bred skakt, hvilket lige akkurat er nok til at hente minearbejderne op. Så stort et hul kræver en borekerne bestående af tusindvis af industridiamanter. Selv om diamanterne er slidstærke, så forventer man, at det bliver nødvendigt at skifte borekerne undervejs.

Peter Appel har ikke noget konkret bud på, hvor lang tid borearbejdet præcis kommer til at tage, men det ligger fast, at jo større boret er, des længere tid tager det, og med så stort et bor kan det tage flere måneder at tygge sig igennem så meget klippe.

»Tiden afhænger meget af, hvor hårdt klippematerialet er. Der er stor forskel på de forskellige typer klippematerialers hårdhed, og hvor svært, det er at bore i. Forskellen kan illustreres med at skære i en pakke smør, der har været frosset ned, i forhold til at skære i én, der har stået nogle timer på køkkenbordet,« siger han.

Minekort i 3D giver overblik over minen

Peter Appel forsikrer, at borearbejdet ikke vil skabe en 700 meter lang borekerne, der banker ned i hovedet på minearbejderne. Borearbejdet bliver en langsommelig proces, hvor man hele tiden vil sørge for at fjerne det klippe, som er boret ud.

Det er først, når boret går igennem loftet til den del af minen, hvor minearbejderne opholder sig, at der for alvor er en risiko for, at noget kan gå galt, men minearbejderne vil være advaret i god tid inden det sker og vil blive beordret til at gå i dækning i de tilstødende minegange.

Risikoen for at man borer forkert er også nærmest lig nul, da ethvert mineselskab med respekt for sig selv har en meget detaljeret 3D-plan over samtlige minegange samt alle køreveje.

»Man kan derfor bore ufatteligt præcist, hvilket man jo også har gjort med det bor, som har skabt de otte centimeter smalle skakter,« siger han.

Minegange bruges som toilet

Selv om minearbejderne er spærret inde, så har myndighederne et fint indtryk af, hvordan de har det, takket være videooptagelser. Videoklippene viser, at minearbejderne er ved godt helbred og holder modet opppe.

»Det er selvfølgelig ikke sjovt, det de er ude for, men de skal nok klare den. Jeg har svært ved at forestille mig andet. Der er andre, der har været spærret inde i lang tid og har levet under betydeligt værre forhold, og minearbejderne har den store fordel, at de har hinanden at støtte sig til, og at de er vant til at opholde sig i minen i mange timer dagligt uden noget dagslys. Nogle vil have det meget svært, men de vil kunne støtte sig til de kolleger, der er robuste, og som holder fanen højt,« mener Peter Appel.

De kemiske toiletter, der er opstillet i minen, kan selvfølgelig ikke klare så stor en belastning, så læger har vejledt dem om toiletforholdene. Minearbejderne har på den baggrund defineret en bestemt mineskakt til at fungere som toilet. Skakten er imidlertid forbundet med opholdsrummet, så lugten bliver ikke helt rar.

‘De skal nok klare den’

Redningsmandskabet har meldt ud, at minearbejderne senest er ude ved juletid, men det har man af hensyn til minearbejdernes psykiske helbred ikke fortalt dem endnu, hvilket Peter Appel ryster lidt på hovedet over.

»Det er at overbeskytte dem. De ved det udmærket godt, hvor lang tid, det tager at få dem fri. De er jo minearbejdere og ved, hvor omstændeligt det er at bore sig gennem fjeldet,« siger han.

Peter Appel er overbevist om, at minearbejderne bliver befriet.

»Minearbejderne skal op, det er et ‘must’ for minens ejere og for den chilenske regering. Hele verden har fokus på ulykken, så myndighederne vil gøre alt for at redde de her mennesker for ikke at komme til at fremstå i et dårligt lys,« siger han.

Vi takker for svaret – og sender også en t-shirt til Henrik Skaksen Jacobsen for spørgsmålet. Har du et spørgsmål til Spørg Videnskaben, så send det til redaktionen@videnskab.dk