Gamle macho-normer hænger tæt sammen med viljen til krig

Går du ind for krig?

Det spørgsmål virker næsten indlysende at besvare. Selvfølgelig gør du ikke det.

Går du ind for krig, hvis dit land er ved at blive invaderet?

Det er straks et helt andet spørgsmål, hvor langt flere vil være tilbøjelige til at støtte en forsvarskrig, der skal sikre hjemlandets selvstændighed.

Nu viser et studie blandt 1.000 briter, at nogle ikke behøver ret mange mellemregninger, før de går fra nej til det første spørgsmål og ja til det andet.

Sociologerne bag studiet konkluderer, at rigide maskulinitetsnormer er blandt de stærkeste psykologiske drivkræfter bag støtte til krig.

Blandt britiske mænd, der støtter følgende udsagn, er paratheden til at gå i krig udtalt:

• “En mand bør være klar til at bruge vold for at forsvare sin kone og sine børn.”
• “En mand bør være klar til at bruge vold for at forsvare sig selv mod fornærmelser.”
• “Når det kommer til stykket, har manden ansvaret for at forsørge sin familie.”

De støtter med andre ord en maskulin voldsnorm, hvor mænd skal forsvare deres familie med magt.

Det ligger dem heller ikke fjernt at støtte op om en autoritær leder. Og så er flertallet mænd, som samtidig stemmer en smule mere til højre fra midten end gennemsnittet.

Sociologerne bruger udtrykket ‘maskulinitetsbaseret vold’.

»Jeg synes det er enormt interessant, at de lykkes med at sætte fokus på krig som noget værdimæssigt og psykologisk, i stedet for krig som geopolitiske spændinger mellem nationer,« siger Isabel Bramsen, der er fredsforsker og lektor på Lund Universitet og har læst studiet for Videnskab.dk.

I en tid med stigende politisk fokus på oprustning og krig i Europa - så er studiet ikke helt irrelevant, siger hun.

Sofie Rose, der er postdoc på Center for War Studies på Syddansk Universitet, er enig:

»Krige og kriser skaber ængstelighed, frygt og polarisering. Her bliver kønsnormerne ofte meget rigide.«

Maskulinitet som markør for krigsstøtte

Det nye og anderledes ved studiet er fokusset på psykologiske markører som maskulinitet.

Ofte ville lignende studier i høj grad fokusere på ideologi, når de leder efter bevæggrunde til at støtte krig, ifølge forskerne bag.

Forskerne lykkes også med at finde betydelige forskelle i svarene alt efter de bestemte holdninger og værdier:

Personer, som tilslutter sig ‘maskulinitetsbaseret vold’ med normer om dominans og brug af vold, er markant mere tilbøjelige til at støtte krig.

Lidt svagere er forbindelsen mellem autoritær underkastelse og støtte til krig, men stadig meget relevant.

Derefter kommer radikalisering, politisk ideologi, hvor højrefløjsvælgere oftere støtter krig, og så køn: Mænd støtter mest op om krig.

»Det kommer ikke bag på mig. Det er noget, man allerede forholder sig til teoretisk. Men det er interessant, at de kan finde samme mønstre i deres statistik,« siger Isabel Bramsen.

Hun forklarer, at maskulinitet ret åbenlyst spiller en rolle i international politik.

Det kan være i Donald Trumps tale til det amerikanske forsvar. Eller de mange billeder af Putin som en rigtig mand, der rider på hest i bar mave eller poserer med et stort våben.

Mandens rolle indsnævres i krise og krig

Sofie Rose, der forsker i køn og krig, fremhæver andre studier, der også har forsøgt at kaste lys over, hvordan viljen til krig opstår i et samfund.

Hun nævner et studie fra 2000, hvor der findes en ret tydelig sammenhæng mellem lav ligestilling mellem kønnene i et land og hyppig engagement i krige.

Studiet viser, at en højere andel kvinder på arbejdsmarkedet i et land reducerer markant sandsynligheden for, at landet engagerer sig i en international konflikt:

Forskerne estimerer, at en fem procents stigning i kvinders andel af arbejdsstyrken er associeret med, at landet bliver næsten fem gange mindre tilbøjeligt til at bruge militær magt internationalt.

I et andet studie fra 2020 undersøges det, hvordan vold går fra hjemmet ud i samfundet og over i krige.

Forskeren konkluderer, at de sociale og kønsbestemte normer, sociale strukturer og magtforhold, der tillader eller legitimerer vold i hjemmet og i samfundet og fungerer som grobund for vold på højere niveau — herunder militær vold, konflikter og krig.

Sofie Rose giver et eksempel fra Rusland, hvor vold mod kvinder i hjemmet ikke længere er strafbart, medmindre det er så voldsomt, at kvinden ender på skadestuen.

En lov, der kom med en række ændringer i årene op til fuldskala-krigen mod Ukraine. En lov, der i stigende grad legitimerer vold mod kvinder i det russiske samfund, ifølge hende.

Og i Ukraine får kvinder en større rolle i samfundet, men mandens rolle indsnævres i høj grad til at kun være en hård soldat.

»Både i Ukraine og Rusland glorificeres mændenes maskuline roller som dem, der kæmper i krigen,« siger Sofie Rose.

De mere bløde maskuline værdier er forduftet som resultat af krigens brutalitet og hårde retorik.

Næppe genklang i Danmark

Sofie Rose mener, at det nye studie interessant i sammenhæng med oprustningen herhjemme.

Hun forestiller sig ikke, at danske politikere kan tage konklusionen fra studiet og på den baggrund adoptere en retorik med hårde maskulinitetsidealer for at øge danskernes interesse i forsvaret.

Med andre ord, så vil svarene på spørgsmålene sandsynligvis være anderledes, hvis de blev stillet til danskere sammenlignet med britere eller russere.

Op til præsidentvalget i USA efteråret 2024, viste internationale meningsmålinger, at Danmark var et af de lande med den højeste tilslutning den demokratiske - kvindelige - kandidat, Kamala Harris, med omkring 85 procent, mens knap 8 procent støttede Trump.

Helt anderledes så det ud i Storbritannien: Her ville 58 procent stemme på Kamala Harris, hvis de kunne stemme i det amerikanske præsidentvalg. 27 procent ville stemme på Donald Trump.

Generelt blandt alle de 1.000 britere mente 68 procent, at krig er en uløselig del af den menneskelige natur. Samtidig ville 68 procent af de adspurgte aldrig støtte op om en krig.

Svarene kan ved første øjekast måske virke en smule selvmodsigende. For hvordan kan så mange både mene, at krig er en del af en menneskelig natur, men at de aldrig selv vil have lyst til at støtte op om krig?

»Jeg forstår egentlig godt logikken bag svarene,« siger Isabel Bramsen.

»På den ene side virker krig ikke brugbart til at løse konflikter, men vi bliver omvendt ved med at have dem. De kan virke helt uundgåelige - også selvom det ikke er noget, vi generelt ønsker at støtte op eller mener løser noget.«