Flere og flere forældre oplever, at deres barn lider af angst. Angstlidelser er en af de hyppigst forekommende psykiske lidelser i barn- og ungdommen.
Det anslås, at cirka 10 procent af alle børn opfylder kriterier for en angstlidelse. Forældre oplever, at angsten forstyrrer deres børns hverdag og gør det svært for familien at fungere.
Vi ved, at forældre ønsker at hjælpe deres børn ud af angsten, men manglende viden om dette kan medføre, at mange forældre i stedet kan komme til at fastholde angsten hos deres børn, selv om de egentlig ikke ønsker det.
I de sidste 10 år har vi behandlet børn og unge med angst og deres forældre på Center for Angst. De mange samtaler med forældrene har givet os en særlig viden om, hvordan det er at være forælder til et angst barn.
I denne artikel tager vi fat i ét af de temaer, der gentagne gange er dukket op: Hvordan man som forælder bedst støtter sit angste barn.
\ Historien kort
- Børn med angst kan have svært ved at slippe den, hvis forældrene involverer sig for meget i barnets udvikling.
- Det er naturligt for forældre at ville hjælpe deres børn, men overbeskyttende forældre kan gøre angsten værre.
- Forældre kommer længere ved at lære barnet at håndtere følelsen af angst ligesom andre følelser – for eksempel vrede.
Vær ikke overbeskyttende
Forældre til ængstelige eller angste børn er mere tilbøjelige til at være 'overbeskyttende' end forældre til ikke-angste børn. Men hvad vil det sige at være overbeskyttende?
Man er overbeskyttende, når man hjælper barnet, før det har behov for det, når man hjælper med mere, end barnet har brug for, og når man bliver ved med at hjælpe selv efter, at barnet har fundet ud af, hvordan det klarer sig selv.
Denne form for overinvolverende samspil mellem forælder og barn er typiske, når barnet virker opgivende og ikke tager ansvar.
\ 'Fri af angst – en forældrehåndbog'
Denne artikel er skrevet på baggrund af håndbogen ’Fri af angst - en forældrehåndbog’, som udkom på Akademisk Forlag d. 23.10. Håndbogen tager netop udgangspunkt i forældrenes oplevelser og usikkerheder på basis af forfatternes 10 års erfaring med samtaler og samtaleterapi med angste børn og unge samt deres forældre. Læs mere, inkl. bogens indledning, her.
Men hvis forældre bliver overinvolverede, er de med til at demonstrere for barnet, at det ikke vil kunne klare opgaven selv. Vi ved dog, at samspillet går begge veje.
- børn, der er ængstelige, udløser i højere grad denne form for adfærd hos deres forældre.
- forældre, der anvender denne form for adfærd har oftere børn, der er ængstelige.
Vi ser ofte, at forældre til ængstelige børn kommer til at træde alt for meget til, når barnet bliver bange eller ked af det. På den måde lærer barnet, at det er forældrene og ikke barnet selv, der kan regulere barnet. Barnets selvstændighed svækkes.
Overlad ikke for meget ansvar til barnet
Udvikling af selvstændighed og alderssvarende færdigheder hos barnet kræver, at forældrene ikke tager over for hurtigt, for meget og for længe ad gangen. Men en alderssvarende selvstændighed kan på den anden side kun udvikles, hvis barnet får den støtte, det har brug for.
Man skal med andre ord hverken tage for meget over eller trække sig for meget væk og overlade for meget til barnet selv. Ikke desto mindre er det ofte denne vekslen mellem for meget og for lidt, der karakteriserer samværet mellem forældre til ængstelige eller angste børn og barnet selv.
Når barnet bliver bange, vil mange voksne reagere med enten at tage over og trøste barnet eller spørge ind til, hvad barnet selv mener, vil være bedst.
Selv om den voksne måske ikke trækker sig fysisk fra barnet, vil det sidstnævnte, hvor man reelt overdrager ansvaret for at vurdere, hvad der er behov for, til barnet, være et signal om, at barnet må klare sig selv.
For meget eller for lidt støtte fra forældre
I det følgende beskrives to dialoger. Læg mærke til forskellen mellem dem.
Barnet har reageret med voldsom gråd og klynger sig til sin mor, fordi hun skal til et møde uden barnet. Moren siger: »Såh, såh, skat, du ved, jeg kommer tilbage«, imens hun krammer og aer barnet. Barnet græder videre og siger: »Du må ikke gå!«.
Moren siger: »Såh, du må ikke græde, vi skal nok finde en løsning,« hvorefter barnets gråd stilner af. Moren spørger derefter: »Er du ok nu? Har du brug for at sidde lidt og slappe af?«
Den anden dialog udspiller sig i samme situation. Men handlingerne er anderledes.
