I 2006 var der en stor udstilling på Victoria and Albert Museum i London med titlen 'Modernism: Designing a New World, 1914-1939'. Titlen er ganske sigende. Modernisme er noget, der var engang. Modernisme er historie eller fortid. Modernisme handlede om at skabe en ny verden.
Udstillingskataloget fra London havde da også en indledende artikel med titlen 'What was Modernism?' Men allerede i 1960 havde den amerikanske litteraturprofessor Harry Levin (1912-1994) faktisk skrevet en artikel med selvsamme titel, og for ham var modernismen først og fremmest 1920’ernes litteratur og kunst.
I begyndelsen af 1930’erne havde modernismen udtømt sine muligheder. Nu handlede udstillingen i London mest om arkitektur og design. Derfor lod de den først begynde i 1914, men de skrev også i kataloget, at modernismen i malerkunsten begyndte med kunstneren Édouard Manet (1832-1883) og sluttede med hans russiske kollega Vasilij Kandinskij (1866-1944).
I Danmark er Ørestaden blevet betegnet som de sidste rester af modernistisk planlægning.
Modernisme handlede om at designe en ny verden
Harry Levin skrev om modernismen, at den var udtryk for en følelse af, at den gamle verden var til ende, mens London-udstillingen fokuserede på den nye verden, der skulle komme. Ideen om aftenlandets undergang appellerede til modernisterne: 'And down we went', som det hedder i T.S. Eliots (1888-1965) digt 'The Waste Land' fra 1922.
Modernismen handlede derfor om netop at designe en ny verden – på godt og ondt.
Hvor kom modernismen fra? Da kuratoren på udstillingen i London blev spurgt om, hvorfor der var så få britiske kunstnere repræsenteret på udstillingen, svarede han, at modernismen var kosmopolitisk.
Den britiske litteraturkritiker Cyril Connolly (1903-1974) udgav i 1965 bogen The Modern Movement: One Hundred Key Books, hvori han slog fast, at det var franskmændene, der skabte modernismen, hvorefter den bredte sig og til sidst nåede Amerika. Hos ham var modernismen altså ikke kosmopolitisk, men fransk. Connollys årstal var også lidt anderledes end på det britiske museum. Højdepunktet var tiden fra 1910 til 1925.
Man kan godt være moderne uden at være modernist
De fleste vil nok give Connolly ret, hvad tidsrummet angår. Mange vil også være enige om, at modernismen begyndte i Frankrig med forfatteren Charles Baudelaire (1821-1867) omkring 1850, og at den nåede sit højdepunkt i 1920’erne. Og der behøver ikke være nogen modsætning mellem det kosmopolitiske og Paris.
Mellemkrigstidens Paris var kosmopolitisk; dér arbejdede den spanske maler Pablo Picasso (1881-1973), irske James Joyce (1882-1941) var der, og den amerikansk-jødiske Gertrude Stein (1874-1946) holdt hof, mens russiske dansere lavede balletter til Igor Stravinskijs (1882-1971) musik. Og der var såmænd også danske malere i Paris.
Modernisme er ikke det samme som 'det moderne'. Man kan være moderne uden at være modernist, og man kan endda være en anti-moderne modernist. Det moderne er langt mere omfattende og et meget ældre begreb. Der har i europæisk idehistorie siden middelalderen været en kamp mellem to lejre: de moderne og de antikke. Her er 'moderne' tæt på ordets etymologi: Det kommer af latinsk modo, der betyder 'nu'.
At være moderne var at foretrække samtidens kunst frem for den antikke eller klassiske. Modernitet er et sociologisk begreb, men for at slå det fast er modernisme ikke modernitetens æstetiske overbygning. Faktisk blev ordet 'modernism' kendt omkring år 1900 som navn på en katolsk protestbevægelse.
'Det underlige ord', kommenterede journalisten R.A. Scott-James (1878-1959) som en af de første i en bog, der hed Modernism and Romance fra 1908. Han mente, at han ikke brugte det uskønne ord, som teologerne gjorde. Han brugte ordet om romanforfatteren Thomas Hardy (1840-1928), der selv havde brugt udtrykket 'the ache of modernism'.
