Forsvarsforbeholdet: Vi har stillet forskere 5 spørgsmål, du gerne vil kende svaret på i stemmeboksen
Hvad sker der, hvis vi stemmer ja eller nej? Risikerer Danmark at blive tvunget ind i en EU-hær, hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet?
forsvarsforbehold folkeafstemning NATO EU EU-hær

Billedet her er fra Kyiv i august 2021, hvor en enhed fra det danske forsvar går med i en militærparade på uafhængighedsdagen. (Foto: Shutterstock)

Billedet her er fra Kyiv i august 2021, hvor en enhed fra det danske forsvar går med i en militærparade på uafhængighedsdagen. (Foto: Shutterstock)

Ruslands invasion af Ukraine har ændret trusselsbilledet i Europa. Der er krig på kontinentet, og på kort tid har flere lande, herunder Danmark, varslet drastiske ændringer i EU- og forsvarspolitikken. 

For danskerne får det blandt andet betydning for, hvordan vi indgår i alliancer med både NATO og EU.

  • For det første skal vi bruge flere penge, så vi kan indfri de aftalte NATO-mål, nemlig at udgifter til forsvar og sikkerhed varigt skal udgøre to procent af et lands bruttonationalprodukt. Det mål skal vi nå inden udgangen af 2033.
  • For det andet skal danskerne til stemmeurnerne 1. juni 2022, når vi ved en folkeafstemning skal beslutte, om vi vil beholde eller afskaffe det såkaldte forsvarsforbehold.

Begge punkter er en del af en ny aftale om et såkaldt ‘nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik’, der »skal styrke det danske forsvarsberedskab og mulighederne for at manøvrere i den nye sikkerhedspolitiske situation.« 

Men hvad er det nu, forsvarsforbeholdet går ud på? Risikerer Danmark at blive tvunget ind i en EU-hær, hvis vi stemmer ja til at afskaffe forbeholdet? Og hvilke konsekvenser vil det få, hvis vi stemmer nej - igen?

Videnskab.dk har talt med to forskere (se faktaboksen), der ved rigtig meget om sikkerhed og om Danmarks rolle i både europæisk og international forsvarspolitik.

De to forskere

Christine Nissen forsker i udenrigspolitik og diplomati ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hendes aktuelle forskning har fokus på europæisk sikkerhed og EU som sikkerhedsaktør.

Peter Viggo Jakobsen er ph.d. i international politik og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet. Han har beskæftiget sig med en lang række emner inden for forsvars- og sikkerhedspolitik, både i dansk og i EU-kontekst, og så er han NATO-ekspert.

Vi håber, at deres svar på disse fem spørgsmål kan hjælpe dig, når du skal beslutte dig for et ja eller et nej:

Hvad er forsvarsforbeholdet, og hvorfor har vi det overhovedet?

Det danske forsvarsforbehold er fra 1993 og fulgte med i pakken, da Danmark gik med i Maastricht-traktaten. Danskerne havde nemlig først sagt nej traktaten i 1992, og det krævede forhandlinger om en særaftale for Danmark, før befolkningen stemte for.

Traktaten har fået sit navn, fordi EU’s dengang 12 medlemslande underskrev den i den hollandske by Maastricht. Med traktaten trådte den Europæiske Union officielt i kraft, og planen var, at man ville udvide samarbejdet fra primært at have været økonomisk til at blive mere politisk. Et af områderne, man gerne ville udvide med, var udenrigs- og sikkerhedspolitik. Alle medlemslande skulle herefter endeligt godkende traktaten, og i Danmark valgte man at afholde en folkeafstemning.

Her var 50,7 procent af danskerne imod.

»Vi sagde nej, og det skulle politikerne finde en løsning på,« siger Christine Nissen og påpeger, at man på det tidspunkt slet ikke havde en konkret forsvarspolitik i EU.

»Man måtte forsøge at  forestille sig scenarier, som Danmark ikke ville have lyst til at være en del af. Det blev lidt et gætværk,« siger hun.

Danmark ønskede nemlig ikke at afgive suverænitet til EU. 

