Hvad er et udviklingsland egentlig?

For nogle rimer udviklingsland - eller uland som det også kaldes - på hungersnød, høj børnedødelighed, ulighed og primitive landbrug.

Et udviklet land - eller iland - rimer derimod på industrialisering, lange uddannelser, velfærd og velstand.

Til FN’s klimatopmøde COP29 i november skabte det derfor furore rundt om bordene i de iltfattige forhandlingslokaler, at lande som Sydkorea, Saudi-Arabien og Kina i FN-regi stadig betragtes som udviklingslande. Det har nemlig betydning for, hvem der skal være med til at betale klimaregningen eller modsat modtage hjælp til at klare konsekvenserne af klimakrisen.

Men hvor går grænsen mellem et udviklet og et udviklingsland egentlig? Og er det i 2024 på tide at smide betegnelserne ud med badevandet?

Der findes ikke én definition

Det er én ting at skelne mellem udviklede og udviklingslande på teoretisk plan som eksempelvis i undervisningen på universitetet. Når det gælder den politiske arena, bliver det lidt mere komplekst. Her findes der ikke én definition, men flere kategoriseringer.

En af de kategoriseringer, der har været i vælten, blandt andet i forbindelse med det seneste klimatopmøde, er FN’s, som stammer tilbage fra en skelsættende klimakonvention fra 1992, UNFCCC, hvor landene blev placeret i forskellige bokse.

De kategoriseringer er essentielle, når det eksempelvis gælder klimaforhandlinger i FN-regi, der munder ud i vigtige globale aftaler som eksempelvis Parisaftalen fra 2015. FN bruger et annekssystem til at inddele landene i tre kategorier, hvoraf den sidste »primært (består) af udviklingslande«.

»I internationale sammenhænge og organisationer er der en forståelse af, at man ikke kan behandle alle ens, og derfor har de de her systemer, som differentierer og stadig bruger begrebet udviklingslande,« indleder Laurids Lauridsen, professor emeritus i udviklingsstudier ved Roskilde Universitet.

Men i andre internationale alliancer, sammenhænge og organisationer er skelnen mellem udviklede og udviklingslande anderledes delt op, som du kan se i boksen nedenfor.

»Men der er en generel tendens i de politiske systemer, også i FN, til at bevæge sig væk fra begrebet 'udviklingslande’ og i stedet lave nogle mere nuancerede og finere inddelinger,« siger Laurids Lauridsen.

Når det er sagt, bruges begreberne udviklede og udviklingslande stadig i flæng, både af politikere, medier og landene selv.

Tidligere brugte man om udviklingslande begreber som ‘underudviklede lande’, ‘mindst udviklede lande’, ‘den tredje verden’ eller inddelte verden i et centrum - de udviklede lande eller ilandene - og en periferi - udviklingslandene eller ulandene.

»Der har været mange begreber gennem tiden, og de har tit rødder i forestillinger om en civiliseret og uciviliseret verden, altså koloniale stereotyper,« lyder det fra Laurids Lauridsen.

»Begreberne har været udtryk for en moraliserende tilgang, som dem, der ’skraber bunden’ af hierarkierne så at sige, kan blive trætte af. Derfor har udviklingslande også forsøgt at organisere sig i eksempelvis G77-gruppen, med andre lande i BRIKS-gruppen eller at stå sammen i 'det globale syd'.«

Ingen grund til at flytte kasse

Her kan Kina og det seneste klimatopmøde fungere som et eksempel.

For selvom det er frivilligt eksempelvis under FN’s klimakonvention at skifte kategori og komme med i ‘de udvikledes klub’, er det ikke nødvendigvis i Kinas interesse, lyder det fra Anne Marx Lorenzen, ph.d.-studerende ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet, hvor hun blandt andet undersøger Kinas rolle som udviklingspartner i Afrika.

Det handler blandt andet om alliancedannelse, og her har Kina eksempelvis tætte bånd til de andre lande fra det globale syd i FN-regi.

Så ved at blive i kategorien for udviklingslande beholder Kina også førertrøjen på et hold af lande med masser af potentiale, lyder det fra Anne Lorenzen.

»På den måde kan Kina også i nogle tilfælde udfordre den her neoliberale tilgang ved at stille sig som et alternativ til Vesten. Hvis de bibeholder rollen som udviklingsland, så kan de andre udviklingslande også bedre identificere sig med, lade sig inspirere af og stræbe imod Kinas vej til i dag at være en af de største økonomier i verden,« siger hun.

