Takket være kunstig intelligens og røntgenbilleder har forskere formået at afkode dele af en forkullet 2.000 år gammel papyrusrulle fra den romerske by Herculaneum.
Det skriver BBC.
Rullen brændte under udbruddet af den italienske vulkan Vesuv i år 79 og er derfor for skrøbelig til at blive rullet ud. Den var derfor blevet lagt på hylden i årevis, men ved hjælp af kunstig intelligens kombineret med røntgenscanninger har forskere nu formået at afkode flere tekstbidder i den.
For at kunne komme så langt har forskerne benyttet sig af den potente partikelaccelerator Diamond Light Source, der fylder mere end seks fodboldbaner. Den accelererer elektroner til nærved lysets hastighed for at producere en kraftig røntgenstråle, der kan se igennem og inspicere rullen uden at beskadige den.
Både papyrus og blæk består af kulstof. Den kunstige intelligens blev derfor brugt til at skelne dem fra hinanden og afkode bogstaverne.
»Vi er overbeviste om, at vi vil være i stand til at læse stort set hele rullen i sin helhed, og det er første gang, vi er i stand til at sige det med stor sikkerhed,« siger Stephen Parsons, projektleder for Vesuvius Challenge, en international konkurrence, der forsøger at afkode Herculaneum-rullerne, til BBC.
I øjeblikket er hele indholdet ikke læseligt, men holdet bag har kunnet tyde flere bogstaver. Nogle af dem dannede tilsammen det oldgræske ord ‘διατροπή’, som på dansk betyder ‘afsky’ eller 'væmmelse', ifølge en pressemeddelelse fra Oxford University.

Og selvom forskerne ikke har kunnet tyde rullen fra ende til anden endnu, formoder de, at der er tale om et filosofisk værk.
Sidste år lykkedes det Vesuvius Challenge-holdet at dechifrere omkring fem procent af en anden Herculaneum-rulle. Dens emne var græsk filosofi - og budskabet om, at grundlæggende lykke kan opnås ved at værdsætte hverdagens små glæder.
Der er fundet hundredvis af papirruller ved den antikke by Herculaneum, der ligesom nabobyen Pompeji led en grum skæbne og blev begravet under vulkansk aske.
Tidligere har man forsøgt at tvinge ruller åbne, hvilket resulterede i, at de smuldrede mellem fingrene på forskerne.
Bevæbnet med kunstig intelligens og røntgenstråler kan vi måske i fremtiden blive klogere på, hvad der præcis stod i de mange ældgamle og udbrændte skrifter.

