Megen EU-skepsis har fra begyndelsen handlet om frygten for at skulle afgive for meget, og samme frygt er indlejret i forsvarsforbeholdet - hvis EU skulle gå hen og blive forsvarspolitisk, ville man være påpasselig med, hvor meget man kunne blive nødt til at afgive på den bekostning, forklarer Christine Nissen.

»Men de andre lande har jo heller ikke lyst til at afgive suverænitet, og derfor blev forsvarspolitikken grundlagt inden for en mellemstatslig ramme,« siger hun.

Når samarbejdet er mellemstatsligt betyder det, at det er de enkelte landes parlamenter, der skal vedtage EU-regler på et givent politisk område. Bliver reglerne vedtaget, gælder de i national lov.

Overstatsligt samarbejde betyder til gengæld, at EU kan vedtage regler, der efterfølgende gælder i samtlige medlemslande, uden  at reglerne skal godkendes i de nationale parlamenter. De fælles regler bliver dog kun vedtaget, hvis der er enstemmighed - det vil sige, at der er fuldstændig enighed blandt alle medlemslandene. 

Tilbage i 1992 gik danske politikere til forhandling med resten af EU, og på et møde i Edinburgh blev de 12 EU-medlemslande enige om en særaftale for Danmark. En særaftale med fire forbehold, blandt andet forsvarsforbeholdet. 

Danmarks 4 forbehold

Euroforbeholdet betyder, at Danmark har kronen som valuta, og at vi selv bestemmer over vores pengepolitik.

Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark som hovedregel ikke deltager i dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Retsforbeholdet betyder, at Danmark som udgangspunkt står uden for EU’s samarbejde om grænsekontrol, udlændingepolitik, civilret, strafferet og politi.

Det danske forbehold om unionsborgerskabet blev indført for at garantere, at unionsborgerskabet ikke udviklede sig mod et nationalt statsborgerskab. Denne garanti er siden skrevet direkte ind i traktatteksten, så det gælder for alle EU-lande.

Kilde: EU-oplysningen

Danmarks forsvarsforbehold betyder, at vi som hovedregel ikke deltager i dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi er ikke med i EU’s militære operationer, vi finansierer dem ikke, og vi stiller som udgangspunkt ikke med soldater til EU-ledede missioner i  konfliktområder. 

»Men til dato har det faktisk ikke haft de store konsekvenser, fordi vi har fundet måder at bidrage med soldater, på trods af forbeholdet,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Nu ønsker et politisk flertal, at vi helt fjerner forsvarsforbeholdet. I Danmark har man fra politisk side valgt, at forbeholdene kun kan fjernes eller ændres ved en folkeafstemning, og det er altså derfor, vi skal til stemmeurnerne den 1. juni 2022.

Er EU i gang med at lave sin egen EU-hær?

EU har ikke en fælles hær. EU-landene kan godt beslutte, at de vil gennemføre en operation i fællesskab, men det er det enkelte EU-land, der selv bestemmer, om det vil bidrage med soldater eller materiel til operationen. 

Hos Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er en mulig etablering af en EU-hær dog et argument for at beholde forsvarsforbeholdet, så danske soldater ikke er nødt til at deltage i EU-missioner.

Det er ganske vist rigtigt, at der i den seneste EU-traktat er formuleret et ønske om et europæisk forsvar, og at statsledere, blandt andre den franske præsident Emanuel Macron og den tidligere tyske forbundskansler Angela Merkel, på et tidspunkt har udtrykt samme ønske. 

Vores eksperter er dog rørende enige om, at en EU-hær ikke bliver en realitet. 

Hvad laver EU's forsvar?

Det overordnede formål med EU's sikkerheds- og forsvarspolitik (CSDP) er at bidrage til konfliktløsning, fred og stabilitet i verden, ifølge Udenrigsministeriet.

Første mission blev iværksat i 2003. Siden da har EU afsluttet 34 missioner.

EU har blandt andet sendt militære missioner til:

  • Patruljering og kamp mod pirater ud for Somalias kyst
  • Uddannelse af politifolk og jurister i Afghanistan
  • Fredsbevarende operationer i Bosnien-Hercegovina
  • Beskytte flygtninge fra krisen i Darfur (Sudan)

Som udgangspunkt, og på trods af forsvarsforbeholdet, bidrager Danmark til civilie missioner under CSDP. Blandt andet bidrager Danmark til det europæiske grænse- og kystvagtagentur FRONTEX.

