Har Folketingets flertal og forskningsministeren egentlig forstået, hvad forskning går ud på?

Hvad er god forskning? Kan to forskere være uenige, uden nogen af dem er dårlige forskere af den grund? Hvornår er forskning aktivistisk? Og hvor meget ved politikerne egentlig om den forskning, de kritiserer?

Disse spørgsmål er blevet ekstra aktuelle de seneste uger og måneder, senest i forbindelse med Folketingets forespørgsel om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer', som blev stillet til forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) af Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF).

Forespørgslen mundede ud i, at Folketinget – med undtagelse af Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Alternativet og Uffe Elbæk – 1. juni 2021 stemte for en vedtagelse, der understreger, at universiteternes ledelser har ansvar for, »at det ikke er muligt at unddrage sig berettiget faglig kritik.«

Mange forskere har allerede kritiseret vedtagelsen for, at den risikerer at stække forskningsfriheden frem for at befordre den. Det er jeg enig i.

Tv-transmissionen fra Folketingets debat 28.5.21 gør mig desuden alvorligt i tvivl om politikernes faglige indsigt i den forskningsverden, som de lovgiver om.

Mindretallet fremstillede en alternativ vedtagelsestekst.

Hvorfor valgte de øvrige partier at stemme for Dahls og Messerschmidts tekst, der blandt andet fremhæver, at forskning skal munde ud i enighed blandt forskerne, frem for den alternative vedtagelsestekst, der understreger forskningsfriheden på de danske universiteter?

Mangel på klare svar fra Dahl & forskningsministeren

Dahls begrundelse for forespørgslen byggede på to eksempler på, at forskere inden for migrationsforskning har kritiseret majoriteten af forskere for at være for ukritiske overfor indvandring (se Folketinget tv 28. maj 2021 klokken 12.15-12.19).

Man skulle tro, at sådanne forskningsstridigheder var et udtryk for, at den frie og kritiske debat lever i bedste velgående på danske universiteter.

Men Dahl brugte eksemplerne som argument for, at kritikerne har udpeget et problem med aktivisme blandt danske migrationsforskere.

Han tog med andre ord stilling i en forskningsdebat og ønskede, at de kritiserede forskere retter ind over for kritikken. Dette var Dahls baggrund for at starte en debat om forskellen på politik og videnskab samt grænserne for, hvor aktivistiske forskere må være.

Forskningsordførerne, der stillede med en alternativ konklusion til diskussionen, spurgte vedvarende til forskellen på kritisk debat og politisk aktivisme uden at få et klart svar fra Dahl eller fra forskningsministeren eller hendes partis forskningsordfører, Bjørn Brandenborg.

\ Læs mere

Formand for Rektorkollegiet: Folketingets nye erklæring er et angreb på forskningsfriheden

Hvorfor ikke tilslutte sig en anden ordlyd?

Hvis politikerne ikke kan definere det, som de ønsker reguleret, ville det være klogt at tilslutte sig den alternative konklusion, som fremhæver:

»Faglige tvister afgøres ikke politisk. Folketinget skal sikre, at universiteterne fortsat har de nødvendige redskaber til at beskytte fagligheden. Folketinget skal ikke definere, hvad der er god videnskab, relevante fagområder eller passende metoder. Folketingets medlemmer kan naturligvis deltage i den åbne debat på lige fod med alle andre.«

Hvorfor ville forskningsministeren ikke tilslutte sig denne ordlyd?

\ Læs mere

Åbent brev til Folketinget: Over tusind danske og internationale forskere er bekymrede for forskningsfriheden

Social Justice Theory – ifølge Morten Messerschmidt

I sin tale fremhævede Messerschmidt Social Justice Theory som eksempel på en underlødig teoretisk retning.

