Ansigtsmasken er blevet allestedsnærværende i vores hverdagsliv, og de fleste af os har nok vænnet os til, at den skal på inden besøget i supermarkedet.
Men ansigtsmasken er også en interessant politisk-videnskabelig genstand. På få år har tildækning af ansigtet nemlig gået fra at være forbudt til at være påbudt.
Den udvikling kigger vi nærmere på i denne artikel.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Det kan ses i kommunikationen
I 2018, bare to år før pandemien, vedtog det danske folketing en lov om maskeringsforbud.
Denne lov foreskriver blandet andet, at »genstande, der alene skjuler ansigtet, straks skal fjernes« i det offentlige rum.
Loven har til hensigt, at myndighederne umiddelbart skal kunne ansigtsgenkende og identificere borgere, og at man ikke må kunne skjule sin identitet i det offentlige rum.
Da verdenssundhedsorganisationen, WHO, i januar 2020 stærkt anbefalede et maskepåbud i det offentlige rum, blev maskeringsloven de facto sat ud af kraft.
Vi kan alle hævde, at ansigtet er tildækket med det anerkendelsesværdige formål at beskytte os selv og andre mod virus.
Konflikten mellem forbud og påbud er afspejlet i den politiske kommunikation.
Mens resten af verden taler om masker, har de danske myndigheder været omhyggelige med at omtale masken som et 'mundbind'.
Betegnelsen signalerer kommunikationsmæssigt, at når vi bruger mundbind, er der ikke tale om maskering, men derimod en »tildækning af ansigtet, der tjener et anerkendelsesværdigt formål«, som loven udtrykkeligt tillader.
Mundbindet er altid 'anerkendelsesværdigt'
Ønsker en person fremadrettet at optræde anonym for eksempel ved en demonstration i det offentlige rum ved at bære maske, har myndighederne tidligere haft mulighed for at påberåbe sig loven og fjerne masken.
Men hvis en borger tager et 'mundbind' på, opnås denne anonymiserende effekt, uden myndighederne kan gribe ind.
Netop fordi der er tale om en pandemi, hvor alle borgere i princippet kan rammes af sygdom, vil mundbindet aldrig helt kunne afskrives som anerkendelsesværdigt formål.
Selv når man er vaccineret, for vaccinen er jo ikke 100 procent beskyttende.
Det er således vores vurdering, at vi i Danmark fra nu af aldrig vil se nogen blive tildelt en dom for at maskere deres ansigt i det offentlige rum, hvis vedkommende gør det ved hjælp af et mundbind.
Maskebrug og maskemangel
Ansigtsmasken er yderligere interessant af den grund, at det politiske påbud om at bruge den delvist flugter med tilgængeligheden. Da pandemien brød ud i Danmark og Europa i 2020 havde stort set ingen europæiske lande nok til deres befolkninger.
Ingen offentlige myndigheder – selv ikke dem, som har til opgave at sikre befolkningens sundhed – havde for alvor taget højde for risikoen for en pandemi, selv efter epidemien på kort tid havde tilbagelagt tusindvis af kilometer.
Måske af den grund – at man simpelthen ikke havde nok mundbind – var de danske myndigheder langsomme om at anerkende effekten af mundbind.
I foråret 2020 lød det således, at kun mennesker, der enten selv var smittede med corona eller havde været i kontakt med en smittet, skulle bære mundbind.
I august 2020, hvor forsyningerne af mundbind var ved at komme op i gear i hele Europa, blev der indført krav om mundbind i offentlig transport.
Først i oktober 2020 tilsluttede Danmark sig de mere generelle anbefalinger fra WHO m.fl. og indførte et krav om brug af mundbind indendørs i supermarkeder, på uddannelsesinstitutioner og museer.
Hvor man blandt andet i Californien og 24 andre stater i USA krævede maskebrug for alle i det offentlige rum inklusiv børn fra to år og opefter, har der ikke været tale om et maskepåbud udendørs i Danmark.
