Besøgende i Skandinavien støder med stor sandsynlighed på en udstilling om vikinger. Der er i hvert fald nok at vælge imellem.
På Nationalmuseet i København kan man opleve store udstillinger om vikingetiden.
Historiska museet i Stockholm fremhæver sin udstilling som verdens største om perioden, mens det nye Museum for Vikingtiden i Oslo, der efter planen åbner i 2027, har ambitioner om at blive verdens førende vikingemuseum.
Indtil da viser Kulturhistorisk Museum i Oslo en midlertidig udstilling med nogle af de vigtigste arkæologiske fund fra vikingetiden.
De skandinaviske museer forventer tydeligvis, at både lokale og internationale gæster kommer for at se genstande fra vikingetiden og høre fortællinger om vikingerne.
Men museernes store interesse for vikinger handler om mere end blot at imødekomme publikums efterspørgsel.
Former forestillingen om national identitet
De statsfinancierede museer bruger historien til at forme forestillinger om national identitet, og vikingerne bliver ofte fremstillet på måder, der afspejler samtidens værdier og behov.
I 1800-tallet, hvor nationale projekter blomstrede, blev vikingetiden en central del af opbygningen af de skandinaviske landes nationale identitet. Siden er vikingerne blevet så stærke symboler, at de i dag genkendes over hele verden.
I den populære forestilling er vikingen en høj, bredskuldret mand med sværd, moderne frisure og måske med kroppen dækket af tatoveringer. Men det billede er i vid udstrækning opdigtet.
Eksperterne ved de skandinaviske museer ved godt, at vikingerne var en mangfoldig gruppe, som langt fra kun bestod af mandlige krigere. Alligevel hænger forestillingen om den mandlige vikingekriger stædigt ved.
Den lokker publikum til og spøger i udstillingerne som et rastløst genfærd.
På tværs af de tre udstillinger træder den mandlige viking frem som kriger, søfarer og handelsmand. Han bliver også flere gange fremstillet som bonde, der brugte sine dage på arbejdet med jorden.
Skildringerne af landbruget gør billedet mere nuanceret, men udstillingerne har stadig en tendens til at fremhæve den populære krigerfigur frem for den mere komplekse virkelighed.
Det ses blandt andet i den svenske udstilling, hvor det fremgår, at mange frie mænd og kvinder ejede våben, men at kun få faktisk opfattede sig selv som krigere. Alligevel er det skibe, sværd og genstande knyttet til handel og rejser, der får de mest fremtrædende placeringer.
På Nationalmuseet i København bliver gæsterne inviteret til at besøge »vores vikingetidsudstilling, hvor vi udforsker en mere end 1.000 år gammel verden, formet af en krigerkultur og guderne Odin, Thor og Freja«.
Her støder den historiske virkelighed sammen med publikums forventninger om nordiske sagn, krigere og guder.
Dilemma for kuratorerne
Det peger på et dilemma for kuratorerne: De skal både give publikum det, de kommer for at se, og samtidig formidle et mere retvisende billede af fortiden.
Det samme dilemma viser sig i fremstillingen af vikingetidens kvinder. Museerne forsøger ganske vist at give kvinderne en plads i det ellers mandsdominerede billede af perioden, men beskrivelserne af deres liv og deres sociale og kulturelle betydning er ofte begrænsede.
Der er en lang tradition for især at fremhæve de kvinder fra vikingetiden, der skilte sig ud, for eksempel fornemme husfruer eller skjoldmøer (unge kvinder, der i vikingetiden bar våben og deltog i krige).
Andre steder holder fremstillingerne sig tæt til traditionelle kønsroller og fokuserer især på kvindernes arbejde i hjemmet og deres påklædning.
I den danske udstilling står der for eksempel, at »gæsterne blev modtaget af husets frue, som sørgede for, at alt gik, som det skulle. Kvinder spillede en aktiv rolle i driften af gården og rejste også vidt omkring«.
En anden tekst forklarer, at »smykker og udstyr i gravene efter mange velhavende og aristokratiske kvinder afspejler de komplekse roller, disse kvinder havde«.
Udstillingerne kredser også om fortællingerne om, hvordan de skandinaviske nationer blev grundlagt.
På tværs af alle tre udstillinger møder man i forskellige udgaver fortællingen om, at vikingetiden var et afgørende tidspunkt for dannelsen af de skandinaviske stater og kulturer.
Ifølge denne fortælling udviklede Skandinavien sig i perioden fra en række spredte og løst organiserede hedenske samfund til samlede kristne kongeriger.
Historie og national identitet glider nærmest umærkeligt sammen
I dag er begejstringen for den fortælling forskellig fra land til land. Alligevel kaster den fortsat sin skygge over formidlingen af vikingetiden.
I Danmark glider historie og national identitet nærmest umærkeligt sammen. Det hænger blandt andet sammen med fortællingen om Harald Blåtand som en central skikkelse i opbygningen af riget.
Harald Blåtand var far til Svend Tveskæg og farfar til Knud den Store. Ifølge legenden lod han sig døbe efter at have set munken Poppo bære et stykke glødende jern uden at brænde hænderne.