Ifølge ham har teorien underbegreber som postkolonial teori, queer teori, kønsteori, intersektionalitet, kritisk raceteori og fedmestudier og er en metode, der »er ekstremt intolerant og antidemokratisk.«

Messerschmidt uddybede, at han herved forstår »en slags konspirationstanke om, at universiteterne er gennemsyret af gamle hvide mænd, som ikke kan løsrive sig fra det ophav, de nu engang er født ind i, uanset hvad de så måtte gøre.« (klokken 13.06-13.08)

Han gav ingen begrundelse for sine anklager mod ovennævnte teorier.

Hvordan er Messerschmidt kommet til den konklusion, at Social Justice Theory er overbegrebet for de førnævnte teorier?

Jeg har i diverse leksika ikke fundet en beskrivelse af Social Justice Theory.

Som filosof kender jeg begrebet social retfærdighed som en idé om fordelingsmæssig social retfærdighed, der kan spores tilbage til den amerikanske filosof John Rawls' hovedværk 'A Theory of Justice' fra 1971 (se f.eks. opslaget Distributive Justice i Standford Encyclopedia, hvor der også refereres til Social Justice).

De fra Rawls inspirerede diskussioner om social retfærdighed udgør ikke et paraplybegreb for postkolonial teori, queer teori og så videre.

\ Læs mere

Humanistisk kønsforskning er politikeres nye skydeskive

Messerschmidts misforståelse

I sit svar til Stinus Lindgreen, Radikale Venstre, (klokken 13.15) understregede Messerschmidt, at Social Justice Theory er inspireret af franske tænkere som Foucault, Althusser og Deleuze.

Den kobling er jeg aldrig stødt på.

Havde Messerschmidt ulejliget sig ud blandt forskerne og havde spurgt til deres teori og metode, ville han have opdaget sin fejltagelse.

Messerschmidt blander den Kant-inspirerede Rawls og dennes tanker om social retfærdighed sammen med fransk poststrukturalisme.

Hans viden om den forskning, han ønsker at kritisere, er mildest talt hullet, og hans negative vurderinger ligner en ubegrundet normativ stillingtagen.

Ufine angreb fra landets fineste talerstol

Der er ikke meget rationalitet eller objektivitet i at insinuere, at mennesker, man er uenig med, er forskruede.

Ikke desto mindre var det, hvad Messerschmidt brugte sin taletid på, da han remsede navngivne forskere og forskningscentre op for at konkludere, at:

»… hvis ikke man allerede er fuldstændig forskruet og medlem af Enhedslisten, så kan man da blive optaget på universiteterne og ende der« (klokken 13.10) og sidenhen fremhævede, at rigtig forskning i feminisme ville konkludere, »hvordan feminisme forskruer hovedet på folk« (klokken 13.18).

Er det sådanne angreb, Messerschmidt og Dahl mener skal danne grundlaget for den 'frie og kritiske debat'?

Disse eksempler må være absolutte lavpunkter i den politiske debat i Folketinget. Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgesen fremhævede i sin tale, at:

»… det er vigtigt (…) at holde armslængde til de konkrete forskningsaktiviteter fra politisk side. Spørgsmål om pres på forskningsfriheden i form af for eksempel ensporede forskningsmiljøer er et klart ledelsesansvar for de enkelte universiteter.« (klokken 12.22)

Hvorfor underskriver vores forskningsminister så Dahl og Messerschmidts vedtagelsestekst frem for sine støttepartiers vedtagelsestekst, der tydeligt understreger netop armslængdeprincippet?

\ Læs mere

Folketingsvalg: Derfor virker 'mudderkast'

Upræcis kritik

I debatten takkede Dahl Messerschmidt »for at nævne Social Justice Theory, som vi taler for lidt om her i Folketinget« og fortsatte, at der en antagelse i »Social Justice Theory, at når en teori fortrænger en anden teori, er det magt, der får den nye teori ind. Det er ikke rationalitet« (klokken 13.21-13.22).

Hvor er Dahls eksempler på forskere, der mener, at magt er den drivende motor i teoriudvikling?

Hvis ikke Dahl og Messerschmidt havde politisk magt, ville forskerfællesskabet blot ryste på hovedet af deres upræcise og misforståede kritik.