Ordet blev hurtigt gængs. I 1927 kunne forfatterparret Robert Graves (1895-1985) og Laura Riding (1901-1991) skrive A Survey of Modernist Poetry. Da var ordet blevet accepteret.
Modernismen var ikke kun et centraleuropæisk fænomen
Modernismeopfattelsen er dog blevet kritiseret for at være for eurocentrisk. Den begyndte i de store imperiestaters hovedstæder: Paris, London og Berlin (Tyskland var ved at opbygge sit imperium). I Latinamerika var ordet – modernismo – allerede før år 1900 i omløb som navn på en æstetisk retning anført af den nicaraguanske journalist og digter Rubén Darío (1867-1916).
\ Fakta
Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
Han satiriserede over, hvordan man i Madrid talte om modernistas, for det var de ikke, mente han. Modernismo var et postkolonialt brud med spansk (castiliansk) litteratur. I både Bengalen og det øvrige Indien var der modernistiske tiltag både inden for malerkunst og lyrik i 1920’erne. Modernismen var altså ikke kun et centraleuropæisk fænomen.
Men tidsligt er de fleste trods alt enige om, at den kosmopolitiske eller internationale modernisme nåede sit højdepunkt fra 1900-1930. De mange modernismer, der kommer bagefter – især efter 2. Verdenskrig, forankrede modernismen i det nationale, eller de var efterligninger af højmodernismen.
Modernismen kan beskrives som velfærdsstatens 'folkekirke'
Det kan måske undre, at når nu det moderne gennembrud kom fra Norden og bredte sig til det øvrige Europa, hvorfor fik vi så tilsyneladende en modernisme ret sent? Den svenske litterat Peter Luthersson (f. 1954) spurgte: »Hvad betyder det, at modernismen kommer sent til et land?«
Det er et spørgsmål, der skyldes, at vi siger, at den begyndte i Frankrig, og at den derefter spredte sig. De stillede et lignende spørgsmål i Canada eller Australien. I Irak efterlignede lyrikerne T.S. Eliot i 1950’erne. Der har altså været modernister i Irak.
I Danmark forbinder de fleste nok modernisme med forfattere som Klaus Rifbjerg (f. 1931), Jørgen Sonne (f. 1925), Robert Corydon (1924-1984) og andre i 1950’erne, i Norge med Paal Brekke (1923-1993) i 1949, og modernismens triumf i Sverige sker med de såkaldte 'fyrtitalister': Gunnar Ekelöf (1907-1968), Erik Lindegren (1910-1968) og Karl Vennberg (1910-1995).
Modernismen falder med andre ord sammen med opkomsten af velfærdsstaten, og det har ført til, at litteraturkritikeren Hans Hertel (f. 1939) beskriver modernismen som velfærdsstatens 'folkekirke'. Der kan være modernisme et sted, men ikke et andet på samme tid. 1950’ernes britiske lyrikere var indædte antimodernister. Danskerne var modernister.
Den nye modernisme var opgør mod naturalisme og impressionisme
Anlægger vi et kunsteller musikhistorisk perspektiv, ville sagerne tage sig noget anderledes ud. Modernisme bruges faktisk ikke ret ofte i musikhistorier (man foretrækker 'ny', 'samtidig', 'moderne' eller 'impressionisme'). Undertiden er den eneste modernist komponisten Arnold Schönberg (1874-1951) – og dermed den atonale musik.
Kunsthistorien er noget anderledes, dog spiller modernisme som retning ikke den store rolle i flere danske kunsthistorier. Kunsthistorikeren og forfatteren Hans Edvard Nørregård-Nielsen (f. 1945) synes næsten at sige, der ikke var nogen modernisme.
De danske kunstnere havde ikke »baggrund for at tilegne sig en stil og udtryksform med rødder i helt andre sammenhænge,« skriver han i Dansk kunst (1983). Bind 6 i Ny dansk kunsthistorie har titlen 'Tidlig modernisme'. Her begynder modernismen på Kristian Zahrtmanns (1843-1917) malerskole i København præcis i 1904.
