Kvinder, der vælger ikke at få børn, kan virke som en rød klud på andre kvinder. Det er så socialt uacceptabelt at fravælge børn, at nogle frivilligt barnløse kvinder vælger at udgive sig for at være ufrivilligt barnløse.
»Det virker provokerende på mange, når kvinder ikke får børn. Det kommer hurtigt til at lyde som om, de sætter spørgsmålstegn ved andre mødre. Når omverdenen møder børnefrie, er det ofte med mistro, og børnefrihed anerkendes ikke som legitim subjektiveringsgrundlag. Derfor er det fristende som børnefri at omdefinere sig fra frivillig børnefri til ufrivillig barnløs,« siger Rikke Skyum, der i specialet Børnefri Kvinder på Pædagogisk Psykologi på DPU har undersøgt frivilligt barnløse kvinders valg.
Hun tager udgangspunkt i interviewbogen Børn nej tak af Susanne Svendsen, hvor kvinder fortæller, hvorfor de har valgt et liv uden børn. Rikke Skyum skrev specialet, efter hun oplevede, hvordan hun selv blev voldsomt provokeret, når hun hørte frivlligt barnløse kvinder tale om deres valg. Hun følte, at der lå en indirekte kritik af de valg, hun havde taget ved at få barn. Dermed er hun selv repræsentativ for de reaktioner, barnløse kvinder kommer ud for.
Børn ikke noget for kontrolfreaks
I specialet siger en kvinde, at hun fortæller folk, at hun ikke kan få børn.
Den nemmeste måde at affærdige folk på er at sige: ”Vi kan ikke”. Så spørger de ikke mere.
Og en anden kvinde valgte længe at skyde skylden på kæresten, når omgivelserne gik for tæt. Men i realiten har kæresten intet med sagen at gøre. Hun frygter ganske simpelt, at børn vil skabe uorden i hendes tilværelse:
Jeg er typen, der har brug for kontrol i mit liv. (..) Når jeg skal hænge vasketøj op, er det tjuk-tjuk-tjuk-tjuk, og strømperne hænger dok-dok-dok-dok. Strømperne hænger dér og underbukserne her. Det skal ikke blandes. (..) Hvis Tonny hænger vasketøjet op, kan jeg finde på at gå ned og lave det om. Fordi det ikke hænger som jeg vil.
Litteraturen fortæller, at kvinder opfatter det at blive mor som meget afgørende for kvinde-identitet. Det er i høj grad moderskabet, eller som minimum ønsket om moderskab, der definerer dem som kvinder.
»Det er svært at stå i opposition til moderskabet, fordi omverdenen ikke ved, hvordan man skal forholde sig til det. Hvis de ikke er mødre, hvad er de så? Omverdenen forsøger at få dem til at passe ind i den sociale orden, der hedder, at kvinden er mor, og hvis hun ikke ønsker at være det, så ved vi ikke, hvad hun er,« siger Rikke Skyum.
Frivilligt barnløse: Kvinder har et valg
Mange af kvinderne fremhæver også, at de har truffet et bevidst valg, at de har taget stilling. Både direkte og implicit mener de, at mange kvinder får børn pr. automatik uden at stille spørgsmålstegn ved, om den vej i livet er rigtig for dem.
»Deres grunde til ikke at få børn er også nogle ting, de fremhæver som en modsætning til andre kvinder. De fremhæver sig som selvstændige og refleksive i modsætning til mødre, som, de mener, får børn bevidstløst uden at tænke over, hvad de selv vil med deres liv,« siger Rikke Skyum.
Som en kvinde siger i specialet:
Når man ikke tænker over, om man skal have børn, skal man nok. Det bevidste valg er at lade være med at få nogen.
Bevidst valg kan alligevel være ubevidst
En anden kvinde er inde på det samme. Hun opfordrer kvinder til at overveje deres valg grundigt:
De fleste har aldrig spekuleret over, at de har et valg. At børn er noget, de kan vælge fra eller bare lade være med at få.(..) I det hele taget forsøger jeg at give videre, at vi har et valg. I alle henseender.(..) Find dig i det, du vil. Gør det, du vil. Det slår mig, hvordan unge singlepiger mellem 29 og 35 år gerne vil have en kæreste og nogle børn. Så kan jeg finde på at spørge dem: ”Hvorfor?” og ”Er du sikker?” Og så er det egentlig først der, de begynder at tænke over, at de har et valg.
Samtidig er der dog en brist i deres logik. For mange af kvinderne taler om, at de bare ikke har modergenet og aldrig har haft lyst til at få børn. Dermed kan man tvivle på, hvor bevidst valget i realiteten er. Hvis lysten aldrig har været der, er valget formentlig en naturlig udløber af det.
»De vil gerne fremstå som selvstændige kvinder, der har taget direkte stilling ved at bryde normen. Men det første, de siger, er, at de har en grundlæggende fraværende længsel mod børn. De stillede spørgsmål ved, om de manglede et modergen, når nu alle andre bliver skruk, ’hvorfor gør jeg det ikke’, tænker de,« siger Rikke Skyum.
Oplevelse af mor-rollen
Man kan også se, at kvinder tillægger livet med børn meget negativitet. Når de observerer familier, er det ikke den højtbesugne lykke, de ser. Som en af kvinderne siger:
Jeg gider ikke børn, der farer rundt klokken syv om morgen og skriger og hyler, og jeg gider heller ikke børn, der sidder og er uopdragne ved middagsbordet. Og så er der den ømtålige børneopdragelse. Alt det der forklare mig op og ned ad stolper. Jeg kan ikke holde ud at høre på det.
En anden har nogenlunde samme oplevelse af at have børn.
Når jeg kiggede mig omkring i supermarkedet, tænkte jeg ”Hvor fanden er den lykke, de snakker om?” Ungerne hyler op og skriger og vil have det ene og det andet, og man fiser på arbejde med ungen bag på cyklen og i børnehaven og er kun sammen med dem, når de er trætte. Vorherre bevares.