»Danmark har stået udenfor EU's militære operationer, som der har været 11 af. Inden for de senere år er der imidlertid kommet nye tiltag til, som vi heller ikke kan deltage i. Et eksempel er det permanent strukturerede forsvarssamarbejde fra 2015, der handler om at de europæiske lande arbejder tættere sammen om forsvarspolitikken og udviklingen af militær teknologi,« fortæller Christine Nissen.

»Der er ikke nogen af de 27 medlemslande, der på nuværende tidspunkt ønsker en EU-hær, og skulle der blive det i fremtiden, skal det besluttes med enstemmighed. Der har aldrig i verdenshistorien eksisteret en overstatslig hær, og at EU skulle være dem, der lykkes med at få en opbygget, tror jeg ikke kommer til at ske,« siger Christine Nissen. 

»Når folk som Macron udtrykker det ønske, handler det mere om, at man gerne vil gøre mere og have mere kapacitet. Lige nu kan man ingenting uden USA. Det så vi, da USA trak sig ud af Afghanistan, og alle andre så også var nødt til at rykke hjem, fordi der ikke længere var de grundlæggende nødvendigheder, våbensystemer og logistik,« tilføjer hun. 

Dertil kommer, at landene i EU er »notorisk dårlige til at blive enige om storpolitik,« som Christine Nissen siger. De militære operationer, Europa har lavet til dato, har heller ikke været store. Siden EU fik en forsvarspolitik, har der været 34 missioner, og de har været relativt små med måske 3.000 udsendte.

Peter Viggo Jakobsen vurderer også, at en EU-hær er usandsynlig. Der kan ske ting som følge af Ruslands invasion af Ukraine, der sætter os et nyt sted, men europæere kan ikke enes om, hvordan man skal bruge militær magt.

»Tyskland vil for eksempel kun bidrage til forsvar, men ikke til operationer, hvor man kan blive skudt på uden for landets grænser. Der er Frankrig modsat til stede i Afrika. Den uenighed, blandt andet, har forhindret et større militært samarbejde i EU, og jeg vil vurdere, at det stadig er urealistisk,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Hvordan situationen ser ud om 10 år, vil han ikke spå om. Han havde trods alt ikke forudset, at Tyskland ville skifte strategi og opruste for så mange milliarder.

»Men hvis man forestiller sig, at vi skulle stille en styrke og et beredskab til rådighed for en hær i EU, så låser man jo de styrker og kan ikke bruge dem andre steder. De kan ikke stå i beredskab til EU og NATO samtidig,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Det er regeringen med inddragelse af Folketinget, som beslutter, om danske soldater skal udsendes til internationale operationer.

Hvad er NATO?

NATO (North Atlantic Treaty Organisation) er en forsvarsalliance af lande fra Europa og Nordamerika.

NATO blev oprettet i 1949 på initiativ af den daværende britiske udenrigsminister Ernest Bevin og det amerikanske udenrigsministerium. Det skete i lyset af Den Kolde Krig (1945-1991) mellem USA og Sovjetunionen. Krigen var ‘kold’, fordi det aldrig udviklede sig til direkte militær kamp mellem supermagterne. I stedet var der en årelang oprustning af atomvåben på begge sider.

Frygten for Sovjetunionen fik de vesteuropæiske lande til at finde sammen i alliancen.

Der er i skrivende stund 30 medlemslande i NATO: Albanien, Belgien, Bulgarien, Canada, Danmark, Estland, Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxemborg, Montenegro, Nederlandene, Nordmakedonien, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn og USA.

Landene er forpligtet til at forsvare hinanden i tilfælde af, at de skulle blive angrebet.​​​​​​

Er det ikke nok, at vi er med i NATO-samarbejdet?

»Hvis russerne angriber, så skal amerikanerne nok hjælpe os. NATO handler om at beskytte og forsvare alliancens territorium. Det er det, der er aftalen efter Washington-traktatens artikel 5,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Artikel 5 er den såkaldte musketeréd, der lyder, at de allierede vil forsvare hinanden i tilfælde af angreb.