Modernisme var her opgør med naturalisme og impressionisme. Denne kunsthistoriebog bruger derefter generationsbegrebet. En ny generation af modernister – med bl.a. Asger Jorn (1914-1973) – afløste de tidlige modernister.
I dag er det, der var nyt, ikke længere nyt
Mange kan umiddelbart skelne mellem et modernistisk maleri, digt eller musikstykke og et ikke-modernistisk. Vi kan skelne mellem et maleri af guldaldermaleren J.Th. Lundbye (1818-1848) og et af Richard Mortensen (1910-1993). Det modernistiske maleri gengiver ikke virkeligheden. Det modernistiske digt giver ikke udtryk for digterens følelser. Det er blot, og musikstykket har ingen melodi eller harmoni.
Det modernistiske værk lægger mere værdi i tegnet end på det æstetiske. Det modernistiske værk hypostaserer det nye. Et ofte benyttet billede på det modernistiske kunstværk var 'spatial form'. Modernismen var også et forsøg på at finde noget stabilt i tiden eller et forsøg på at transcendere tiden og finde et punkt, der ikke forsvandt med tiden.
I dag er det, der var nyt, ikke længere nyt. Vi er derfor nødt til at rekonstruere det nye ved modernismen. Forfatteren og kritikeren C.K. Stead (f. 1932) har en glimrende måde at skelne mellem modernistisk og samtidig litteratur. Hvis der er kort afstand mellem virkeligheden og digtet, er der stor afstand til læserne, og hvis der er kort afstand mellem digt og læser, er der stor afstand mellem digt og virkelighed.
For Stead er modernistisk poesi virkelig, idet den viser virkeligheden, som den er, men det vil de fleste helst ikke se. Den afslører intetheden. Den er anti-idealistisk, og den er ikke opbyggelig. Her er vi ved en tredje opfattelse, som også var dominerende i Danmark, nemlig at modernismen var udtryk for en meningsløs verden.
Vi forbinder Henrik Ibsen med det moderne gennembrud, men ikke modernismen
Det er i dag forbundet med en vis modstand at udvide modernismebegrebet. Det kan også være lidt provokerende at gøre det. Det er, som om nogen vogter over det, så det ikke bliver for omfattende. Det viser disse to tendenser: Dels søger man at begrænse modernismen især tidsmæssigt, og dels er der hele tiden forsøg på at udvide omfanget.
Der er en eksklusiv modernisme og en inkluderende. Et par eksempler, der dels kender til vanskelighederne ved at udvide, og som ved, de er lettere provokerende, er fx litteraturkritikeren Toril Mois (f. 1953) Ibsens modernisme. Hendes bog er en kritik af modernismeideologien.
Vi forbinder uden problem forfatteren Henrik Ibsen med det moderne gennembrud, men ikke med modernismen. Hvorfor mon ikke? Toril Moi bygger på denne tese: Modernismen var i bund og grund teaterfjendsk, og derfor røg Henrik Ibsen og andre dramatikere ud af modernismen. Moi har udvidet begrebet, der hos hende betyder opgør med idealismen i kunsten. Hun inkluderer naturalisme og realisme i modernismen.
Læsere og publikum var ikke interessante for modernismen
T.S. Eliots digt 'The Waste Land' fra 1922 betragtes ofte som et paradigmatisk, modernistisk digt. Efter krigen begyndte Eliot at skrive skuespil, endog komedier. De blev aldrig betragtet som modernistiske og blev stort set ignoreret af kritikerne, men de blev populære blandt publikum. Det har at gøre med det fænomen, at modernismen ikke er interesseret i læsere eller publikum. Og hvad er teater uden publikum?
Det andet eksempel er fra musikkens område. I 2006 udkom bogen Edward Elgar, Modernist af J.P.E. Harper-Scott (f. 1977), hvor den engelske komponist Edward Elgar (1857-1934) bl.a. analyseres med begreber hentet hos filosoffen Martin Heidegger (1889-1976), så Heidegger var en slags modernist.
Her har vi endnu et eksempel på en udvidelse af modernismebegrebet. Bogen vil provokere en del musikologer, der kun ser Arnold Schönberg (1874-1951) og Alban Berg (1885-1935) som typiske modernister. Modernismebegrebet fornyes, udvides, nuanceres og bearbejdes endnu eller igen.