Flere forskere har peget på, at vikingetiden siden 1980’erne er blevet brugt til at skabe fortællinger, der passer til samtidens behov.
Et eksempel er fremhævelsen af vellykkede kulturmøder mellem skandinaver og muslimer i fortiden. Her bruges arkæologiske fund som bevis på kontakt og udveksling mellem de to grupper.
I Sverige og Norge udspringer den type formidling blandt andet af et nutidigt ønske om at skabe modvægt til nationalistiske fortolkninger af vikingetiden, som ofte bliver rettet mod muslimer.
Eksemplerne viser, at museumsformidling kræver en vanskelig balance. Kuratorerne skal både forholde sig til sejlivede fortællinger fra populærkulturen og samtidig give et så retvisende billede af fortiden som muligt.
De skandinaviske museers vedvarende optagethed af vikingerne kan derfor måske forklares med, at deres fremstillinger af fortiden ofte siger mindst lige så meget om nutidens samfund som om den verden, vikingerne faktisk levede i.
Svar fra Nationalmuseet
Peter Pentz, museumsinspektør ved Nationalmuseet i Danmark, har sendt følgende kommentar til kritikken af museets fremstilling af vikinger til Videnskab.dk:
På Nationalmuseet udvælger vi, hvad der skal indsamles og udstilles, og på den måde er vi med til at skabe og definere historien. Det er et stort ansvar.
Museer har en forpligtelse til ikke blot at indsamle, bevare og dokumentere materielle vidnesbyrd om fortiden, men også til at gøre dem tilgængelige for offentligheden.
Vi opfatter imidlertid ikke, at der er en konflikt mellem ønsket om at ’være populære’ og samtidig ’historisk korrekt’. Snarere tværtimod.
Vi er bevidste om, at enhver udstilling om fortiden er skabt ud fra nutidens syn. De få århundreder, som man kalder vikingetiden, har altid haft en særlig plads i historiefortællingen, lige fra Saxo til nutiden, og hver tid har haft sin egen opfattelse af den. Hver tid sin vikingetid.
Forud for Nationalmuseets vikingeudstillinger går et undersøgelsesforløb. Vi kigger på, hvilke tanker og strømninger der rører sig i verden omkring os. Selv om vi beskæftiger os med fortiden, er museet jo ikke selv i fortiden. Nationalmuseets besøgende er nemlig ikke passive modtagere, men nysgerrige gæster, som vil bekræftes, udfordres og være i dialog med udstillingerne.
Mens akademiske historikere søger at fremlægge fortællinger om fortiden, der kan efterprøves af andre historikere, har museerne gennem årene faktisk udviklet en anden form for historie – en historie, der er forankret i de samfund, de betjener, og reflekterende de strømninger og opfattelser, der hersker her.
Derfor er det ikke overraskende, at Nationalmuseets vikingeudstillinger i 1970'erne understregede den fredelige viking og bøndernes liv og arbejde.
Den udstilling, som artiklen handler om, særudstillingen ’Togtet’, blev planlagt, mens der var krig i Afghanistan og Syrien, og åbnede kort før Ruslands indtrængen i Ukraine. I denne udstilling var konflikt og kamp et hovedtema.
Dagens udstilling har en kvinde som hovedperson og knytter sig til temaer som klimaforandring og balancen mellem kultur og natur.
For god ordens skyld skal det nævnes, at Nationalmuseet ikke har en permanent vikingeudstilling, sådan som det anføres i artiklen. I 2019 besluttede museet at erstatte den permanente vikingeudstilling med en række midlertidige udstillinger.
Den første udstilling i rækken åbnede 2021 og blev navngivet ’Togtet’, og den havde et specifikt vikingetogt til Middelhavet som hovedtema.
I ’Togtet’ understøttede de udstillede genstande temaet, og derfor kunne man her se en række af vikingernes våben og en del af de hjembragte genstande. Temaet taget i betragtning var det naturligt at vise den krigeriske viking. Det er denne udstilling, artiklen omhandler.
Til udstillingen udgav Nationalmuseet en såkaldt ledsagebog, og denne bog indeholdt artikler om emner som slaveri, DNA-undersøgelser af befolkningssammensætningen , sprog og skrift i vikingetiden og mere.
’Togtet’ blev 2024 afløst af den nuværende udstilling ’Vølvens Varsel’, der har den kvindelige spådoms- og magikyndige Vølve som centrum. Her tages udgangspunkt i et digt, der beskriver verdens skabelse og undergang, med associationer til klimaforandringer, køn, liv og død. Vølvens fortælling understøttes af genstande, som knytter sig til tro, køn og mytologi.
Nationalmuseet forbereder lige nu en ny vikingeudstilling, der skal afløse ’Vølvens Varsel’. Denne udstilling forventes at åbne i 2029. Det bliver en fortælling om vikingetiden - men også en fortælling om det, der optager folk i dag.
Denne artikel (undtagen svaret fra Nationalmuseet) er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