Men netop deres placering som folkevalgte politikere gør, at deres nonsens ikke er uskyldig.

\ Læs mere

Forsker: Farligt, når politikere tror, de ved bedre end forskere

Dahl & Messerschmidts selvmodsigelse

I vedtagelsesteksten, som det store flertal i Folketinget netop har tiltrådt, står der, at:

»…akademisk selvregulering (…) består i, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat når til konsensus om såvel de idéer, forskersamfundet anser for at være levedygtige, som om de idéer, der i lyset af den kritiske debat ikke lader sig opretholde.«

Dahls begrundelse for at rejse den politiske debat om forskningsfrihed var, at der ifølge ham hersker en konsensus blandt danske migrationsforskere, som han og navngivne kritikere mener er forkert.

Dahl og Messerschmidt synes både at ville kræve et opgør med forskningsfelter, når den herskende konsensus ikke behager dem, og at kræve, at universiteterne skal sørge for, at forskersamfundet når til konsensus.

Det er en simpel selvmodsigelse. Det er også imod praksis indenfor ethvert kendt forskningsfelt.

\ Læs mere

Hvad er grundforskning?

Uenighed blandt forskere er helt normalt

Forskning er kendetegnet ved, at der ikke hersker universel konsensus. Der er vedvarende uenigheder blandt forskere om specifikke forskningsdesigns, forskningsmetoder, fortolkninger af forskningsresultater og idéer.

Se bare på de sidste 16 måneders corona-diskussioner, hvor forskerne ikke har været 100 procent enige om, hvordan videnskabelige data skal fortolkes.

Forskere er enige om, at der skal kunne stilles kritiske og velbegrundede spørgsmål til ethvert led i forskningsprocessen og det er derigennem, at fejltagelser opdages og mindre velbegrundede idéer opgives.

Men enhver enighed, der opstår indenfor et forskningsfelt på et givent tidspunkt, kan kritiseres og blive udfordret, som også de af Dahl nævnte eksempler viser.

Det ville være forskningsmæssig hybris at forestille sig, at vi i dag gennem fri og kritisk debat kan komme til enighed om, hvilke forskningsidéer der er levedygtige.

\ Læs mere

Hvad er videnskabelig evidens?

En række spørgsmål til forskningsministeren

Derfor er mine spørgsmål til forskningsministeren og de øvrige underskrivere af vedtagelsesteksten:

• Hvad det er for en opgave, universiteternes ledelse bliver pålagt?
• Mener flertallet i Folketinget, at universitetsledelserne har til opgave at facilitere 'en fri og kritisk debat', der kan føre til konsensus – altså enighed – mellem alle universitetets forskere om, hvilke idéer der skal forskes i?
• Hvorfor antager forskningsministeren og Folketingets flertal, at fri og kritisk debat inden for forskning resulterer i enighed?
• Hvordan skal forskningen udvikle sig, hvis forskere underlægges et krav om enighed?
• Hvad er forskningsministeren og de øvrige underskriveres begrundelse for at foretrække Dahl og Messerschmidts vedtagelsestekst frem for den alternative formulering?

Før publicering har vi forelagt denne kommentar for forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), Henrik Dahl (LA) & Morten Messerschmidt.

Dahl & Halsboe-Jørgensen er ikke vendt tilbage, mens Messerschmidt svarer, at han har bedt Halsboe-Jørgensen om at »igangsætte et tilbundsgående studie af de seneste ti års kønsforskning med henblik på at kortlægge, hvor stor en andel af denne forskning, der baserer sig på evidens og empiri versus teori.«

I boksen under artiklen kan du både se den fulde ordlyd af Folketingets vedtagelsestekst og den alternative formulering.

\ Læs mere

Forskningsfriheden er truet på danske universiteter

\ Læs mere

Forskningsfrihed: Danmark får bundplacering i EU

\ Læs mere

Britisk forsker revser forskningsfriheden i Danmark