»Men vi kan ikke forvente, at amerikanerne hjælper os med at skabe stabilitet i vores egen region. De vil kun bidrage i det omfang, at det understøtter deres egen konkurrence med Rusland og Kina, så hvis det ikke er noget, der truer amerikanske interesser, må vi selv rode med det, der sker i Europas baghave,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Det er der, EU’s forsvarsalliance kommer i spil:

»I det ideelle scenarie supplerer de to alliancer hinanden ved at løse forskellige ting. EU står for det mere humanitære og for stabilisering og udvikling for eksempelvis at undgå flygtningestrømme mod Europa. NATO er en udelukkende militær organisation, der eksempelvis bidrager til afskrækkelse af Rusland,« siger Peter Viggo Jakobsen.

»Det er to så forskellige aktører, som man bruger til to forskellige ting,« supplerer Christine Nissen.

»NATO tager sig af de store militære operationer. Det siges, at NATO klarer den hårde opgave, og så tager EU opvasken.«

EU har altså en mere politisk dimension og er mere fokuseret på fred frem for krig. I hvert fald indtil for nylig. Beslutningen om at sende dødbringende våben til Ukraine er et nyt initiativ, forklarer Christine Nissen. 

Hvad sker der, hvis vi stemmer ja til at afskaffe forbeholdet?

»På den korte bane får det ingen militær betydning, i hvert fald ikke operativt. Det vil stadig være op til Danmark selv at vurdere, om vi kan bidrage til både EU, NATO, amerikanske og franske missioner,« siger Peter Viggo Jakobsen.

»På længere sigt - og hvis vi forventer, at der skal tages nogle store beslutninger på baggrund af den russiske invasion - så får Danmark mulighed for at sidde med ved bordet og påvirke beslutningerne, hvis vi fjerner forbeholdet. Hvis vi får medindflydelse, kan vi påvirke beslutninger, hvor udfaldet ellers vil kunne konkurrere med NATO. Det er Danmarks interesse, at beslutningerne ikke duplikerer NATO-samarbejdet,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Christine Nissen er enig. Der sker ikke noget ved at stemme ja til en afskaffelse af forsvarsforbeholdet.

»Det giver ikke giver mening at have et forbehold til et frivilligt samarbejde,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tror slet ikke, vi havde fået det forbehold dengang (i 1992, red.), hvis vi havde vidst, hvordan forsvarspolitikken ville udvikle sig med vetoret og frivilligt samarbejde.« 

Med et ja kan Danmark få indflydelse på den militære del af EU's forsvarspolitik. Lige nu må Danmark ikke deltage i de forhandlinger, hvor den militære del af EU´s forsvarspolitik besluttes, forklarer Christine Nissen. 

»Så fra dansk side er vi ikke med til at sætte aftryk på de politiske prioriteter,« siger hun.

Hvad sker der, hvis vi stemmer nej til at afskaffe forbeholdet?

Konsekvensen af et nej - det vil sige, at vi vælger at bevare forbeholdet - vil helt konkret være, at Danmark fortsat vil have mindre indflydelse, når der træffes sikkerhedspolitiske beslutninger i EU, lyder det fra begge forskere. 

Christine Nissen siger selv, at hun har svært ved at finde det gode argument for det udfald. Det skulle da lige være, hvis man har et ønske om entydigt at signalere, at man vil have fred frem for krig.

»Såfremt man har et ønske om ikke at opruste, så er den udvikling, der foregår lige nu i Europa, et udtryk for oprustning,« siger hun.

Et nej kan dog også sende andre signaler til vores samarbejdspartnere i EU:

»Så længe man har forbehold i samarbejdet, ser de andre skævt til en, men hvis man er ligeglad med det, så har det ikke nogen betydning. Hvis man derimod ønsker at være med i hjertet af EU, så duer det ikke, at man har forbehold. Så må man være solidarisk på alle punkter,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte, døde og vaccinationer i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om, hvorfor denne 'sort hul'-illusion narrer din hjerne.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk