Ph.d., adjunkt, Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet
Forsker i konsekvenserne af Danmarks militære engagement i Mellemøsten. Underviser på Forsvarets uddannelser, især på Flyvevåbnets diplomuddannelse, herunder udvikling af Forsvarets kurser og uddannelser samt planlægning og gennemførelse af studierejser til Balkan, Bruxelles m.m.
Annes seneste artikler
Forskerne Formidler
Forskerne Formidler
Videnskab.dk udgiver både artikler skrevet af journalister og forskere. Når forskere står bag, er artiklerne mærket op som 'Forskerne Formidler'.
Hvad skal der til for at bekæmpe Islamisk Stat i Irak?
I øjeblikket udnytter Islamisk Stat magttomrummet i grænseområdet mellem Kurdistan-regionen og Irak. En bekæmpelse af terrororganisationen kræver samarbejde mellem kurdiske og irakiske styrker og nye løsninger på gamle problemer.
En familie på flugt fra Mosul og Islamisk Stat, 5. maj 2017. (Foto: Nicholas Hel / Shutterstock)
Anne Sofie SchøttPh.d., adjunkt, Forsvarsakademiet
\
Forskerne Formidler
Videnskab.dk udgiver både artikler skrevet af journalister og forskere. Når forskere står bag, er artiklerne mærket op som 'Forskerne Formidler'.…
Islamisk Stat findes stadig. Ikke som en selvudråbt stat på grænsen mellem Irak og Syrien, men som en terrororganisation.
De seneste trusselsvurderinger fra både FE (Forsvarets Efterretningstjeneste) og PET (Politiets Efterretningstjeneste) viser også, at organisationen fortsat udfører angreb i Mellemøsten og Afrika og appellerer til sympatisører i Danmark.
I Irak er antallet af angreb begået af Islamisk Stat imidlertid blevet færre i de seneste år.
Men selv om der er færre irakere, som mister livet på grund af angreb fra Islamisk Stat, udgør bevægelsens angreb stadig en alvorlig trussel mod den irakiske stats stabilitet.
Det bemærkelsesværdige er, at angrebene især finder sted i nogle særlige områder.
Ud over området i og omkring Baghdad drejer det sig primært om grænseområdet mellem den autonome Kurdistan-region i Nordirak og resten af Irak.
Annonce:
Jeg vil i denne artikel undersøge, hvorfor det går så langsomt med at løse sikkerhedsproblemet netop i grænseområdet. Det sker på baggrund af 10 dages nyligt feltarbejde, hvor jeg besøgte de to kurdiske hovedbyer Erbil og Sulaymaniyah i Nordirak.
Formålet med rejsen var at interviewe kurdiske politiske rådgivere og beslutningstagere om sikkerhedssituationen i regionen, og om hvad de mener, der skal til for at bekæmpe Islamisk Stat på grænsen mellem Kurdistan og Irak.
\ Forholdet mellem Kurdistan-regionen og Irak
Kurdistans grænser er omdiskuterede, og det leder til en del spændinger mellem den selvstyrende region og den irakiske regering. (Kort: U.S. Central Intelligence Agency)
Med den nye irakiske forfatning fra 2005 opnåede kurderne efter mange års kamp formelt selvstyre med eget territorium og egen regering. Forholdet mellem den kurdiske regering i Erbil og den føderale regering i Baghdad er dog tiltagende anspændt.
Konflikten handler dels om de såkaldte ’bestridte områder’, og hvor grænsen skal gå mellem den kurdiske region og Irak, dels om økonomisk udligning mellem Kurdistan og resten af Irak.
Regeringen i Baghdad anklager regeringen i Erbil for ulovligt at sælge olie til blandt andre Tyrkiet uden om den føderale regerings kontrol. Regeringen i den kurdiske region peger omvendt på, at regionen ikke får den retmæssige andel af det føderale budget.
De bestridte områder, herunder Kirkuk, indgår som en væsentlig brik i konflikten, idet der her ligger en stor del af Nordiraks oliefelter.
Islamisk Stats territoriale nederlag
I juli 2017 lykkedes det irakiske sikkerhedsstyrker i samarbejde med en international koalition at indtage Iraks næststørste by, Mosul, som havde været besat af Islamisk Stat siden 2014.