Det er ikke kun klimasammenhænge, at diskussionen af definitionen af udviklede og udviklingslande er relevant (se faktaboks).

»Men i mange andre tilfælde er der ikke nogen forpligtelser forbundet med at stå i den ene eller anden gruppe,« siger Laurids Lauridsen.

Det er noget andet, når der skal penge på bordet, som det var tilfældet med de 300 milliarder dollar, der blev skrabet sammen til COP29.

»Og her kan jeg sagtens forstå, at de vestlige lande synes, det virker underligt, at Kina ikke bidrager mere i klimasammenhænge. Især fordi Kina er verdens andenstørste økonomi og den største udleder af drivhusgasser,« lyder det indledningsvist fra Anne Marx Lorenzen.

Men i Kinas tilfælde var det dengang et helt andet land, da listerne blev lavet, sammenlignet med i dag, indvender Anne Lorenzen. Industrialiseringen begyndte først rigtigt i slutningen af 70’erne, og allerede dengang outsourcede de vestlige lande meget af deres produktion til Kina blandt andet på grund af den billige arbejdskraft.

»Den her arv fra konventionen i ’92 er ikke rigtig blevet revideret siden da, men det er også forståeligt, at Kina var i den bås dengang.«

Et væld af kriterier

Ofte bruges økonomien som rettesnor for, om et land skal betragtes som udviklet eller under udvikling.

I Kinas eksempel, ja, så har de en høj BNP per indbygger, men stadig godt fem gange mindre end eksempelvis Danmarks.

»Og så er der forskellen internt i landet, eksempelvis mellem land og by, hvor der uden for førstnævnte stadig mangler adgang til energi og ‘clean cooking’, altså madlavning fra sikre og mere bæredygtige brændsler, som ikke forurener luften og gør folk i hjemmet syge,« siger Anne Lorenzen.

»Så på nogle parametre kan man godt sige, at Kina stadig er et udviklingsland, men slet ikke på samme måde som dem, der befinder sig på FN’s liste for ’least developed countries’, hvor man lever på en dollar om dagen.«

På teoretisk plan - for eksempel i undervisningen på universiteterne - er skelnen mellem udviklede og udviklingslande mindre mudret, for der er der ikke politiske studehandler og realpolitik at tage hensyn til, lyder det fra Laurids Lauridsen.

Her er landene blandt andet kategoriseret efter, hvad der kendetegner deres produktionsapparat, og hvad de sælger.

»I Saudi-Arabien har de en oliepøl, og i Botswana nogle diamanter, men det gør dem ikke til ilande. Det kræver, at du har en samfundsmæssig strukturel udvikling, hvor du bevæger dig væk fra at eksportere råvarer,« siger han.

Derfor er et iland i teorien blandt andet defineret ved at have en effektiviseret, højteknologisk og moderne industrisektor og innovative virksomheder. Og her er det altså ikke ligegyldigt, om at man eksporterer »computer- eller kartoffelchips«, som det lyder fra professor emeritussen.

Det er især grænsetilfælde som eksempelvis Israel og Tyrkiet, der kan blive sværere at placere.

Sidstnævnte har på den ene side opbygget mere og mere industri, en højteknologisk våbenindustri, og omvendt bor og lever mange tyrkere stadig i en landsby med får og geder. Altså en moderne industri i hovedstaden og subsistenslandbrug (hvor landmændene kun dyrker mad nok til at kunne brødføde deres egne familier og eventuelt lokalområdet) de fleste andre steder.

»Men vi har brug for at have en eller anden form for differentiering. Du kan gøre som Verdensbanken og tage indkomsten, det er jo til at finde ud af og er et objektivt kriterium. Så kan vi sige, at Kina er ved at nærme sig det øvre lag af mellemindkomstlandene, måske endda på vej mod at blive et højindkomstland,« siger Laurids Lauridsen.

»Og ved at have differentieringerne ved man, at lavindkomstlande skal have hjælp, eksempelvis fordi de bliver hårdest ramt af klimaproblemer. Men hvad så med et mellemindkomstland som Pakistan? I det omfang af de voldsomme oversvømmelser, landet oplever, skyldes klimaforandringerne, skal de så ikke kompenseres?«

En indvending kunne også være, at ved at bruge økonomi som eneste objektive kriterium, så dækker man over andre forskelle landene imellem. Som niveauet af fattigdom, sygdom, sociale problemer, uddannelse og ulighed.