De danske myndigheder har således ikke fulgt de mest restriktive anbefalinger om brug af maske.
Igen et eksempel på, at politiske tiltag overfor corona indeholder mange skøn, der både kan have grund i forsyningsmæssige problemer, sundhedsfaglige anbefalinger og lokale politiske beslutninger om implementering.
Maskens smitteinddæmmende effekt
Spørgsmålet åbner sig, om de generelle anbefalinger fra WHO er sundhedsfagligt begrundede eller bygger på et forsigtighedsimperativ.
Kort efter pandemiens indtog i Danmark blev et større dansk videnskabeligt studie netop om effekten af ansigtsmasker påbegyndt.
Resultaterne af denne såkaldte 'Danmask-19'-undersøgelse, som havde til hensigt »en gang for alle at afdække effekten af mundbind«, blev offentliggjort i november 2020.
Her fandt man ingen signifikant forskel mellem smitten hos dem, som bar masken, og kontrolgruppen (blot 0,3 procent forskel), og derved kunne den stort-anlagte undersøgelse med over 6.000 deltagere ikke konkludere klart, om maskepåbud mindsker risikoen for coronasmitte.
Det skal samtidigt understreges, at designet af forsøget primært kan sige noget om den beskyttende effekt af masken for den, der bærer den. Forsøget var ikke fokuseret på, hvorvidt en smittet maskebærer smitter andre eller ej.
Stor forskel på professionel og uprofessionel maskebrug
Det er samtidig uheldigvis klart, at sandsynligheden for, at en person husker at bære maske, er højere, hvis vedkommende tror, at masken kan beskytte ham eller hende selv, end hvis maskebrugen kun har effekt overfor andre.
I en periode, hvor befolkningen opfordres til at bære maske i en række sammenhænge, vil dette mål alt andet lige lettere opnås, hvis borgerne frygter for deres egen sundhed, når de ikke bærer maske.
Endelig er det også vigtigt at understrege, at der er en stor forskel på den optimale effekt af en ansigtsmaske, når den er ny og påsættes og bæres af en professionel sundhedsfaglig person sammenlignet med, når ansigtsmasken tages ud af lommen og genbruges for 10. gang og bæres af en person, som ikke kan huske eller kender til, hvordan ansigtsmasken bør sættes på og bæres.
Videnskab.dk og Forskerzonen har berettet om 'Danmask-19'-undersøgelsen og diskussionen her, her, her, her samt her:
Det udvalgte forbud
Ser man på maskepåbuddet ud fra forsigtighedsprincippet, er reduktionen af risiko for smitteoverførsel en sundhedsfaglig fornuftig begrundelse for brug af ansigtsmasker.
Læs meget mere om forsigtighedsprincippet i vores nylige artikel her på Forskerzonen 'Forsigtighedsprincippet skal altid kunne diskuteres'.
Danske politikere har dog ikke indført et massivt maskepåbud, men kun på udvalgte offentlige steder som transport, butikker og uddannelsesinstitutioner.
Det kan skyldes, at maskepåbuddet konflikter med tildækningsforbuddet.
Ansigtsmasken, eller ansigtsbindet om man vil, er en yderst omdiskuteret og betændt videnskabelig og politisk genstand – ikke mindst i Danmark.
Videnskaben kan ikke vriste 'ansigtsbindet' fri af politikkens greb og visa versa.
\ Læs mere
\ Kilder
- Esther Oluffa Pedersens profil (RUC)
- Søren Riis' profil (RUC)
- 'Coronavirus disease (COVID-19) advice for the public: When and how to use masks' (WHO)
- 'Krav om mundbind i den kollektive trafik og særlige anbefalinger til personer i øget risiko' (Sundhedsstyrelsen)
- 'Mundbind skal nu anvendes langt oftere' (Sundhedsstyrelsen)
- 'Forskere skal teste, om mundbind beskytter mod COVID-19 i det offentlige rum' (RegionH)