Dermed kunne den daværende irakiske premierminister Haidar al-Abadi under stor festivitas erklære, at Islamisk Stat var besejret på irakisk jord.
Det endelige territoriale nederlag led Islamisk Stat dog først i marts 2019, hvor syriske kurdere i samarbejde med amerikanske styrker nedkæmpede bevægelsen i slaget ved Baghouz tæt på grænsen til Irak.
Islamisk Stat mistede således sin territoriale udstrækning og har gentagne gange mistet ledere i amerikanske angreb.
På trods af alt det har bevægelsen fortsat kampen som oprørsbevægelse, det vil sige med nålestiksoperationer mod sikkerhedsstyrker, angreb på andre militser samt terrorangreb mod civilbefolkningen.
Annonce:
\ Tidslinje: Kampen mod Islamisk Stat i Irak
2014, juni: Islamisk Stat erobrer Mosul og store dele af Nordvestirak
2014, august: Den amerikansk-ledede koalition intervenerer i Irak for at støtte de kurdiske Peshmerga-styrker og de irakiske styrker i kampen mod Islamisk Stat
2017, 10. juli: Mosul befries fra Islamisk Stat
2017, 25. september: Kurderne holder folkeafstemning om selvstændighed fra Irak
2017, oktober: Irakiske styrker indtager Kirkuk
2019, marts: Syriske kurdere og amerikanske styrker besejrer Islamisk Stat i slaget ved Baghouz
2021, juli: Kurdisk-irakisk aftale om at oprette to fælles brigader i kampen mod Islamisk Stat
2023, 7. marts: USA bekræfter sin støtte til kurderne i kampen mod Islamisk Stat
Udnytter den svage irakiske stat
Ligesom da Islamisk Stats soldater strømmede ind over Irak i 2014, drager bevægelsen også i dag fordel af en svag stat, hvor forskellige grupperinger kæmper om magten.
Islamisk Stats angreb finder i dag således især sted i områder, hvor der ikke er et tydeligt magtmonopol. Det gælder netop for grænseområdet mellem Kurdistan-regionens hær, kaldet Peshmerga, og de irakiske sikkerhedsstyrker.
Det ligger som et bælte i 20 kilometers bredde på tværs af Irak fra byen Khanaqin ved den iranske grænse i øst, via Kirkuk og Makhmour og til Sinjar tæt på den syriske grænse i nordvest (se kort).
Her kan oprørsgrupper som Islamisk Stat agere relativt frit.
Fælles irakisk-kurdiske brigader har været længe undervejs
For at løse sikkerhedssituationen i dette område besluttede kurdiske og irakiske politikere tilbage i sommeren 2021 at oprette to fælles brigader, hvor kurdiske og irakiske styrker skulle operere sammen.
I første omgang blev der oprettet seks koordinationscentre, som blev placeret i Erbil og Bahdad samt i fire byer netop i grænseområdet.
Nu snart to år efter er brigaderne stadig ikke indsat.
Annonce:
På trods af fordelene ved at samarbejde i et område, som ingen har fuld kontrol over, er der altså ikke rigtigt sket noget.
Kurdernes to forklaringer
I Kurdistan har jeg mødt to officielle forklaringer på, hvorfor samarbejdet om de fælles brigader er gået i stå.
Den ene forklaring angår den manglende finansiering af de fælles brigader. Den anden angår det grundlæggende spørgsmål om kontrollen over de såkaldte omdiskuterede områder (’disputed territories’).
Med begge forklaringer peger kurdiske politikere mod Baghdad og på den føderale regering som ansvarlig for forsinkelsen.
Fra kurdisk perspektiv er de praktiske forhold ellers på plads. De kurdiske styrker, som skal indgå i de fælles brigader, er rekrutteret. De mangler simpelthen kun den sidste træning, før de er klar til at blive sat ind under føderal kommando.
For politikerne i Baghdad har problemet tilsyneladende ikke været tilstrækkeligt akut til, at de har kunnet finde midlerne til oprettelsen af de fælles brigader.
I stedet har de været optaget af deres egne indre splittelser.