Først frigør moren sig fra barnets omklamring og holder barnet ud fra sig, så barnet kan se morens ansigt: »Se på mig. Skat, kom nu, træk vejret, se på mig, du er nødt til at prøve at slappe af og holde op med at græde.« Barnet græder videre.
Moren siger: »Hør på mig nu, kom, træææææk vejret, heeeelt ind, sådan, puuuuust ud! Såååådan, flot. Jeg ved, du kan holde op med at græde. Når du har fået lidt mere ro på, kan vi prøve at finde en løsning,« hvorefter barnets gråd stilner af.
\ Læs mere
I begge tilfælde græder barnet og ender med at holde op igen. I ingen af tilfældene har forælderen lovet, at barnet slipper for, at forælderen tager afsted. Men forskellen er, at i den første dialog svinger forælderen mellem at styre barnets følelsesregulering og lade barnet have ansvaret helt alene, ved at barnet skal vurdere, om det er klar til afskeden.
I den anden dialog holder forælderen fast i, at barnet skal lære selv at holde op med at græde og dermed også øge sin selvstændighed, men giver barnet nogle handleanvisninger (eksempelvis »trææææk vejret«), der kan støtte barnet i det.
At finde den rette balance
Hvorfor kommer forældre så til at tage helt over i stedet for at hjælpe barnet til at lære at håndtere gråden og ængstelsen selv? Nogle forældre oplever, at det er let at sige fra over for vrede.
Det er let at forklare barnet, at det ikke er acceptabelt, at barnet reagerer med at råbe og slå, og at barnet skal slappe af og tale ordentligt.
Men det er langt sværere at sige fra over for de reaktioner, der følger med ængstelse eller tristhed: Voldsomme reaktioner med gråd og klyngen sig til forældrene. Vi oplever, at vi bør være der for barnet, fordi det ellers vil gå ud over barnets tryghed og oplevelse af at føle sig elsket.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Det er vigtigt at finde en balance her. Hvis vi aldrig siger fra over for barnets krav om, at vi voksne skal få dets ængstelse og tristhed til at gå væk, og vi aldrig beder det om selv at få sin ængstelse eller tristhed reguleret, som vi kan bede det om at tøjle sin vrede, hvordan skal barnet så lære at håndtere disse følelser selv?
Måske giver det at blot rumme og ikke at bede barnet tøjle sin ængstelse os voksne en umiddelbar tilfredsstillelse, fordi vi slipper for at tage afstand fra barnets krav til os, men på den lange bane vil vi gøre barnet en bjørnetjeneste ved ikke at hjælpe det med at lære at håndtere alle slags følelser selv.
Den færdighed kommer kun gennem øvelse. Optimalt set gennem øvelser, hvor barnet får lige tilpas støtte; ikke for hurtigt, ikke for meget og ikke for længe, men når der er behov – og kun lige nok til, at barnet kan tage over igen. Når barnet viser tegn på at kunne det, skal den voksne trække sig.
\ Når man hjælper for meget
Det er selvfølgelig en svær balance at vide, hvornår man skal hjælpe, og hvornår man skal lade være. Men lad os tage et eksempel fra hverdagen på, hvordan man kan komme til at hjælpe for meget og for hurtigt.
Det mellemstore børnehavebarn bliver hentet en sen vintereftermiddag. Barnet skal i flyverdragten, så man kan komme hjem. Barnet tager flyverdragten ned af knagen og lægger den på gulvet.
Den er let snoet. Barnet begynder at fumle fødderne ned i benene. Barnet er her i fuld gang med at øve sig på at tage flyverdragt på og har ikke bedt om hjælp.
Ikke desto mindre kan man som forælder let komme til at blande sig og dreje flyverdragten rigtigt, så barnet lettere kan komme i den, fordi man kan se, at det kan blive svært senere. Barnet har ikke bedt om hjælp, men man træder til ud fra en forventning om, at det senere vil blive vanskeligt.
Her bliver man overinvolveret og tilbyder hjælp for hurtigt. Det kan endda være, at man ’åbner’ ned til benene, så fødderne lettere kan glide ind, eller at man hjælper med at trække dragten op om barnet. Her kommer man til at hjælpe for meget og for længe, idet man ikke giver opgaven tilbage til barnet, når barnet efter at have fået en smule hjælp igen er i stand til at fortsætte selv.
På denne måde er hverdagen fuld af eksempler på at man som forælder, let kommer til at træde til, før der er behov, og hjælpe mere end der er brug for.
