De er små, guldgubberne. På størrelse med en negl. De er flade og papirtynde, ofte firkantede og stemplet med et motiv. Som regel er det en mand og en kvinde med forskellige dragter, smykker og frisurer.
Ordet 'guldgubbe' er en gammel svensk betegnelse for en lille udskåren guldblikfigur fra germansk jernalder - kaldet merovingertiden i Norge, som startede omkring år 550 og strakte sig ind i vikingetiden. En tid med et turbulent klima og turbulente magtforhold.
Ved tidligere udgravninger har arkæologerne fundet 30 guldgubber ved byen Hov i Norge.
Arkæologerne mener, at fundstedet engang var et gudehus eller gudehov – en slags tempel, hvor man dengang bad og ofrede til guderne.
Arkæologerne havde ellers talt om ikke at blive alt for skuffede, hvis de ikke fandt flere guldgubber i denne omgang. Men så var der pludselig noget, som glimtede i jorden.
»Så var der stor jubel,« siger arkæolog Kathrine Stene.
Hun er projektleder for udgravningen, der har stået på hele sommeren og ind i efteråret, som følge af opgraderingen af E6-motervejen mellem Mjøsbrua og Lillehammer i Norge.
En religiøs offergave?
Arkæologerne har fundet fem guldgubber inden for de sidste par uger.
Tre af dem blev fundet, hvor væggen i gudehovet engang stod. To af dem blev fundet i deres respektive stolpehuller.
At finde en guldgubber er spektakulært og sjældent i sig selv, men de fem guldgubber, der blev fundet i denne omgang ved Hov, byder på noget ekstra: De blev fundet og udgravet, hvor de højst sandsynligt engang blev lagt.
At vide, hvor noget engang blev placeret, hjælper arkæologerne med at forstå lidt mere.
»Det er virkelig fedt, at vi kan knytte guldgubberne til de forskellige dele af bygningens konstruktion,« siger Kathrine Stene.
De mange guldgubber, der tidligere er fundet her, blev fundet i og omkring et andet stolpehul i det gamle gudehov, på den modsatte side af de to, der for nylig dukkede op.
»Det kan hænde, at nogle af de guldgubber, de fandt her, også har ligget i væggen, men der er usikkerhed om, præcis hvor de blev fundet. Nu ved vi med de her tre, som vi fandt i selve vægforløbet, at de blev lagt der, inden muren blev rejst,« siger Kathrine Stene.
Entrébilletter?
En af teorierne om anvendelsen af guldgubberne er, at de måske var en form for entrébillet til for eksempel et bedested, der har stået her på Hov.
Men en adgangsbillet skal jo ikke ligge under en væg.
»Det har moderne udgravning givet mere viden om,« siger Kathrine Stene.
»De guldgubber, der var i stolpehullet, var ikke synlige for folk. Dem, vi fandt i væggen, ville heller ikke have været synlige for andre. Så det er nok ikke en adgangsbillet, men snarere et offer eller en religiøs handling for at beskytte bygningen.«
Et lille, men tårnhøjt hedensk bedehus
Gudehovet ved Hov blev opdaget ved et rent tilfælde i 1993. Amtskonservator Harald Jacobsen kørte ad E6 og lagde mærke til landskabet.
Han syntes, det lignede det, arkæologerne kalder kulturlag – altså jord, hvor der er spor af mennesker. En mindre undersøgelse viste, at han havde ret, og fundet af to guldgubber indikerede, at det ikke var et helt almindeligt sted.
Mindre udgravninger i løbet af 2000'erne førte til opdagelsen af 28 guldgubber, og det, der altså i dag kaldes et gudehov, et hus for hedensk religiøs praksis.
En af grundene til, at, arkæologerne mener, der var tale om et gudehov - bortset fra guldgubberne - er fraværet af andre fund, der ville forekomme, hvis der boede mennesker her, som eksempelvis kogekar og slibesten og den slags.
En ordentlig udgravning af området måtte dog vente til i år i forbindelse med vejprojektet E6 Roterud-Storhove.
Kulstof 14-datering
I løbet af efteråret og vinteren vil kulstof 14-datering endelig kunne slå fast, om det stemmer, at gudehovet har stået her siden omkring år 600 - og helt op til 1000-tallet.
»Ud fra de udgravninger, vi har tolket som stolpehuller, er det nærliggende at antage, at der har ligget en bygning her, der har set ens ud i flere hundrede år. Det er ikke noget problem, så længe man vedligeholder bygningen, inklusive udskiftning af de tagbærende stolper, når de rådner.«
Med sine 15 til 16 meter i længde er huset lille. Datidens boligbyggerier kunne sagtens være 20-30 meter lange.
»Fordi det er relativt lille, tolker vi det som en rent rituel bygning,« siger Kathrine Stene.
»Det var nok ikke her, de holdt deres fester. De var sikkert knyttet til en større sal, men måske havde de drikkeceremonier her. Måske var det kun en udvalgt kreds i samfundet, eliten, der fik lov at komme ind.«
Samtidig mener arkæologerne, at huset var en ret høj bygning.