Annonce:
Manglende finansiering er undervejs
Det handler altså til dels om penge. Eller manglen på samme. I forhold til at få finansiering af de fælles brigader var de kurdiske politikere, jeg talte med, svagt optimistiske.
Blandt andet fordi en ny regering tiltrådte i oktober sidste år efter måneders forhandlinger oven på valget i 2021.
De så således frem til budgetforhandlingerne mellem den kurdiske regering i Erbil og den føderale regering i Baghdad.
Der kan dog godt gå nogen tid, før midlerne bliver overført, og styrkerne reelt indsættes.
Enighed om grænseområder kniber lidt mere
Den anden forklaring peger på et dybere problem, nemlig det uafklarede forhold omkring de omdiskuterede grænseområder, som både den kurdiske og den føderale regering gør krav på.
Problemet går helt tilbage til kurdernes kamp mod Irak tidligere diktator, Saddam Hussein (1937-2006).
Islamisk Stat udnytter blot den uafklarede situation, som betyder, at de to regeringer forhindrer hinanden i at have fuld kontrol over grænseområderne.
Ifølge Iraks forfatning fra 2005 består Kurdistan-regionen af de tre provinser Duhok, Erbil og Sulaymaniyah samt Halabja-provinsen, som blev udskilt fra Sulaymaniyah i 2014.
Kurderne gør dog krav på et større område, som delvist har været under den kurdiske Peshmerga-hærs kontrol siden 1991, hvor de i ly af FN’s flyveforbud oven på Golfkrigen i januar-februar 1991 erobrede kurdisk beboede områder fra Saddam Husseins sikkerhedsstyrker.
Kurdistan-regionen i det nordøstlige Irak. (Kort: Hemin J. Mohammed / Researchgate.net)
Krigen mod Islamisk Stat styrkede samtidig den kurdiske position.
I løbet af krigen erobrede kurdiske styrker områder fra Islamisk Stat, som indtil 2014 havde været under den irakiske hærs kontrol, herunder byen Kirkuk og store dele af den olierige Kirkuk-provins.
Kurdernes ønske om selvstændighed
I 2017 blev Kirkuk dog generobret af irakiske styrker som reaktion på den folkeafstemning om selvstændighed, som den kurdiske præsident Masoud al-Barzani insisterede på – trods advarsler fra både den irakiske regering og fra internationalt hold.
Den irakiske regering var kraftigt imod enhver tanke om løsrivelse og brud på Iraks integritet, mens de omkringliggende lande frygtede, at deres egne kurdiske indbyggere ville lade sig inspirere af ambitionerne om selvstændighed.
Barzani havde nok i sit stille sind håbet på amerikansk opbakning, men den kom ikke, da USA for alt i verden ønsker en stabil irakisk stat, som ikke er i splid med sig selv.
Kurdiske toppolitikere bruger ofte de omdiskuterede områder som forklaring på, hvorfor de to fælles brigader endnu ikke er indsat.
Det gør de med henvisning til den irakiske forfatnings artikel 140, som de mener, at den irakiske regering har negligeret i alle årene.
Her står der, at forholdene omkring Kirkuk og de andre omdiskuterede områder skal normaliseres, herunder at der gennemføres en folkeafstemning for at afklare, hvor indbyggerne ønsker at høre til.
Dette er dog aldrig sket, da den kurdiske regering og regeringen i Baghdad ikke har kunnet blive enige om vilkårene.
Ved at tilsidesætte artikel 140 forhindrer man således, at kurdiske områder underlægges Peshmergas kontrol.
Da irakiske styrker samtidig ikke selv har kontrol over området, bliver der altså etableret et frirum for Islamisk Stat.
Striden om økonomisk udligning
Spørgsmålet om de omdiskuterede områder hænger dog uløseligt sammen med den økonomiske udligning, som efter forfatningen skal finde sted mellem Kurdistan-regionen og resten af Irak.
Det indebærer, at alle olieindtægter skal tilgå den føderale regering, som herefter tilbagefører en proportional andel af de føderale midler til regionen.
Indtil nu har Kurdistan-regionen solgt sin egen olie, også fra de omdiskuterede områder, mens regeringen i Baghdad har undladt at overføre midler til Kurdistan-regionen.