Et nyt begreb er dukket op, hvor man forsøger at forny modernismen: late modernism hedder det. Vi kender det egentlig kun fra Storbritannien. Der var i 1920’erne en opfattelse af modernisme som et udtryk for noget irrationelt eller okkult i en rationel verden. Det er denne okkulte modernisme, der i dag går under navnet late modernism.
Til tider var modernismen uforståelig
Modernismen kom til Danmark sammen med opsvinget, kunststøtten og den moderne velfærdsstat. Danmarks Radio bidrog og udsendte i 1967 en grundbog, der hed Modernismen i dansk litteratur. Dernæst kom kritikeren Poul Borums (1934-1996) Poetisk modernisme. De unge skulle lære at læse den ny poesi. De fleste erkendte, at modernisme var vanskeligt tilgængelig, til tider uforståelig eller hermetisk.
Den krævede en metode eller en nøgle. Det var umuligt at læse James Joyces Ulysses uden at have Stuart Gilberts håndbog ved sin side, og T.S. Eliots digte kunne ikke læses uden A Guide to Eliot’s Poetry. Modernismens fjende eller onde anden var populærmusikken og triviallitteraturen, altså markedets kunst.
Poul Borums definition i Poetisk modernisme er tæt på modernismens standardhistorie. Han var ikke i tvivl: Modernisme er et historisk begreb mere end et æstetisk. Modernismen har en fransk begyndelse (1850-1900) og dernæst kommer en generation, der er født i 1880’erne, en tredje generation, der kommer frem i mellemkrigstiden og en fjerde eller femte efter 2. Verdenskrig, der konsoliderer modernismen.
Hvornår nåede modernismen til Danmark? Det er svært at afgøre, men i 1960’erne var den der. Borum nævner forfatterne J.P. Jacobsen (1847-1885) og Sophus Claussen (1865-1931) som de første danske og Olaf Bull (1883-1933) som den første norske modernist. Det svarer til kunsthistorien, hvor modernismen begynder omkring 1900.
Der findes intet fast udgangspunkt
Modernismen i dansk litteratur havde tre afsnit: et om lyrik, et om prosa og et mindre om drama, men hvad dramaet angår, måtte forfatteren erkende, at der ikke var noget, man kunne kalde modernistisk. Jørn Vosmar, der var ansat på Nordisk Institut ved Aarhus Universitet, redigerede og skrev indledning til bogen.
Han var slet ikke i tvivl om, hvad der var fælles for modernister. Det var en grundantagelse. Han var ikke så meget optaget af form eller historie, men af livsanskuelse og indhold. Hvad var modernister fælles om?
»At der ikke findes noget fast udgangspunkt, at der ikke er nogen på forhånd givet mening med tilværelsen, og at den i øvrigt spotter ethvert forsøg på at opstille et fast system af værdier eller på at finde sandheden om livet.«
Alle talte om postmodernismen, men få forfattere blev kaldt postmodernister
Litteraturkritikeren Finn Stein Larsen (1929-2013) skrev om lyrikken, og han definerede den modernistiske lyrik som et opgør med en udbredt 'symbolistisk tradition'. En af sensymbolisterne var for ham T.S. Eliot, der ellers stort set altid anses for eksemplarisk modernist.
Hvem var så de danske modernister? Erik Knudsen (1922-2007), Jørgen Gustava Brandt (1929-2006), Robert Corydon (1924-1984), Per Højholt (1928-2004), Klaus Rifbjerg (f. 1931), Ivan Malinovski (1926-1989), Jess ørnsbo (f. 1932), Benny Andersen (f. 1929), Jørgen Sonne (f. 1925), Poul Borum (1934-1996) og Inger Christensen (1935-2009). I dag ville vi bemærke fraværet af kvinder.
Efter modernismen kom postmodernismen. Det sagde Harry Levin allerede i 1960. Den kom også sent til Danmark, hvis den da i det hele taget kom. Alle talte på et tidspunkt om postmodernisme, men få forfattere blev kaldt postmodernister. Det gjorde derimod en række malere: De unge vilde.