»Det ragede nok godt op i landskabet. Hvis man kom til Mjøsa med båd, var det formentlig synligt,« siger Kathrine Stene.
Ud at søge efter guldgubber?
I Norge finder man kun sjældent guldgubber. De 35 fra gudehovet i Vingrom er den største samling fundet i landet.
I et lignende gudehov i Uppåkra i Skåne fandt arkæologer 100 guldgubber. På Bornholm blev der fundet over 2.500 guldgubber på en mark. Det har Videnskab.dk blandt andet skrevet om i artiklen Unikke fund vælter op af Bornholms 'Guldhul'.
Var der ikke så mange guldgubber i Norge dengang, eller har vi bare ikke fundet dem?
»Der må være flere her,« mener Kathrine Stene.
Men de fleste arkæologiske udgravninger i dag er drevet af byggeopgaver.
»Vi graver, når der skal bygges nye veje og nye bygninger, så det er begrænset, hvor vi kan undersøge. Det handler om at ramme rigtigt og om at få muligheden. Der er mange tilfældigheder på spil her. De er så små, men de skinner, når man finder dem. Der er sikkert flere derude.«
Guldgubber i bygninger
Ingunn Marit Røstad er arkæolog ved Kulturhistorisk museum i Oslo og ekspert i blandt andet den norske germanske jernalder og guldalderen. Hun mener også, at der er flere guldgubber derude.
»Nu er Bornholm noget ganske særligt, også i Danmark. Der er ikke så mange andre fundsteder som der,« påpeger Ingunn Marit Røstad.
Der er også andre regionale forskelle: Der er flere enkeltguldgubber i Danmark, i Norge og Sverige er det mest par, der er afbildet.
»Men flere bliver ved med at dukke op. Enten ved at grave dem op eller med metaldetektorer. Så de skal nok dukke op en del flere steder i Norge også,« siger hun.
Bliver løbende opdateret
På grund af konstant nye opdagelser skal tallene for guldgubberne løbende opdateres, men de seneste tal Ingunn Marit Røstad har fra 2019 fortæller, at der i alt er fundet 3.243 guldgubber i Skandinavien - 2.708 af dem på Bornholm.
Ingunn Marit Røstad påpeger også, at det ekstra specielle ved de nye guldgubber fra Hov er, at de blev fundet i jorden, hvor de lå. Arkæologerne kalder det kontekst - det sted, hvor noget bliver fundet, og det er en del af historien.
»Af alle de tusindvis af guldgubber, vi har, er kun få fundet på stedet og udgravet,« fortæller Ingunn Marit Røstad, som tilføjer:
»Så det er enormt værdifuldt, at vi får god kontekst af fundene fra Hov.«
Det, der skiller sig ud, når guldgubberne rent faktisk bliver udgravet - i modsætning til, når nogen bare tilfældigt finder dem på en mark - er, at arkæologerne finder dem i forbindelse med bygninger.
\ Læs også
Billeder af eliten
Ingunn Marit Røstad tror ikke rigtig på teorien om, at de guldgubberne var adgangsbilletter til templet.
De har ikke huller, der tyder på, at de var syet fast på tøj, og bortset fra enkelte undtagelser fra Bornholm har de ikke lukninger, der tyder på, at de er smykker.
De er dateret til germansk jernalder på grund af stilen på tøjet og smykkerne på de afbildede mænd og kvinder.
»Man forestiller sig, at de viser elitens påklædning i denne periode,« siger Ingunn Marit Røstad.
»En slags idealiseret repræsentation af elitedragten, med den flotte frisure, som kvinderne har med en karakteristisk knude. Man ser også perler, specielle typer spænder, drikkebægre og drikkehorn, som daterer dem til merovingertiden.«
En almindelig fortolkning af guldgubberne er, at de har en form for rituel betydning. Mange tror, at det afbildede par er guden Frej og jættekvinden Gerd. Måske indgik guldgubberne i en symbolsk handling, når folk fejrede bryllup?
Af gudeslægt?
En udbredt fortolkning er, at de mest magtfulde familier på denne tid hævdede, at de kunne spore deres aner tilbage til guderne, og at guldgubberne på en eller anden måde signalerede, at de var af gudeslægt.
»Det blev brugt til at legitimere, at man regerede, at man var en ledende familie, fordi man nedstammede fra guderne,« siger Ingunn Marit Røstad.
»Selvom de er bittesmå, kan guldgubberne have haft stor betydning. Ikke som smykker, man bærer synligt for at vise status, men måske var det en del af en form for rituel nedlæggelse ved højsædet, hvor kongen eller jarlen sad.«
De første guldgubber blev fundet i 1725. I en tekst fra 1791 blev de omtalt som 'guldgubber' (guldmænd, red.), og derefter er de blevet kaldt sådan. Også selvom langt de fleste af dem derfor viser både en mand og en kvinde.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