Begge parter beskylder altså den anden part for ikke at leve op til aftalen.
Alt imens de ser deres egen reaktion som en nødvendig konsekvens af den anden parts handlinger.
USA er til stede, så længe Islamisk Stat er en trussel
Fra mine samtaler med kurdiske toppolitikere virker det dog ikke som om, Islamisk Stat udgør et stort problem.
Det er i stedet de interne magtkampe mellem de to regerende kurdiske parter KDP (Kurdistan Democratic Party) og PUK (Patriotic Union of Kurdistan) samt uenighed om de omkringliggende landes indblanding, især Tyrkiet og Iran, der optager den politiske diskussion.
På den anden side er Islamisk Stat grunden til, at amerikanerne igen i 2014 intervenerede i samarbejde med en international koalition og fortsat er til stede i Irak - en koalition, som også Danmark er en del af.
Fortsat massiv amerikansk støtte
Det gælder derfor om ikke at tale truslen fra Islamisk Stat ned, da den sikrer, at amerikanerne stadig er til stede og ikke mindst fortsætter med at yde økonomisk støtte til den kurdiske region.
Siden Golfkrigen i 1991 har den amerikanske støtte til den kurdiske region været massiv. Det drejer sig om politisk opbakning og om økonomisk og militær hjælp.
En væsentlig del heraf er finansiering af Peshmerga-styrker under det kurdiske Peshmerga-ministerium.
Det gør derfor rigtigt ondt, når amerikanske repræsentanter kritiserer den kurdiske regering for at være for optaget af interne magtkampe i stedet for at sikre stabilitet og sikkerhed i regionen – således som det er sket et par gange inden for de seneste måneder.
Omvendt har den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin ved sit besøg i Erbil i starten af marts i år forsikret den kurdiske regering om, at USA bliver i Irak for at støtte i kampen mod Islamisk Stat.
Med andre ord et vink med en vognstang om, at samarbejdet om de fælles brigader skal tages alvorligt.
Bekæmpelsen af Islamisk Stat er USA’s førsteprioritet og bør derfor også prioriteres af både den kurdiske og den irakiske regering.
Vejskilte i Erbil i Kurdistan-regionen, marts 2023. (Foto: Anne Sofie Schøtt)
Hvad skal der til?
Spørgsmålet er dog, om fælles brigader kan fjerne truslen fra Islamisk Stat?
Kurdiske Peshmerga-ledere påpegede over for mig, at der allerede finder samarbejde mellem Peshmerga og irakiske styrker sted i forbindelse med operationer mod Islamisk Stat.
Så vil brigaderne overhovedet tilføre større slagstyrke i kampen mod Islamisk Stat?
Tre dybere problemstillinger kalder på handling
Efter min tur til Kurdistan-regionen står det klart, at to fælles brigader i sig selv ikke løser Iraks sikkerhedsmæssige udfordringer.
For det første er der de uafklarede forhold mellem Kurdistan-regionen og Irak om territorier og fordeling af indtægterne fra salg af olie, som ikke mindst skyldes en grundlæggende mistillid mellem parterne.
For det andet er der de indre politiske konflikter i Kurdistan, som betyder, at regionen står svagere end nogensinde over for den irakiske regering.
For det tredje udgør de mange flygtningelejre i den kurdiske region en problemstilling i sig selv, idet de fungerer som rekrutteringslejre for Islamisk Stat, der for nogle repræsenterer et attraktivt alternativ til et udsigtsløst liv som internt fordrevet.
Hvis det skal lykkes at bekæmpe Islamisk Stat, er det nødvendigt, at politikerne både inden for Kurdistan-regionen og mellem Kurdistan og resten af Irak prioriterer at tage hånd om opgaverne og er villige til at samarbejde om det.
Det er også kun på den måde, at de kan gøre sig håb om fortsat amerikansk støtte.
...om historiens vildeste begivenheder i Videnskab.dk's nyhedsbrev om fortiden.
Tak! For at blive endeligt tilmeldt, har vi sendt dig en mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Tjek venligst dit spamfilter, hvis mailen ikke lander i din indbakke.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.