»Med ulighed eksempelvis bliver det vanskeligere. I USA er der også mange fattige mennesker, det er et meget ulige land,« siger Laurids Lauridsen.

»Samtidig hænger eksempelvis sundhedsindikatorer ofte sammen med BNP per capita, selvom der selvfølgelig er undtagelser.«

Ulige betingelser fra start

Så Kina er måske et udviklingsland i klassisk forstand på nogle parametre, mens Mali er det på nogle andre.

Indtil da vil man sige, at der ikke er en ’level playing field’ landene imellem, for spillepladsen er ikke jævn, men hælder, og det er dem i bunden, der bliver snydt, lyder det fra Laurids Lauridsen.

»Du er den, der ikke får de bedste vacciner, den der skal betale patenter, en højere rente på din gæld, finde dig i udenlandske selskaber, der snyder dig i skat. Man er nødt til at erkende, at verden er hierarkisk, et hierarki som vi kan vælge at kalde i- og ulande eller det globale syd og nord med en række grænsetilfælde som eksempelvis Kina,« siger Laurids Lauridsen.

Den skæve spilleplade kommer også til syne i klimaforandringerne, supplerer Anne Lorenzen.

»Skal udviklingslandene ikke også have lov til at blive industrialiseret under de samme vilkår, som Vesten gjorde? Give ‘den gas’, som Vesten har gjort i årtier? Og er mange af de konsekvenser, vi ser nu af klimaforandringerne, ikke i højere grad vores, altså USA og Europas, skyld, end eksempelvis Kina og de ’nye industrielle lande’?«

Dertil kommer, at et land som Kina allerede investerer massivt i eksempelvis infrastrukturprojekter, herunder vedvarende energi, i Afrika, og også er aktive gennem andre multilaterale organisationer som Verdensbanken og FN’s udviklingsorganisation UNDP, uddyber hun.

Samme pointe har Laurids Lauridsen. Det var en af grundene til, at Kina vægrede sig ved at gå fra at være defineret som uland til donorland på det seneste klimatopmøde.

»Derfor er modargumentet fra Kinas side, at de jo allerede er i fuld gang med at bidrage, bare gennem deres egne og andre kanaler som for eksempel Belt and Road-initiativet,« siger han og fortsætter:

»Og hvem er det egentlig, der skal betale? Er det som i Oman og Saudi-Arabiens tilfælde dem, der har olien, eller dem, der forbruger det? Eller dem, der bliver ved med at grave det op?«

Slut med udviklede og udviklingslande?

Spørgsmålet er, om tiden er løbet fra begreber som udviklede og udviklingslande, når der går så meget politik i begreberne.

Ifølge Laurids Lauridsen er det formentlig urealistisk, at de internationale strukturer vil blive så forandrede, at eksempelvis FN’s inddelinger fra 1992 vil blive ændret. Især i en tid, hvor de globale alliancer i forvejen er ustabile.

Det er ifølge ham også urealistisk, at et land som eksempelvis Kina vil give slip på deres placering, medmindre de får noget mere gulerod, magt og større repræsentation andre steder for eksempel i form af stemmer og magt i andre internationale alliancer.

»Når det er sagt, så er der nogle lande, der rykker op eksempelvis økonomisk som Sydkorea og Kina, og andre, der rykker ned. Men i det store billede flytter verden sig ikke særlig meget og heller ikke det store flertal af ulande. Hvis du tager et kort fra 50 år tilbage og sammenligner med i dag, vil du stadig se lande som Mali, Lesotho og Malawi på den økonomiske bund.«

Ifølge Anne Lorenzen er det svært at lave skarptskårne definitioner, for det kommer meget an på, hvad de skal bruges til.

»Mange af vores systemer er bygget op om, at man kan klassificere, hvem der skal eller ikke skal have bistand. Det er enormt vigtig rettesnor eksempelvis for udviklingsprogrammer. Så det ville kræve enorme reformer, hvis man skal komme uden om de her begreber,« lyder det fra Anne Lorenzen.

Og så er vi tilbage ved den historiske arv. Ifølge Anne Lorenzen er der en oplevelse i nogle udviklingslande af, at især Vesten i eksempelvis en stribe lande i Afrika har blandet sig og udnyttet dem tilbage fra kolonitiden for derefter at efterlade dem på egne ben.

»Og derfor skylder vi de her lande nogle penge, er opfattelsen. Så jeg tror det bliver svært for udviklingslandene at acceptere, hvis man ikke har en klassificering af, hvem der ‘udnyttede’, og hvem der var de ‘udnyttede’.«